Endnu et musikår er ved at være i bogen, det betyder traditionen tro, at man får lyst til at kigge tilbage. Også os. Og alle elsker jo lister! Først droppede vi dog listeformen lidt da vi kiggede på de internationale udgivelser i går. Nu er turen kommet til EP/mini album kategorien.
Vi har valgt betegnelsen “favorit”, for ligesom vores 6-stjernede skala er udtryk for et forsøg på at være objektive, samtidig med at vi også erkender, at vi ikke kan undgå en eller anden grad af subjektivitet, så er denne liste selvfølgelig også subjektivt farvet. Det lægger vi ikke skjul på, og vi har på grund af tidspres ikke haft mulighed for at lytte til særligt meget af det hinanden har anmeldt, eller for den sags skyld lytte til “alt” der er udkommet i det hele taget. Derfor er følgende top 5 et udtryk for vores favoritter og ikke en definitiv, objektiv “årets bedste” liste.
Ken Damgaard Thomsen
Jeg har anmeldt 108 EP’er og album udgivelser i år (læg dertil liveanmeldelser), det er mange, nok også FOR mange, da det gør, at det hele har tendens til at flyde noget sammen i en stor, grumset masse. MEN, noget er da blevet hængende, andre er (desværre) druknet i mængden og noget helt tredje har jeg simpelthen ikke haft tid til at høre nok (det gælder naturligvis udgivelser jeg ikke selv har anmeldt, men gerne lige ville give et lyt).
Men her følger så 5 der af en eller anden grund stak ekstra ud og som jeg stadig sætter på af og til.
1) Aksglæde: Aksglæde
Lyden af sol og sommer version 2016 for mit vedkommende, men et mini-album som jeg stadig vender tilbage til jævnligt, når jeg lige trænger til en lun brise i øregangene.
Det er pop, det er ungt og det er noget der først lige har startet sin musikalske rejse, men det er god pop, som har en modenhed og trods den ungdommelige stemning der hænger i luften. En lyd jeg beskrev således i min 5-stjenende anmeldelse tilbage i april måned:
“Bandet svinger på en eller anden måde efter deres helt egen små-skæve og alligevel rolige og overskudsagtige rytme og takt, med en indgroet musikalitet der virker herligt naturlig og levende på en meget organisk måde. Det er funky fresh uden at være overgearet på nogen måde og gennemstrømmes af en eller anden laid back ro, der gør at man bare føler sig i godt selskab med bandet”. Skrev jeg i anmeldelsen HER
2) RedWolves: Walking Roads
Så napper vi den mest lige ud af landevejen rockede udgivelse på min liste i år, en genre som ellers ikke får en store opmærksomhed i mit lille univers længere. Det er da heller ikke fordi RedWolves drøner ud af nye og uudforskede landveje på denne EP, men hold da fast hvor det gør de med nerve, stil og attitude.
På den ene side er det jo en nem og taknemmelig genre, at kaste sig over, på den anden side kræver det jo en del, at gøre en så fortærsket genre værd at lytte til endnu engang. Det lykkes RedWolves rigtig godt med, ikke mindst på grund af den rasende smittende energi.
3) Smertegrænsens Toldere: Smertegrænsens Toldere
Energi er der kraftedeme også i rigelige mængder hos aarhusianske Smertegrænsens Toldere, som stikker dine øjne ud og dolker løs med 7 numre på under 8 minutter, på deres selvbetitlede 7″er udgivelse fra efteråret.
Det et punk, det er hardcore, det er dansk og det er en ordentlig mundfuld, at tage ind, trods den komprimerede spilletid. Faktisk ved man ikke rigtig, hvad der ramte en når musikken rinder ud, men trods skrammer, stiksår og brækkede knogler tager man gerne lige en tur til.
4) Woebegone Obscured: Woebegone Obscured
Den dødsmetalliske doom fra ligeledes aarhusianske Woebegone Obscured er en noget anderledes størrelse, men ikke mindre overrumplende. På bandets nyeste udgivelse lukker det hele sig ligesom om sig selv og skaber et sort hul, som suger en ned i mørket.
Den selvbetitlede udgivelse indeholder 2 numre med en samlet spilletid på lidt over 20 minutter, som tilmed blot hedder “Woebegone” og “Obscured”. Så det er Woebegone Obscured med EPen Woebegone Obscured med numrene “Woebegone” og “Obscured”.
Det trippede jeg en del over i denne noget alternative anmeldelse.
5) De Forbandede: Evig Ild + Forbandet Manifest
På den femte og sidste plads her på listen snyder jeg lidt, for der er faktisk tale om to EP’er, og faktisk to som vi ikke har anmeldt – fordi ingen sendte dem til os, til anmeldelse. Men, jeg har altså lyttet en hel del til de EP’er De Forbandede har udsendte, Evig Ild og Forbandet Manifest, som begge udkom i årets første halvdel, og fulgte op på deres første EP, Alt og Ingenting, som udkom i 2015.
Der er altså tale om et temmelig produktivt orkester, som også har et debutalbum på trapperne i begyndelsen af 2017. Et hvor de samler op på de tre EPer, og har genindspillet numrene, samt et par nye – den glæder jeg mig til. For bandets bud på syre/psych/stoner-rocken har et eller andet som tiltaler mig voldsomt. Da jeg selv skal anmelde det kommende album, så vil jeg ikke lige fyre for meget krudt af her, det er jo nogle af de samme numre, men bare konstatere, at jeg er fanget af bandets… “klang”.
Og så er “Evig Ild” nok min favoritsingle fra et dansk band i år, sammen med Aksglædes “Fantomfølelser”.
Jonas Strandholdt Bach
Der løber ikke helt så mange anmeldelser igennem hos mig som hos Ken, men det bliver nu alligevel til en hel del. De fem nedenstående er dem, jeg husker klarest fra året, der gik, af forskellige årsager.
1) Udengrund: Pludselig sidder du her
Udengrund kalder selv deres musik “dansksproget slaverock”, og på Pludselig sidder du her viste de hvordan man strikker melodisk rock sammen med enkle virkemidler. Samtidig er der noget på hjerte i teksterne, og numre som ‘Brænder broerne’ og ‘Kunstig ånde’ sætter en tyk streg under Udengrunds evner til at skrive fængende musik, som også stadig har både tyngde og holdninger, udtrykt gennem de mundrette dansksprogede tekster. Udtrykket på EP’en virker samtidig gennemarbejdet og velovervejet, så mon ikke Udengrund er klar med mere til os i det nye år?
Anmeldelsen kan læses HER.
2) You Work For Me Now: You Work For Me Now
Et andet band, der kan spille melodisk rock med kvalitet, og uden store armbevægelser, er aarhusianske You Work For Me Now, som med deres selvbetitlede EP leverer fem stærke sange, der måske ikke lige buldrer og skratter. You Work For Now stoler på kvaliteten i deres eget materiale, og lader det tale for sig selv. Samtidig har de i Leon Møller en dygtig vokalist, som på fornem vis formidler de følelser, som bestemt også er til stede i musikken. Anmeldelsen finder du HER.
3) Æter: Under tiden
Æter har blandt andet varmet op for Katinka, og kunne sagtens følge efter i forhold til opmærksomhed. Æter, med Anna Halkjær’s vemodige og længselsfulde vokal i centrum, er dog ikke nær så kantet og pågående som Katinka, men trækker til gengæld på Portishead’s blåtonede univers, ligesom der også er elementer af Marie Key at finde i sangene på Under tiden. Æter rummer både poppet sensibilitet og en mørkere understrøm, som jeg noterede mig i min anmeldelse. Begge dele behersker Æter godt.
Anmeldelsen kan læses HER.
4) Clean Boys & Vagn Remme: Vi er her ikke & Pornomonologos
I en noget anden boldgade finder vi et andet dansksproget projekt, nemlig mødet mellem de østjyske punk-rockere Clean Boys og forfatteren Vagn Remme. Pakket ind i “stress-blues” rabler Remme løs om parforholdets genvordigheder, popcorn, pikke, slagtninger, og mere til. Det er et musikalsk og verbalt frontalangreb på høresansen og faktisk også ganske medrivende. Vilter, kantet, skramlende og støjende.
Anmeldelsen finder du HER.
5) The Wands: Faces
The Wands proklamerede for nylig at de trækker stikket, men inden nåede de at udgive EP’en Faces, som viser bandet som en af de dygtigste danske eksponenter for psykedelisk rock. Den medrivende rytmesektion, de snirklende og snørklende guitarer og Christian Skibdal’s specielle vokal går flere steder op i en højere enhed, og bandets fascination af de psykedeliske rock fra 60’erne og 70’erne er fortsat tydelig på numre som ‘Between Heavens’ og den glimrende ‘Cosmic Sinners’ som er en opvisning i stærkt guitarspil.
Anmeldelsen kan læses HER.
Thomas Bjerregaard Bonde
Jeg har modsat Ken, ikke haft super mange udgivelser gennem maskinen i det forgangne år, men har da heldigvis fået hørt en masse nyt musik, dog har jeg ikke kunne fylde 5 artister på min årsliste, så 3 danske upcoming artister er det blevet til.
1) Wizard Of Love: Smile
Der hersker absolut ingen tvivl om, at Wizard Of Love og Smile, var årets mest positive overraskelse på upcoming fronten. Den, for mig, ganske ukendte duo, blæste benene væk under mig, med deres velkomponerede støj-pop-rock.
Tilbage i marts konkluderede jeg følgende: Det her er bare forbandet godt håndværk, og ikke ligefrem noget jeg havde forventet at blive mødt af, da der første gang blev trykket play, på EP’en på duoens Soundcloud-side. Samtlige sange på Smile har deres forcer, alle er så sandelig et stykke over middel, og samtlige sange emmer generelt af livsglæde, overskud og pisse god smag, som jeg kvitterer med 5 stjerner for. Klart en af årets beste upcoming EP’er.
Og med referencer fra arstister som The Jesus and Mary Chain, Dodgy, tidlig Blur, The Dandy Warhols og en snas The Raveonettes kogt ned, og rørt op med duoens egen lyd og tilgang til støj-rocken, er Smile med længder, årets bedste EP på min liste.
2) Spines: Lymph Nodes
Seneste anmeldelse fra min side, og på trods af at Lymph Nodes ikke gik rent ind ved første gennemlytning, formår den stadig at snige sig ind på en 2. plads. Lymph Nodes byder på fornemt eksekveret post-punk, hvor trioen EPen igennem leverer på et meget højt niveau.
Som skrevet i anmeldelsen, vil det overraske mig gevaldigt, hvis ikke Spines får kæmpet sig op fra undergrunden, for talentet, attituden og evnen til at skrive sange, er så sandelig til stede, og er de lige så cool live, som de lyder på plade, så bør vejen være banet for et “gennembrud, måske det sker i 2017, det vil uden tvivl være fortjent.
3) RedWolves: Walking Roads
De gæve gutter i RedWolves slipper heller ikke udenom min liste. Walking Roads har alt det en rigtig rock udgivelse skal have – velskrevne og medrivende sange, masser af attitude og godt med guitar-lir (noget man lærer nå man har Meat Loaf som forbillede).
Det er så absolut ikke den dybe rock-tallerken der bliver genopfundet, men bandet formår, med de 3 førnævnte ting, at kreere en udgivelse, der hæver skiller sig ud og er et niveau over, mange andre danske upcoming bands, der huserer i samme boldgade.
Troels-Henrik Balslev Krag
1) Katinka: Lufthuller
Med sit gennembrud til et arrangement i DRs koncertsal, var forventningerne til Katinkas EP ret høje. Og selv om den var noget ret anderledes end hvad jeg havde forventet, så er der ingen tvivl om, at det er årets bedste fra en dansk kunstners hånd i min bog.
Den Lone Kellermann-lignende vokal (dog med mindre rejekælling) og primært elektronisk akkompagnement står afsindigt stærkt og selv om det er en EP, indikerer den en variation hos bandet, som ærlig talt er imponerende. Der er nyt på vej og umiddelbart virker det ikke til at holde niveau, men det skal intet tage fra EP’en, der både bevæger sig i den indre kerne og de højere luftlag.
2) Dune Messiah: Dune Messiah
Denne EP blev på mange måder en form for trip down memory lane, da den straks sendte associationer til P3s børneradio fra min ungdom. I anerkendelse af, at ikke alle må have de samme associationsrammer, vil jeg dog stadig fastholde at denne EP har en særlig kvalitet. Det er stemningsfuldt, og udtrykket står i centrum.
Det mildest talt lidt underlige nummer ‘Helhesten’ kommer ret beset nok til at stå lidt alene med sin spoken-word-stil, men understreger for så vidt godt med sin underlægningsmusik, at Dune Messiah kan male stemninger.
Og de post-industrial agtige klange og stemninger er altså ikke noget vi har set ret ofte i Danmark – i hvert fald ikke uden at det har været totalt over the top. Og det er Dune Messiah netop ikke.
3) Blue Cells: Over Mountains
Tredje bud over gode EP’er er en masterclass i at spille dygtigt og holde fast i gamle dyder – og stadig tage stikkene hjem.
Det er en EP, der på mange måde provokerer mig – især på vokalen – men når man som jeg jagter udtryk frem for alt, så må man også erkende, at nogen gange så skal der også et lidt voldsomt eller overdrevent udtryk til for at et band kan kommunikere det, de vil. Og her er Blue Cells alstå ret skarpe.
Der er noget beskrivende over den cool blues med overskud og ro og det er dermed en EP, der både har kunnet gøre sig til rolige og lidt mere aktivt lyttende stunder.
