Danske Syreregn har spillet blues-inspireret beat-rock siden før det blev moderne, at kigge 45 år tilbage i tiden igen. I 2009 udsendte de deres debutalbum OCD, den er netop genudgivet på vinyl, så den har vi givet et lyt med 2016 ører.
Om kalenderen siger 2016, 2009 eller 1970 er sådan set lidt underordnet i denne forbindelse. Syreregn spiller deres blues-rock, med et let psykedelisk skær, så den virker løsrevet fra tid og trends. Jo, man kunne godt kalde den gammeldags, eller måske ligefrem bagstræberisk, og originalt er det naturligvis ikke, men det virker hverken mugbefængt eller fortænkt, det den velspillende trio har gang i her.
Albummet udkom som nævnt i 2009, og var fra starten tænkt som en vinyludgivelse. Desværre gik der ged i de planer, så bandet måtte vente 7 år på at få ambitionen opfyldt. Jeg har IKKE haft vinylen til gennemlytning, så det her er baseret på den digitale udgave, hvilket måske et eller andet sted underminerer hele pointen i at anmelde albummet. Any way, sådan blev det, og har en ide om, at vinyludgaven måske retter op på et par af mine kritikpunkter.
Lyden er stedvis lige lidt flad, mangler noget tyngde og fylde, ikke mindst på Thor Boding’s vokal (han styrer også bassen), der godt kan savne mere power. Jeg har hørt Syreregn live en enkelt gang, og det var ikke fordi vokalen savnede kraft der. Til gengæld er hans udtale og artikulation meget tydelig og klar, så man får det hele med alligevel. Nydelig udtale må jeg sige, nogen vil måske finde den grænsende til noget, der næsten er for pænt?
Nuvel, stemmen testes både på dansk og engelsk på OCD, der består af 7 numre, fordelt på en instrumental, små-sumpet intro der sætter stemningen godt, to numre på engelsk og fire på dansk.
Det engelske på først “Mirror Mirror” og senere “Time In Time” fungerer overraskende godt. Overraskende i den forstand, at nogle af de bands man kunne formode var musikalske forbilleder for Syreregn, af og til brækkede tungen på de engelske gloser for 40-50 år siden. Alright, lyrikken kunne godt være lidt mere opfindsom og ophidsende, men udtale, accent og stemmeføring sidder sgu solidt i skabet og virker sikker. Faktisk er der her næsten mere glød og kraft i stemmen, i hvert fald stedvis, end når der synges på modersmålet, man aner næsten et ekko af en afslappet Jim Morrison hist og her!
Sammenligningen med The Doors slutter ikke her, man aner også den blues tradition, amerikanerne havde i deres lyd, strømme igennem Syreregn. Ligesom britiske Cream må regnes som et af forbillederne. Musikken og sangskrivningen når, naturligt nok, ikke helt samme højder, men mindre kan nu også gøre det – og af en debut at være er det her habilt og bundsolidt udført.
På er nummer som “Tag Solen Ned” er det hørbart hvor hårdt Syreregn rocker igennem, der er altså godt med hug på instrumenterne her. Det kompenserer så også for, år melodien, og især baslinje, måske er lige vel klassisk Cream-blueset, ikke en kopi, det er bare… Ja, “klassisk”. Men et generelt stærkt nummer.
Der er endnu mere fart og fut i “En Sandhed”, der både i melodi og energi har noget The Who “Pinball Wizard” kraft og klang over sig. Den hugger og vugger sgu mægtig fedt, også bassen, der her bryder lidt ud af blues-skallen, men det er den pågående og labre guitar der forsøger at stjæle showet.
Så bliver det heller ikke vildere på OCD, og de to sidste numre på albummet, “Sol Over Reykjavik” og den selvbetitlede “Syreregn” opererer i er noget lavere tempo. Førstnævnte er ikke, som titlen måske antyder, gennemstrømmet af noget der lyder som blå himmel og skarpt lys, det er nærmere Syreregn i deres mest sammenbidte og små-bistre hjørne, i hvert fald det første, pumpende minuts tid, inden der løsnes lidt op. Derefter går der mere 70’er rock i den, endda velklingende flerstemmige vokalstykker i nogle passager.
Afslutteren “Syreregn” tager sig god tid, den har også knap 9 minutter at gøre godt med. Her synes jeg vokalen mangler noget af den nævnte styrke, eller gennemslagskraft, måske er det bare lidt ujævnt produceret? En skam, for teksten er ret stærk og virker som om virkelig betyder noget for bander. Heldigvis hives det op af en flerstemmig udflugt i omkvædet. Det er Syreregns mest, ja, syrede og svampede stund, en rigtig bølgende tåger, og en musikalsk overbevisende album- lukker.
På mange måder er OCD et ret typisk debutalbum, forbillederne spøger og stedvis er bandets lyd låst lidt fast i disse fortidens spøgelser, eller genrekonventioner. Til gengæld kompenseres der så ved, at bandet spiller virkelig sikkert, faktisk røvblæret visse steder, så det i stedet for lidt uoriginalt kommer til at fremstå tidløst – uoriginalts mere attraktive fætter.
Det er også lyden af et band på vej og under udvikling, nogle melodier og greb virker lidt for velkendte, andre overrasker, mens man fornemmer et band der afsøger mulighederne. Det er på en måde OGSÅ i de her spøgelsers ånd, hvor man prøvede nogle ting af og af og til slog en skævert.
Skæverter er der ingen af på OCD, så trods lidt børnesygdomme ender vi på 4 stensikre stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Syreregn på facebook
