The End Of Rosalina leverer kompetent og solidt hardrock-håndværk på deres album-debut, der har været tre år undervejs. 11 rockende skæringer bliver det til, hvor man blot savner et lidt mere personligt touch for at det hele letter.
Dermed mener jeg, at jeg savner nogle mere tydelige musikalske fingeraftryk, der gør at man tænker, “det her er et The End of Rosalina nummer”, når man hører det og ikke “bare”, “det her er godt rock-håndværk”. For godt håndværk er det uden tvivl, hvad bandet har fået flækket sammen i hjemmestudiet, og slutteligt finpudset af Søren Andersen.
11 numre er måske lige lidt i overkanten i sidste ende, hvor et nummer som afslutteren “Dear Johnny” eller den lige lovligt langtrukne “Testosterone”, der med en 1 minut lang instrumental intro sniger sig op over de 5 minutter samlet set, godt kunne være siet fra. Ikke dårlige numre som sådan, dem er der ikke rigtig nogen af på Black Smoke, men lige en trimmer hist og her havde gjort lytteoplevelsen endnu mere ubesværet.
Det kører ellers som smurt for bandet det meste af vejen, på et album hvor numrene nyder godt af, at de har god fremdrift og ofte et stærk omkvæd. Der er et par steder, hvor det føles som om den energiske og potente 70’er hardrock er lige ved at hænge lidt med rumpen i verset, som eksempelvis på den lidt ordinære “Fixed By Her” og den mere luskende metalrocker “Settling Down”, men så får den bare et los bagi i omkvædet og alt er godt igen. Sidstnævnte får lige et ekstra los med noget råbe-kor i omkvædet.
Der er generelt godt med SMÆK på hos The End Of Rosalina, der selv nævner bands som Foo Fighters, Thin Lizzy og Clutch som inspirationskilder. Det kan måske, på papiret, lyde som en lidt sær blanding, men der er faktisk lidt om snakken. Tilgængelige og velsmurte melodier som hos Foo Fighters, 70’er rock følelsen fra Thin Lizzy og så noget at saften og kraften fra Clutch i motorrummet. Det høres blandt andet, udover førnævnte “Settling Down”, på et nummer som “Seven O”, hvor der både er plads til metal-rockens kraft, men også noget “benene ud i en bredstående og bevæge hofterne lidt op og ned” i sangens rytme. En lang instrumental passage i nummerets anden halvdel underbygger den vellykkede, let-lirede og too cool for school rock-stemning. Hofte-rytmen finder man også på “Octopus”, der blæser afsted ud over landingsbanen med en lyd der minder mig lidt om starten på Pearl Jam’s “Evenflow”, inden den og letter og drejer i mere groove-orienteret retning og bygger op til endnu et fint, fint omkvæd.
The End Of Rosalina’s lyd spænder egentlig ret bredt, uden at det nødvendigvis bliver rodet eller usammenhængende, selvom en tydeligere optegning af en røde tråd måske kunne være med til at tilføre den der “personlighed” i sangskrivningen jeg efterlyste indledningsvis. “Tiny Black Dress” er en arketypisk og helt klassisk, man kunne også sige kliché-præget, lady-rocker sang med stramme kjoler og masser af booty. Fint for hvad det er, og er sikker på bandet er helt klar over det, og på en måde skamrider klichérne, her med et glimt i øjet, med fuldt overlæg. For mig lykkes øvelsen dog endnu bedre på “Together We Interact”, en ægte lejrbålssang med akustisk guitar, og noget der klinger henad The Beatles “Norwegian Wood” stemning. Her proklamerer bandet kækt, at nok er sangen blevet spillet før af et andet band, men hvad gør det, når de er de bedste her i landet. Og så indeholder nummeret tilmed det eneste shout out til Deep Blue Something jeg kan mindes at have hørt:
“We jam around the campfire, don’t know what to sing
But they all just wanna here that stupid song from Deep Blue Something
“And I say // what about // Breakfast at Tiffany’s // she said // I think // I remember that film”. Værsgo.
For mig smides to af pladens trumfkort dog allerede helt fra start i form af titel- og åbningsnummeret, “Black Smoke” og den efterfølgende “No Suit Is Suitable”, der var ude som single tilbage i august. Det er sgu bare to stærke sange, “´Black Smoke” kickstarter albummet med den tidligere nævnte følelse af, at det bare glider ubesværet derudaf, timingen og opbygningen sidder i skabet og det gode omkvæd kommer lige når det skal. “No Suit Is Suitable” sætter tempoet en anelse ned og vugges i gang, på den der “forsanger med den ene hånd på mirkofonstativet og så vugges der ellers” måde, inden bandet skruer op og hugger igennem.
I det hele taget klasker The End Of Rosalina godt til den på Black Smoke, det bliver aldrig særligt beskidt, eller på nogen måde banebrydende, men man skal også kigge på hvad bandet sigter efter og hvad ambitionerne er. Hvis de er bare at rocke godt igennem på helt klassisk vis, så rammer de den sgu meget godt i dette første forsøg, hvilket resulterer i 4 solide stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg The End Of Rosalina på facebook
