Torsdag i Århus stod på pre-grunge i form af Dinosaur Jr. Og mens internettet i dagene op til var gået berserk i sammenligninger mellem dukkeserien The Dinosaurs og Donald Trumps karakter, så viste Dinosaur Jr at have et niveau, der rakte ud over internettets meme-fascination.
Det skal siges, at jeg inden aftenens koncert ikke havde nået at gøre min research ordentligt. Dinosaur Jr er et ’hul’ i min musikalske opdragelse og som jeg måtte erfare som aftenen skred frem, så kender jeg en del Dinosaur Jr-sange. Jeg anede bare ikke, det var med dem.
Det danner på den anden side set også basis for at jeg kan anmelde dem uden fan-boy-briller. Og ja, det ville det have været, hvis jeg havde kendt dem inden!
Inden hovednavnet gik på skulle vi dog varmes op af de noget særegne Wild Style Lion.
Foran et ikke særlig fyldt Voxhall troppede to velvoksne mænd frem og spillede via laptop, mikrofon og guitar med mange effekter en form for elektro-punk eller indigneret noise. Stilen havde noget kendt over sig, da “forsangeren” havde en reciterende – om ikke rappende – stil, der sendte tankerne i retning af Stereo MC’s – dog uden at levere det festlige islæt, sidstnævnte leverer.
Wild Style Lion kan for så vidt godt virke potent, da støjen er i centrum – men teksterne leverer ikke på en måde, så man føler, der er en sammenhæng.
Der er dog noget punket over udtrykket, men da det ret aktuelle nummer ‘No President’ spilles, fungerer det bare ikke. Introduktionen bliver kejtet, og den muligvis udmærkede kærligheds-rap/sang/recitering bliver ikke leveret særlig overbevisende eller vedkommende. Nærmest apatisk, hvilket vel også er på sin plads oven på… Nå! Videre.
Wild Style Lion leverer dermed ikke noget, der giver lyst til at se dem igen – og opvarmning bliver et rundhåndet begreb at bruge om den støjende duo.
Præcis kl 22 skulle aftenen dog skifte karakter.
Dinosaur Jr. ★★★★★☆
Dinosaur Jr trådte kaotisk, støjende og med overskud ind på scenen og lukkede fra første taktslag op for en performance, der ville få enhver anmelder til at klø sig lidt i håret.
Bandet består af Mascis, Barlow og Murph, og af en trio at være, fylder deres lyd RET godt på Voxhall. Der er ikke sparet på noget, og Mascis vokal er et stenet, nærmest slacker-agtigt omdrejningpunkt, mens musikken sender tanker i retning af både college punk (really?!) og grunge.
Men sært nok er denne energiske musik ledt an af forsanger og guitarist Mascis, som ud over nærmest ingen mimik at have, ikke taler til publikum hele aftenen. Vi får altså en potent lyd- og musik-mæssig knytnæve i ansigtet, men hvis man vil se scene-energi, må man kigge på bassist og trommeslager (som så for øvrigt kompenserer fint for forsangerens statiske eller stoiske tilgang).
Og så er der musikken. Hold nu op! Som ovenfor nævnt er der tale om noget, der aldrig bliver det, man vil beskrive det som, men som tager det bedste fra flere genrer.
Der spilles HØJT og energisk. Melodierne er næsten poppede og har deres egen appeal, men samtidigt bliver det aldrig college-punk-plat. Den stenede front-vokal fra Mascis trækker i en anden retning, og selv når Barlow har lead på et par numre, synes der at være en rød tråd, der ikke sådan lader sig definere af genrer som sådan.
Mascis kompenserer rigeligt for sin manglende mimik med fremragende (!) soloer på guitaren og en overlegen fortællende vokal-stil og en fantastisk balance mellem kølig professionel distance og intensitet. Manden ved ting, og med sit stille næsten introverte væsen i et hav af støj får han i den grad inviteret lytteren ind til at prøve at finde ud af hvad.
Foran en mur af Marshall og Orange-forstærkere leveres der på en gang stoisk ro og punket energi. Det er i sandhed imponerende!
Godt inde i sættet får bandet hjælp af endnu en trommeslager (hvorfor skulle man dog have behov for to) og en guitarist. Supporten havde godt nok truet med at komme på igen, men det lignede ikke rigtigt dem, så hvad det lige gik ud på, er jeg lidt usikker på. Det var primært en påmindelse om, at en ekstra guitarist løfter – især i solosituationer.
Efter dette er vi tilbage i grund-opstillingen og det bliver endnu mere klart hvordan der er tale om tre virkelig, virkelig dygtige musikere i bandet. De virker alle på hver deres måde at være i deres egen lille boble – men samtidig spiller de mildest talt fedt sammen. Det er en intens oplevelse og spændingsfeltet mellem ro og energi er konstant en faktor, man fanges i som publikum.
Inden ekstranumrene får vi endda The Cures ‘Just Like Heaven’ i en potent, smadret version, som får lov at stå helt uden yderligere kommentar – her er et band, der stort set kun taler igennem musikken.
Ekstranumrene bliver i høj grad mere af det samme (igen: Jeg er ingen connoisseur og kan desværre ikke sætte titler på), men her tillader bandet sig at rode sig ud i et laaaangt solo-grove, som for så vidt er passende og om ikke andet lægger lidt afstand til den punk-inspiration, bandet tydeligvis også trækker på.
Det er med en vis ærefrygt at jeg oplevede denne koncert. Der er ingen tvivl om, at Dinosaur Jr har stået fadder til nogle af de centrale aspekter i grungen. Og at få lov at se dem på et så godt spillested som Voxhall er et privilegium. Skægt var det også at se, at der tydeligvis var flere forældre, der havde taget deres teenage+ børn med til denne koncert – hvilket vel alt andet lige vidner om, at det er et stærkt udtryk, Dionsaur Jr står for.
Havde jeg været en fan boy, havde jeg måske kigget efter den absolut højeste karakter. Men det er jeg ikke og i min egenskab af tilsigtet objektiv vil jeg sige, at det dette var en koncert med et kompetent spillende, energisk – men også i kraft af forsangeren lidt introvert – band, vi fik lov at opleve.
Ville jeg købe billet til en koncert med dem i morgen? Ja! Og derfor skal de også have fem stjerner for en stærk Voxhall-oplevelse!
Af Troels-Henrik Balslev Krag
