Det var et meget veloplagt Band of Skulls publikum fik fornøjelsen af, da trioen lørdag aften gjorde stop på Lido i Berlin – en koncert der gjorde den lange køretur fra Danmark det hele værd.
Der har været langt mellem de negative anmeldelser af Band of Skulls koncerter på deres igangværende Europa turne, hvis der da overhovedet har været nogen. Bandets koncert i Albert Hall i Manchester, blev vurderet til den bedste koncert på spillestedet til dato i 2016 af Skiddle, så det var relativt høje forventninger, jeg havde til koncerten, og skuffet blev jeg langt fra.
Lido er et semi-stort og atmosfærefyldt spillested i Kreuzberg i Berlin, der kan huse i omegnen af 600 publikummer, og jeg vil tro, at Band of Skulls havde fået solgt samtlige billetter, for der var godt proppet i salen. Selv under opvarmningen, som tyske Capitano stod for. De formåede at sætte gang i festen med deres lidt spøjse alternative rock, der, lidt groft sagt, mindede om et mix af Liquido og Tiger Tunes – så ja, specielt på en god og festlig måde. Og hvis musikken i sig selv ikke var spøjs nok, så sørgede bandets medlemmer for prikken over i’et. Anført af en høj og kraftig forsanger iført fjerboa, maske med fjer, fuldskæg, bar mave, og en udstoppet pelikan! De resterende medlemmer var udstyret med ansigtsmaling og med et læs helt fine sange, fik bandet publikum med og gjort klar til aftenens hovedret, Band of Skulls.
Den relativt korte pause, før Band of Skulls gik på, blev brugt på at proviantere lidt alkoholiske drikke, to store fadøl og en vodka med juice, serveret i krus af hård plast, og ikke det der bløde fnallerværk man får i Danmark, til den nette sum at 90 kr – det kan de danske spillesteder sgu lære noget af.
Præcis kl. 21 gik Band of Skulls på scenen, trioen er på denne turné blevet udvidet til en kvartet, da bandet har allieret sig med en musikalsk alt-mulig-mand, der hovedsageligt er udstyret med et keyboard – et rigtig fint add-on, der giver bandets materiale en snas mere dynamik.
Der blev startet ud med titelnummeret fra seneste album, “By Default”, og stille og roligt blev der åbnet op for rock-godteposen. Bandet benyttede de første par sange til at få fuldstændig styr på lyden, som var fremragende koncerten igennem, og på at finde hinanden 100%, og så skal jeg ellers love for at der blev skruet op på 11, da “You’re Not Pretty But You’ve Got It Goin On” startede op og bandet væltede udover scenekanten. Publikumskontakten var koncerten igennem god og oprigtig, bandet fremstod uhyre afslappet, glad og veltilpas og der blev smilet på livet løs. Forsanger Russel Marsden meddelte da også, at de var glade for at spille for et så tændt publikum, og at de ville spille et godt mix af sange fra deres 4 albums, og ikke, som jeg havde forventet, flest fra deres seneste album By Default, som jeg sendte 5 stjerner efter tilbage i maj i år.
Og det var da også en fin sætliste de havde fået skruet sammen, hvor man som lovet, kom godt rundt i bagkataloget og fik leveret et varieret show. Dog ville jeg personligt gerne havde set et par mere af mine favoritter på listen, men man kan jo ikke få i både pose og sæk.
Udover at være veloplagte og i fortrinligt humør, var bandet heldigvis også velspillende, forsanger og guitarist Russel Marsden var flawless og overbevisende i både guitar- og stemmeføring, det samme kan man sige om bassist Emma Richardson, specielt når deres vokaler forenes sker der noget helt unikt – de stemmer er skabt til at skulle synge duet. Bandets maskinmester, trommeslager Matt Hayward, styrede slaget med hård hånd – og som mit sidekick sagde under koncerten, “han er jo en maskine”. Og ja, det er han i den forstand, at stort set alt han foretager sig er lige efter bogen, er uhyre tight og leverer hvert slag med enorm energi og timing, så man kan ikke andet end at tage hatten af for hans præstation.
Dog er der et enkelt kritikpunkt, som man ikke nødvendigvis kan klandre Matt Haywards for. Når bandet går fra vers til omkvæd, falder tempoet en del, hvilket også var tilfældet da jeg så bandet i Lille Vega tilbage i maj 2012. Det kan simpelhen ikke være meningen, eftersom tempoet ikke daler tilsvarende på deres albums. Dog er det meget konsekvent live, for det er stort set hver gang der skiftes fra et vers til et tungere omkvæd. Om det så rent faktisk er et problem og decideret gør sangene dårligere, vil jeg ikke gøre mig til dommer over, men det er en ting der irriterer mit øre lidt, som jeg har svært ved at abstrahere fra, men det ødelægger langt fra helhedsoplevelsen og er eneste kritik jeg har at sætte på aftenens koncert.
En koncert der varede i omegnen af 95 minutter, hvor man undervejs blev forkælet med 19 sange, hvor af et enkelt nummer, “Honest” fra bandets debut plade, Baby Darling Doll Face Honey, aldrig tidligere er blevet luftet live. Her formåede trommeslager Matt Hayward både at betjene en akustisk guitar, stortromme og hi-hat samtidig, ganske imponerende, og egentlig meget underligt at det var første gang den sang blev spillet live, for det var en af koncertens bedste sange, og nok også den mest neddæmpede.
For neddæmpet var koncerten så absolut ikke, jo, der blev startet relativt stille og roligt ud, men derfra var der dømt rock og rul fest for alle pengene. Sange som førnævnte “You’re Not Pretty But You’ve Got It Goin On”, “Sweet Sour”, “The Devil Takes Care Of His Own”, “Diamonds And Pearls” og det sidste ekstranummer, “Asleep At The Wheel”, tændte en ild i publikum, og der blev most godt rundt på den forreste tredjedel af gulvet. Dette holdt op mod de mere afdæmpede sange, der stadig er ganske energiske, bandets tightness og publikumstække gjorde at koncerten næsten rammer topkarakter, men også kun næsten.
For jeg kan ikke se forbi mit ene kritikpunkt: tempoet. Personligt ville jeg gerne se nogle at de mere afdæmpede sange, byttet ud med nogle med lidt mere gang i, eller sågar nogle af bandets andre afdæmpede numre, eksempelvis “Embers”, “Wanderluster” eller fantastiske “Navigate” og hvor faen blev “Tropical Disease” af?
Jeg kvitterer med 5 stjerner for en fremragende aften, med et af de mest kompetente rockbands jeg har set længe, for et super spillested, sublim lyd og et publikum der var med fra start og ikke ville acceptere at koncerten var slut, før scenefolkene begyndte at pakke grej.
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
Fotos: Thomas Bjerregaard Bonde – GFR