Roxy Jules har med Roxy Jules III, begået det perfekte soundtrack til den mørke og kolde vintertid, og en kandidat til årets bedste udgivelse.
Kender man ikke Roxy Jules, hvilket jeg ikke gjorde før dette album ramte mit bord, bydes man indenfor i Julie Runa aka. Roxy Jules’ dystre, introverte, skrøbelige, dynamiske, melodiske og støjende univers, altså, når musikken spiller. Julie Runa er en erfaren kvinde, og har en baggrund i bands som Marybell Katastrophy, SPEkTR og Kim Las, men har nu, efter to tidligere solo albums, valgt at fokusere 100% på hendes hjertebarn, hendes alterego, Roxy Jules, og det er sgu en meget god idé.
Albummet er produceret af Valentin Kruse, som også har bidraget med guitar, synth og beats, og sammen med Roxy Jules, er der blevet fremtryllet en helt unik stemning, og et album, der er meget tæt på at score topkarakter.
Et album, som ved første gennemlytning ikke rigtig fænger, men har man tålmodighed, og det har vi masser af her på GFR, så er tiden, i dette tilfælde, givet rigtig godt ud. For lige så ensformig musikken var efter første lyt, lige så afvekslende er det nu, efter godt 15 afspilninger.
8 sange bliver man forkælet med, ikke én for lidt eller én for meget, næ, det er lige tilpas og fint afvejet. Deciderede radiohits skal man nok lede godt og grundigt efter. Dermed ikke sagt at der ikke er sange der fænger, for dem er der skam en del af. Albummet er som sagt gennemsyret af en dyster og mørk tåge, der pletvis bliver opløst af sublime guitar-riffs og -flader. Det er uhyre stilsikkert, det er medrivende og vigtigst af alt, så er det originalt. Stil og lyd sender til tider mine tanker afsted mod The Raveonettes, da man kan finde nogle af de samme elementer og tendenser i musikken, som duoen benytter, dog er der flere elektroniske tiltag hos Roxy Jules end hos The Raveonettes. Og sammenligningen er da også hovedsageligt baseret på atmosfæren der bliver skabt, ja, og så lige guitaren der har noget meget Sune Wagner’sk over sig.
Førstesinglen, og albumåbneren, dejligt klassisk, “Rubies & Blood” er vel, groft sagt, hele albummet komprimeret ned i en sang. Forstået på den måde, at er man ikke tosset med “Rubies & Blood”, så skal man nok bare stoppe der, for den repræsenterer lyden og stilen på Roxy Jules III. Samtidig er det et af de bedste numre på albummet, hvor også de afdæmpede, ja nærmeste triste sange, “Strayed Ashes” og “Fireflies” står frem, og særligt energiske “When Massive Starts Explode” skiller sig ud, i et meget stærkt felt.
Når jeg skriver stærkt felt, så er det så sandelig tilfældet, for samtlige sange er fra øverste hylde, og at cirka halvdelen af albummet har fundet sig en plads endnu højere oppe, vidner om at Roxy Jules ved hvad hun vil, hvorfor hun vil det og ikke mindst hvordan.
Kort og godt er Roxy Jules III et stilsikkert, intelligent og originalt album, og er uden tvivl, et af de bedste albums jeg er faldet over i år.
Roxy Jules III udkom 21. oktober på Nordic Music Society.
Besøg Roxy Jules på Facebook
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde