Lukin er ikke det mest produktive band i verden, men når de så leverer noget, så rocker det sgu ganske godt igennem. Uden de store svinkeærinder og falbelader, og heller ikke uforglemmeligt, men fornøjeligt nok at tilbringe en EP’s tid sammen med.
Skal vi ikke bare starte med at konstatere, at Lukin godt kan spille. Det har vi blandt andet nydt godt af, da vi selv havde dem på programmet for efterhånden nogen år siden til det første af vores GFRock Upcoming and Rockin’ events, som vi kaldte dem, med sans for catchy og korte navne. Siden har den 70’er inspirerede trio blandt andet holdt en pause, men nu er de altså klar med en ny EP med tre numre.
Og inspirationskilderne virker fortsat til at være bands som Led Zeppelin og The Who, mens også Toto og Queen spøger i kulissen. Altså ikke ‘Bohemian Rhapsody’ og den slags, men de mere classic-rockende øjeblikke. Og det er da også rock, uforfalsket og ukompliceret, man bliver præsenteret for på EP’en.
Titelnummeret ‘Bang Bang Bang (Madness)’ åbner med det mest bistert rockende beat og riff på EP’en, sådan nogen af den slags, som man per automatik lader foden vippe med til. Det er enkelt, bevares, men det er også effektivt. Og så bliver det krydret med fint guitarspil undervejs. Det er ikke nogen voldsomt opfindsom komposition, men det virker. Baslinien er også værd at bemærke, den er ganske fængende.
Også ‘I Once Met (A Girl On a Train)’ taler til vippefoden, og selv om vi vist er ude i klicheerne, med at have mødt en pige på toget, som man måske kunne elske, og så videre, så er det egentlig også på mange måder befriende at høre et dygtigt band gå all in på sådan et klassisk rocknummer. Her er ikke noget, der ligner synths, trommemaskiner, eller autotune, det er bare uforfalsket fornøjelse ved at spille levende og melodisk rockmusik.
Det vibrerer og det spiller, som man siger. Men måske bliver det trukket lidt for langt ud, før de vender tilbage til det oprindelige effektive beat i sådan et lille slight return trick, hvor man får en fin solo til sidst. Men seks minutter, det er sgu i overkanten for det her nummer. Selv om det faktisk vinder på én med lyttene.
Endelig er der så ‘Omit’, der også bevæger sig i classic rock territorium. Det betyder blandt andet et fokus på en god vokalmelodi, og så et omkvæd, som kunne lyde som en nedtonet version af The Darkness. Det er ikke en fornærmelse, nok mest en ros. Men det er altså også lige før der går Journey i den her, og det ved jeg ikke helt om er en ros. Så, jeg er lidt ambivalent overfor det her nummer, selv om man hurtigt kan tage sig selv i at synge lidt med, og et skamløst “uuuuh-uuuh” stykke er også med til at hive én med ind i Lukin’s univers.
Så ja, hvad skal man sige? Egentlig spiller Lukin ret godt, og der er nogle umiskendelige classic rock kvaliteter i sangene. Omvendt er det også som om det er hørt før, fra bands man (jeg) egentlig troede, man helst ikke ville høre så meget mere til.
Lukin kan deres kram, og jeg vil æde min hat på, at det er ret godt live. På EP er jeg mere ambivalent, og det er karakteren udtryk for. Kan jeg lide det? Ja, og nej. Jeg ved det ikke helt. Men det har helt sikkert kvaliteter og det er bundsolidt, og er du klassisk rock med melodier og plads til soli (og gentagelser) så skal du tjekke Lukin ud. NB: Stjernerne er 3 af de store!
Du kan finde Lukin på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
