“Love Me Do” spiller The Beatophonics ikke, men det kunne de næsten lige så godt have gjort. Det er nemlig The Beatles’ første periode, der har det danske beat-okesters affektion. Bandet skriver originalt materiale udfra den gamle Liverpool skabelon, på denne plade fremført live i The Club Liverpool House.
Det dækker så over Teaterbygningen i Køge. Ja, mere autentisk var det så heller ikke (selvom bygningen i sin tid fungerede som netop beatklub), og det er måske egentlig meget beskrivende for hvad man får på dette livealbum. Det er ikke den ægte vare, det er sådan lidt lige ved og næsten, en dansk kopi, som ville gøre sig glimrende som husorkester i en beatklub, eller som partyband til fester og komsammener.
Som selvstændig koncertoplevelse er jeg måske ikke helt solgt på konceptet og materialet, der her består af nogle af bandet egne kompositioner og så udvalgte covernumre fra beatmusikkens guldalder. Det med covernumrene er i sig selv ikke et problem, der er jo en tradition for at bands fra dengang lavede covernumre på kryds og tværs af hinanden – og af og til endda hittede med samme sang.
Problemet opstår når et gammel klenodie som “Poison Evy”, der tidligere indspillet af alt fra The Rolling Stones, The Hollies, The kingsmen, Manfred Man til Hanson (!), står side om side med gruppens eget sangmateriale. The Beatophonics er udmærkede melodi og sang snedkere, men i direkte sammenligning kan man godt høre, hvorfor “Poison Evy”, eller “Shaking All Over” (Johnny Kidd & The Pirates), måske er de mere kendte numre verden over.
The Beatophonics har nu også nogle små, fine pop-perler på repertoieret, der gør en fin figur lige i det øjeblik de får dansegulvet til at ryste lidt, og måske tøserne til at hvine, i Køge. Numre som “I Want You” og “Could You, Would You” er nok skåret efter en velkendt pop-skabelon, men med en spilletid der kun lige sniger sig op over 2 minutter og et band der formår (med friskhed og uden stive led) at ramme den sentimentale og uskyldige tone fra “dengang”, så er det svært ikke at vippe lidt med.
I det hele taget er det er album hvis helt store force er, at det er forbandet lyttevenligt og bare flyver ubesværet afsted. 12 numre flyver forbi i rask tempo, der er måske ikke så meget der for alvor sætter sig fast, men det her er jo også en hyldest til en tid, hvor rock og rul handlede om sjov i gaden, at have en fest og føle sig ung og fri i nuet.
Ud fra det parameter, så lykkes The Beatophonics mission til fulde. Det skyldes også, at bandets klang og stil føles, og lyder, så autentisk. Man er ikke et sekund i tvivl om, at det her gøres af ren og skær kærlighed til genren, og skal ses som en kærlighedserklæring.
Men ligesom ens første kærestebrev (skriver de unge det i dag?), skrevet på nu lidt gulnet papir, så undgå man ikke en erkendelse af, at det hele er lidt banalt. Lige fra hjertet, og med hjertet på helt rette plads, ingen tvivl om det, men så er der måske heller ikke så meget mere at komme efter.
Bandet kaster sig også ud i en fin fortolkning af nummeret “Stop The Music”, gjort kendt af danske The Hitmakers, der som end varmede op for The Beatles i KB Hallen i 1964. Havde The Beatophonics eksisteret dengang, så kunne support tjansen som end nok også være blevet deres.
Men som hovednavn ville det nok “kun” række til, at stå på scenen i beatklubber rundt omkring. Men det er da også noget! Vi sniger os lige op på 4 stjerner for en letfordøjelig oplevelse.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg The Beatophonics på facebook
