Hænderne op, hvis du har savnet en Rod Stewart-inspireret sanger. Nå? Ingen? Well, så skal I nok ikke kigge efter John Schmidts album, By Night. Det er en samling på papiret ret fine sange, som dog hurtigt går hen og bliver pasticher over noget, man har hørt alt for mange gange før.
Det sender tankerne hen mod TV2’s tidligste tid, hvor man i sen-80’erne kunne se reklamer for box-sets med (allerede dengang) bedagede koryfæer som Rod Stewart og Dr Hook. Ja, hvis ikke dyre TV-reklamer for den slags var væsentlige søm i ligkisten for pladebranchen, så ved jeg ikke hvad var.
For så vidt spilles der fint, men dog stærkt konservativt og dermed også ret kedeligt på By Night. Det er rock-instrumentering og der spilles i den mere poppede ende af skalaen – komplet med kvindekor her og der. Altid poleret og renset fra enhver kant, der kunne komme til at provokere. På ‘Not a Dancer’ får den så også en omgang blæs og nummeret bliver en ren pastiche over Achy-Breaky-Heart.
Mere blæs får vi også på den ret forfærdeligt forcerede ‘Another Sleepless Night’, hvor en saxofon lægger en solo, hvor det virker til at solisten først tror han har en fantastisk lungekapacitet, men så efter et halvt sekund kommer i tanke om at det har han ikke alligevel, og derfor mister al kraft. Det falder for øvrigt meget godt i tråd med John Schmidts sangstil, som har denne underlige attack-og-så-næsten-væk agtige feeling. Om det er et misforstået forsøg på at lave et udtryk, er svært at afgøre. Men i længden – eller faktisk uhyggelig hurtigt! – bliver det ‘strenge‘ at høre på. For sådan lige at sige det på midtjysk.
Nuvel. Der findes mange udmærkede bands med tvivlsomme sangere. Problemet for Schmidt er dog, at der ikke er noget indlysende talent i sangskrivningen. Meget af pressematerialet omhandler hvor vigtig kærligheden er, og hvordan der forsøges at indfange forskellige aspekter af denne følelse. I sin forfalden til klichéer og førnævnte anstrengte sangstil får man lyst til at gøre det modsatte, når slutnummeret ‘Try With Love’ spiller. Måske noget med en forhammer. Eller noget med at vælte på cykel. – I virkeligheden bare ét eller andet, der kan få én til at føle noget oven på disse løse klichéer.
Ja, der er tale om pop, og nej, den slags skal selvfølgelig ikke nødvendigvis være vildt nyskabende. Men John Schmidt spiller en genre, der allerede var ved at have udspillet sin rolle i sen-80’erne, og det primære indtryk man kan have efter pladen klinger ud er et stort rungende ’Hvorfor?’.
Numre som ‘Count On Me’, ‘Be You Be Mine’ og ‘Try With Love’ kan med lidt god vilje i groovet sende tankerne i retning af ‘Call Me Al’ – men savner totalt den tongue-in-cheek og opfindsomhed, det nummer rummer. Og så kan man have nok så meget dansende bas og nah-kor. Da der synges med ovennævnte ’teknik’ og der ikke er det store budskab at hente, bliver det underligt trist at høre på.
Der er et par OK numre, hvis ret skal være ret. ‘It’s All About Love’ har en (noget baldet) rock-feeling over sig – tænk Thomas Helmig – mens ‘Time’ med sin mandolin-agtige lyd faktisk kan ét eller andet. Men igen gør vokalen ikke nogen tjenester med sin til dette nummer pålagte overdrevne vibrato.
Jeg ville egentlig gerne slutte med at skrive om noget formildende ved denne plade. Men der er altså ikke så meget at komme efter, og selv om musikken ikke indeholder ’fejl’, så er den ikke spændende nok til rigtigt at løfte. Når vokalen og teksterne så er på skift forfærdelige eller ligegyldige, så ser det altså stramt ud for projektet i denne anmelders ører. Jeg har ikke gransket Schmidts syv andre plader, men der er desværre heller intet på By Night som giver mig lyst at gøre det.
Mit gæt er, at den midaldrende herre godt kunne have stoppet for et par plader siden, ud fra stemmen at dømme. Der findes mange gode plader i verden, men John Schmidts By Night er desværre ikke én af dem. Én stjerne for en lidt kedelig, håbløst ufarlig og klichepræget plade.
Anmeldt af Troels-Henrik Balslev Krag
