Den 9. november udkom andet udspil fra Deadpan Interference der lyder som om den er blevet fundet i den mørkeste, mest støvede krog ’in the house of’ noiserock. Med EP’en Immaculate, der har været næsten to års tid undervejs, har kvartetten fra København haft rig mulighed for at lege med kontraster, tempo og breaks.
Siden dannelsen i 2013 har bandet overrumplet hver en afkrog af Danmark, (inklusiv Roskilde Festivals Rising scene i sommers), og endda brudt udenfor de danske grænser og turneret i det store udland. Ja, Deadpan Interference har tordnet, forført og positioneret sig godt op på listen over de mest interessante og kraftfulde bands på den københavnske scene, og hell om de ikke også giver den smadder på live! En udsøgt fornøjelse at overvære.
På første nummer ’Des Barres’ skærer det betydeligt i ørerne, men fænger med det samme. Efter et break får vi det dronede og psykedeliske stykke, der, selvom det er melodisk stærkt, godt kunne savne en anelse mere støj. Vokalen, der tilhører blonde Astrid Samuelsen, er forførerisk og levende – ikke noget man normalt forventer ved et støjrock band. Der bliver samtidig eksperimenteret med larmen – det er ødelæggende, det er beskidt, det er satans fedt, og fortsætter ufravvigeligt på resten af pladen.
’The Whip’, som også er førstesinglen, kører i begyndelsen i et nedsat tempo, men bevarer det mørke og det rå udtryk. Vokalen er klar og gennemtrængende, knækker et par gange, men har fylde og styrke nok til, at det fungerer. Tempoet stiger, og en mere rocket fremdrift opstår, hvorefter vi skifter tilbage til det, næsten for, langsomme tempo. Jeg kan ikke lade være med at tænke: hold kæft hvor er de frække, sådan at rive os rundt i manegen på den måde, og kombinere umiddelbart modstridende elementer.
Det fortsætter hele nummeret igennem – ja endda på hele skiven. ‘The Whip’ er alternativ og rå, med appetitlige guitarriffs. Det afvekslende tempo fungerer altså, selvom det sagtens kunne være to forskellige numre. Nytænkning er det måske ikke ligefrem, men det virker alligevel overraskende. Dét er blandt andet det, som gør Deadpan Interference helt særlige.
Der bliver speedet gevaldigt op på ’Flang’, som udgør et larmende, støjet og vokalløst nummer, der svajer og veksler i tempo, giver lækre associationer til et western-klingende lydlandskab. Et nummer, der viser, hvad man egentlig kan bruge simpel guitar, bas og trommer til.
På ’Immaculate’ bruges der et mere melodisk udtryk, hvor alle bandets virkemidler er repræsenteret ligevægtigt. Hvilket bringer os frem til sidste nummer ’Steamed’, hvor temperaturen stiger og får tepotten til at skrige, da det hele når kogepunktet. Det næste billede som dukker op, er et af en racerbil der laver hjulspind, men formår at holde sig inden for linjerne og ikke drøner ind i barrieren.
Diversiteten og en egen lyd er Deadpan Interference’s store force på Immaculate – INTET er (i hvert fald i mine ører) ensformigt, og kæmpe thumbs up for det – det er en sjældenhed nu til dags.
5 stjerner kastet af sted mod Deadpan Interference.
Af Stefanie Sloth Hansen
Besøg Deadpan Interference på facebook
