KforKill albumdebuterer med den knusende tunge The World Is Broken, der vitterlig lyder som om verden er at falde fra hinanden med et BRAG. Nyskabende er det muligvis ikke, men den her bliver kørt ind med vilje og rå power.
Alright, så er der sateme dømt død og det der er værre, uden så meget pis og svinkeærinder. Bandet har en enkelt EP på samvittigheden, fra 2013, men ellers har jeg mest lagt mærke til dem poppe op som opvarmningsnavn hist og her.
Derfor er det også en glædelig overraskelse, hvor modent og håndværksmæssigt gode bandet fremstår over et helt album. Skulle man sætte en lille, fedtet finger på noget, så kunne det være, at der måske ikke ligefrem tages de store chancer på nogen punkter.
Det er dødsmetal med stort D, med stilsikker og bundsolid sangskrivning, men ikke noget der rykker grænserne for genren, eller for den sags skyld tester dem. På den anden side, er det også enormt befriende, at der her er et band som konsekvent og uden at undskylde, kører stilen ud og bare smadrer godt og grundigt igennem. Konservativt, måske, ærligt og ligetil, helt klart.
Jakob Hansens produktion er skarp og lyder flot, måske en anelse pæn for nogen, som i, det her lyder ikke som om det er lavet i en skummel kælder. Poleret er det ikke, men det er ikke selve produktionen du slår dig til blods på. Det er lydstyrken, tyngden og den knusende arrigskab KforKill leverer lortet med, der får blodet til at sprøjte.
Det gør også, at man kommer igennem lidt lige ude af landevejen numre som “I’m Dead” midt på pladen. Eller sluger en enkelt lille kamel i form af “Whiskey and Cocaine”, der nok slår godt fra sig og lyder fed nok, attitudemæssigt, men måske ellers virker en kende primitiv i sin lyd og lyrik. Men den pågående energi og kraften kan man ikke tage fra dem, to elementer der gennemstrømmer samtlige 11 numre ( inklusive en instrumental intro) på The World Is Broken.
Nu fik jeg skrevet, at der måske ikke tages de store chancer i sangskrivningen, det er ikke det samme som, at den ikke er ganske varieret og bandet får prøvet dem selv lidt af. Det gør de, men ikke på en måde hvor metalbutikken pantsættes og der tænkes helt udenfor boksen.
KforKill brækker nakkehvirvler og rykker folk rundt med den lammetævende åbner “In Paradise” og den efterfølgende, lidt mere varierede “What Doesn’t Kill You”, der arbejder med nogle ret fede temposkift og små skift i klangen. Her skærer bandet temmelig hårdt ind til benet, 3 minutter, fuld skrue og så videre. I samme bane finder man den lidt længere “Die On Your Knees” midt på pladen, hvor der efter et par falske starter på sangen er dømt ren “taking names and splitting skulls”, indtil der omkring 2 minutter inde i nummeret bliver skruet yderligere op for tyngden, så det bliver forbandet tuuuungt.
Men der er også mere ambitiøse stunder, hvor spilletiden sniger sig op omkring de 6 minutter og sangskrivningen udfordres en smule – noget bandet sagtens kunne gøre mere ved. Numre som “Fetus The Holy Cyst” (den titel forstår jeg ikke helt, hehe) og “All Hail The Dead” peger fremad mod noget andet og lidt mere snørklet, ja, måske endda udfordrende, både for band og lyttere, end hovedparten af de ellers kompetent udførte numre på albummet.
Her er der tid og plads til at vise muskler og bruge dem til noget, “All Hail The Dead” især tager sig god tid til at æde sig ind på en, inden vi rammer noget mere iørefaldende og medrivende i nummerets anden halvdel. “Fetus The Holy Cyst” er mere direkte og konfronterende, kort og godt et fedt nummer der udvikler sig i en retning, hvor mine noter blot konstaterer “det bliver latterligt tungt”.
KforKill leverer meget af tiden på The World Is Broken lyden af et mudderskred, der bare river alt med sig i en grum og grumset strøm. Du føler dig trykket op af en fiktiv mur, når du sidder og lytter til det, men det kammer aldrig over i sanseløs buldren. Du kan hører hvad de laver og hvad der sker, det er bare ornli’ syg tungt og voldsomt.
Med det bandnavn kunne man måske heller ikke ligefrem forvente andet, men tricket er, at bandet faktisk lader til at have flere strenge at spille på, end man lige lægger mærke til i første omgang. Hvis bandet får dette endnu tydeligere frem og indarbejdet yderligere i sangskrivningen, ja, så skal vi uden tvivl op på den femte stjerne. Indtil da ender vi på 4 af de største jeg kunne finde, inden jeg blev lidt nærig.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg KforKill på facebook
