Så gik der 5 år! Ja, i disse dage er det 5 år siden, at vi ramte nettet og tog det med storm… eller langsomt og meget stille og roligt fik løbet GFR (dengang GFRock) i gang. Det kalder da på et lille trut i eget horn og en lille markering med det, der altid har været i førersædet, nemlig musikken.
Vi, den gamle tre-mands redaktion som har været med fra starten (sorry Troels-Henrik, Stefanie og alle on/off skribenter der har bidraget gennem tiden), har sat os for, at lave en personlig top 5 med udgivelser fra vores første 5 år. Om det er albums, EP’er, mini-albums eller diverse, og om top 5 dækker over bedste, mest hørte, favoritter, det er op til den enkelte.
Både danske og internationale er up for grabs, selvom det danske har fyldt mest hos os, MEN, det SKAL være en udgivelse der er blevet anmeldt her på siden, og den skal have mindst et halvt år på bagen, bare så det ikke bliver en strøm af nye udgivelser, som er frisk i erindring.
TOP 5 UDGIVELSER NOVEMBER 2011 TIL NOVEMBER 2016
Ken Damgaard Thomsen
Jeg har valgt, at mit parameter skal være noget så blødt og åbent som “5 udgivelser jeg stadig lytter til”. Om det så betyder dem jeg synes har været bedst, eller om det er mine favoritter, yeah, well? Nå, først så tænkte jeg, at det nok blev lidt svært, at vælge 5 ud blandt alle de udgivelser vi har anmeldt… men det var egentlig ret nemt.
Det vil sige, det var næsten svært, sådan lige på stående fod overhovedet at finde 5 udgivelser, ud fra de opstillede kriterier, som jeg stadig sætter på af og til? Det er sgu nok fordi der er lidt svingdør og simpelthen kommer så meget nyt ind i systemet, hele tiden. Så der er bare ikke tid, plads eller lyst til at gå tilbage. Og når jeg så endelig gør, ja, så har jeg nok tendens til at vælge noget vi slet ikke har anmeldt, eller udgivelser jeg også lyttede til da jeg var yngre – noget man ikke behøver forholde sig til, tak!
MEN, her er 5 udgivelser fra GFR Perioden, som jeg stadig kan finde på at vende tilbage til, i nogenlunde tilfældig, men nok alligevel ikke helt, tilfældig rækkefølge.
1) Kreator – Phantom Antichrist (2012)
Ja, det er måske lidt en overraskelse, måske også for mig selv?! Men jeg tror sgu næsten, at de tyske thrash veteraners album nummer 13, der udkom i juni 2012, er det album jeg har hørt flest gange de seneste 5 år. Og et, jeg altid kan sætte på, hvis jeg lige skal have en puster.
Der er ikke et eneste nummer på pladen, som jeg ikke gider høre, og samtidig er der over en håndfuld som i min verden er nærmest uopslidelige: “Phantom Antichrist”, “Civilization Collapse” , “United In Hate”, “Your Heaven My Hell”, “The Few, the Proud, the Broken” , “Victory Will Come”, “From Flood Into Fire”… Nå, OK, stort set samtlige 10 numre, hehe…
Pissefed skive, mand, spækket med medrivende og mindeværdige numre. Og så er de tyskere! JAWOHL!!
2) Behemoth: The Satanist (2014)
Aggression, vrede, ekstremer, mørke, anti-religion, skønhed, fængende melodier og URKRAFT samlet i én, særdeles indbydende, sort pakke bestående af 9 numre. Fra åbningshymnen “Blow Your Trumpets Gabriel” til udgangsbønnen “O Father O Satan O Sun!”, hvilken triumf!
Er du til melo-død, så bliver det her ikke meget bedre, og hvis du ikke får pulsen op og lyst til at æde verden til tonerne af “Ora Pro Nobis Lucifer”, så søg læge!
3) Fribytterdrømme: Labyrintens Farver (2015)
Nå, hvad er der snart at sige til det her album og Fribytterdrømme, som jeg ikke allerede har sagt, på forskellige vis, ret mange steder?
Er det, i bagklogskabens irriterende lys, et 6-stjernet album, som jeg gjorde det til? Det ved jeg ikke, jeg er ikke rigtig i stand til at bedømme det objektivt længere, eller løsrive albummet fra en større fortælling og tid. Labyrintens Farver er på en måde blevet soundtrack til en indre film, en der er ved at nå sin afslutning (to be continued?), men det er stadig en plade jeg sætter på af og til. Gerne når jeg skal cykle. Så kan jeg nemlig tromme med, og trippe lidt ud, til “5 er det magiske nummer”.
Nu ser jeg frem til, at tage mine psykedeliske briller på og se ud af det der vindue hvor solopgangen går ned endnu engang, når Fribytterdrømme spiller mindst 3 timer (har de lovet) på Stengade d. 3. december. Som fan, ikke som anmelder. Han bliver for en gangs skyld hjemme, nu vil jeg helt ind i Labyrintens Farver og synke ned i noget kviksand.
4) LLNN: Marks EP (2014)
På LLNN’s bandcamp står der, at Marks udkommer d. 25. juni 2037, jeg ved ikke om det er en fejl eller en joke, men LLNN lyder på mange måder som noget fra en fjern, dunkel, kold og øde fremtid. Hvor jorden, måske endda dette solsystem, er gået under. Post-apokalyptisk hardcore kalder de det selv, iskold, kantet, eksplosiv, desperat og alt ødelæggende hardcore med scifi elementer, der får det til at lyde som et alternativt soundtrack til en Alien film.
2237, eller mere, havde måske været et mere passende årstal, men nu er udgivelsen altså fra 2014, og blev fulgt op med mini-albummet Loss et års tid senere. Den er OGSÅ fremragende, men en lidt længere sag der kræver mere tid at lytte sig igennem. Derfor falder valget nok oftest på Marks, når jeg lige skal have pulveriseret hjernen og tankerne med en omgang knusende og futuristisk hardcore. Dejligt!
5) I’ll Be Damned: I’ll Be Damned (2015)
LÅÅÅÅÅÅÅ, dah! Selvfølgelig.
Vi har efter bedste evne forsøgt, at forholde os nogenlunde objektive til alt vi omtaler og anmelder, at holde en vis afstand og distance, samt ikke forskelsbehandle. Undtagelsen der bekræfter reglen er IBD, i hvert fald for mit og Jonas’ vedkommende.
Tror vores flirt med dette orkester begyndte samme aften, vi så dem varme op til Into Century’s release på det gamle Backstage i Aarhus, engang i 2012. Jonas havde forinden anmeldt deres EP The First Coming, men det var live benene blev fejet væk under os – sikken en energi! Hvilket herligt vanvid!
På mange måder ser vi (eller jeg) nok IBD som “lyden af GFR”, det vil sige, hvis vi var et band, ville vi måske lyde sådan, eller hvis vi stod for noget og havde nogle holdninger, ud over dem til musik, så ville de måske lyde, og udtrykkes, som IBD gør det?
I’ll Be Damned er der hvor du kan få liv til at lukke damp ud og være en værre skallerhjerne, men uden det bliver bøvet, fladpandet eller afstumpet. Et frirum, men et fyldt med holdninger og rebelsk attitude. Og et jeg stadig aflægger en visit af og til for at få lidt LUFT!
Jonas Strandholdt Bach
Mit parameter er; hvad husker jeg bedst, hvad så står stadig skarpt i hukommelsen som udgivelser, der skilte sig ud i den evige musikalske strøm vi har kastet os ud i. Jeg har altid lyttet og lytter fortsat til meget forskellig musik, også noget vi ikke anmelder her på siden. De senere år er det mere og mere rockhistorien, jeg er dykket ned i, også fordi jeg er nysgerrig på forhistorien til den musik, der bliver indspillet i dag.
Og der jeg vil hen med det, er, at hvis man skal huske en udgivelse i mange år, så skal der være gode sange, og der skal også gerne kanaliseres nogle følelser over i mig som lytter, og eventuelt også bydes på noget, man ikke har hørt før. Ikke at de følgende udgivelser nødvendigvis vil skinne som klassikere om 30 år, men for mig står de i hvert fald skarpt endnu – og jeg har begrænset mig til danske udgivelser, selv om jeg godt kunne have hevet albums ind med for eksempel Nick Cave, Thee Silver Mt. Zion og Jason Isbell, som også har sat sig i fast rotation på anlægget.
1) Whores & Thieves: The Ugly Truth EP (2012)
Grunden til at Whores & Thieves debut-EP, The Ugly Truth, indtager den prominente placering som nummer 1 på min liste, handler blandt andet om, at det var den første udgivelse, som blev sendt til os et sted fra, af nogen, vi var sikre på, vi overhovedet ikke kendte. Det var på en måde her, jeg tænkte, at det her GFRock-hejs blev “ægte”. Og så er det jo samtidig en bragende god EP – siden har Whores & Thieves udsendt to roste albums, og set i bakspejlet var det sgu rart, at jeg hørte rigtigt, da jeg siddende ved et køkkenbord i min kærestes kollektiv lyttede igennem igen og igen, og kunne lide hvad jeg hørte. Vi holder af mange bands på GFR-redaktionen, men Whores & Thieves er et af dem, der er bredest enighed om, fortjener al den succes de kan få.
2) Bisse: PMS, Umage, Happy Meal (2015-16)
Bisse’s blodtrilogi, bestående af de tre albums PMS, Umage og Happy Meal, som udkom indenfor et år, har fået en samlet plads på listen, simpelthen fordi Bisse’s produktivitet og både musikalske og lyriske opfindsomhed fortjener en særlig plads på den danske musikscene i øjeblikket. Det er ambitiøst, knudret, speget, skrattende, støjende, og ind i mellem skamløst poppet, og Bisse giver den som en sammensmeltning af Bowie, CV Jørgensen, Lars H.U.G. og autotunede rappere. Det er ikke alle numre på de tre albums jeg er lige begejstret for, men det er sgu svært ikke at lette på hatten for det samlede værk. Det er der heldigvis efterhånden også mange andre der har opdaget.
3) The Woken Trees: NNON (2013)
Nordjyske The Woken Trees’ NNON er det eneste danske studiealbum, sammen med Jacob Bellens’ The Daisy Age, som jeg har givet 6 stjerner. NNON slog også nærmest luften ud af mig, med sin blanding af mørk støjrock og post-punk, og besidder stadig en urolig, dunkel energi. The Woken Trees er siden opløst, men deres tilstedeværelse blæste noget frisk luft ind på den danske post-punk/psych-scene med den dybe vokal, de svirrende guitarer, de dunkle keyboardflader og det rytmiske drive, som til sammen gjorde bandet til en stærk enhed, der også fungerede glimrende live.
4) Spids Nøgenhat: Kommer Med Fred (2014)
Spids Nøgenhat vendte tilbage i 2014, og de kom med fred. Og et glimrende album, som appellerede både til syrehovederne, men også til radioen, hvor ‘Lolland-Falster’ blev et stort hit. Pludselig fik forsanger og sangskriver Uffe Guf Lorentzen det brede gennembrud, som han aldrig rigtig havde fået tidligere med Baby Woodrose, og Kommer med fred blev fulgt op af både en bog om Spids Nøgenhat, og en film om Guf selv, Born to Lose. Det er vel nærmest på trods gennembruddet er kommet, for Guf sætter stadig en ære i at leve og spille musik på sin egen måde, og så har han samtidig udviklet sin sangskrivning yderligere, også på det seneste Baby Woodrose-album.
5) I’ll Be Damned: I’ll Be Damned (2015)
Ingen top 5 uden I’ll Be Damned, og som Ken har noteret ovenfor, så har lyden af I’ll Be Damned på en måde også været soundtracket til GFR. Det har været en fornøjelse at følge aarhusianernes rejse fra Escobar-husorkester til rockband med international aftale. Hele vejen igennem har de insisteret på at være sig selv og der er smæk på både musikken og holdningerne, der ikke bliver pakket ind. Og der er sgu også brug for den politiske rock-musik i dag, især når den er pakket ind i stærk hård-rock med metalliske kanter.
Thomas Bjerregaard Bonde
Modsat de to andre ramble-heads, vil jeg ikke bruge så mange ord, på hvilke parametre jeg har valgt mine 5 udgivelser udfra eller hvorfor jeg har valgt som jeg har valgt, so here goes.
Min top 5 er meget enkelt valgt udfra, hvilke udgivelser der står frem når jeg ser tilbage, og der har været en del. Så det har været halv svært at komme frem til de 5, men det lykkedes, og her er de.
1) Queens Of The Stone Age: …Like Clockwork (2013)
Tja, der er ikke så meget at rafle om. Efter første lyt var jeg mere end skuffet, det var jo slet ikke Queens Of The Stone Age som man var vant til. Pladen fik lov til at ligge lidt, og på magisk vis, var anden gennemlytning en helt anden oplevelse, og viste pladen som det den er, et lille mesterværk og vel et eller andet sted også tidsløst.
…Like Clockwork er allerede en klassiker i min verden, og et album der tit rammer pladespilleren i privaten eller ørebøfferne på arbejde.
2) Honningbarna: Verden er Enkel (2013)
Og jeg som et eller andet sted hader punk. Bare ikke Honningbarna, og i særdeleshed ikke Verden Er Enkel. Andet fuldlængde udspil fra de unge punkrockende nordmænd, var intet mindre end verdens største los i røven, især hvis man var, og er, en halv gammel hængerøv som mig.
Jeg havde selv fornøjelsen af at anmelde albummet tilbage i februar 2013, og konklusionen lød som følger:
Så smid roligt albummet på cd-afspilleren (eller tryk play på din nymodens digitale musikafspiller), hør “Verden Er Enkel”, og hør den så igen og igen. Jeg garanterer at den kun bliver bedre og bedre, og set i lyset af at man ved første gennemspilning allerede er solgt til Honningbarnas energi- og melodi-spækkede univers, så er der ikke andet for, end at tyre 6 stjerner lige i honningkrukken, “Verden Er Enkel” er original rock fra øverste skuffe.
Den holder heldigvis stadig, og tro mig, det album bliver aldrig kedeligt.
3) Christian Bonde: Feeding Wolves (2014)
Christian Bonde husrerer for det meste som forsanger i Whores & Thieves, et band som har fået relativt meget omtale her på sitet. Hvor der er fuld skrald på Whores & Thieves er stilen noget mere afdæmpet på Christian Bonde’s solo-udspil, Feeding Wolves. Et udspil der jævnligt vender tilbage i, ja det lyder nok lidt lamt, men i hovedet på mig, ikke fordi jeg har hørt det super ofte, men fordi det har ramt et eller andet jeg kan relatere til, og det vil åbenbart ikke sådan lige give slip. Det er et rigtig godt og ikke mindst, ærligt, dystert og upoleret rock-album, der er svært at ryste af sig.
4) Quiet Spring: Going Up Your Country (2015)
Dansk country-folk-rock når det er allerbedst, punktum. Der er faktisk ikke det store at skrive om Going Up Your Country, udover, at har du endnu ikke hørt pladen, og er du til country-folk-rock, så er det dælme med at komme i gang.
“Quiet Spring leverer på Going Up Your Country ni melodiske og originale perler på snor, der glimter i det mørke vintervejr og vil skinne i solen, når sommeren engang kigger forbi”.
Et lille out-take af anmeldelsen fra januar 2015, og det kunne ikke være skrevet bedre. Det er vitterligt et stærkt album, hvor alle 9 sange emmer af originalitet og kvalitet.
5) Mom & Bear: Borderline Reckless (2015)
Gode overraskelser er nu rare. Og var der noget Borderline Reckless var, så var det i den grad en af det helt store af de gode. EP’en med 3 støjende, klaustrofobiske, psykedeliske, dystre, melankolske og alternativt rockende sange, tilsat gedigne melodier, riffs og ikke mindst, overlegen sangskrivning. var nok til at snige sig med på denne jubilæumsliste. For det er yderst sjældent at der lander et, for mig, fuldstændig ukendt dansk band, med et så vanvittigt højt niveau, ja, international klasse, i indbakken. Det er ikke hverdagskost.
Af GFR Redaktionen