Niels Skousen er tilbage med en samling ordrige sange, hvor den aldrende troubadours skarpe tekster er det store trækplaster. Musikalsk et det dog også et album, der vokser med lyttene.
Niels Skousen har altid boltret sig i sproget. Allerede i Skousen & Ingemann konstellationen, som blandt andet leverede den danske klassiker Herfra Hvor Vi Står i 1971 viste han sig som en ferm sangskriver, som gerne udfoldede sine sange over mange linier. Verselinier er der også mange af på Hvem Er Du Som Kommer Imod Mig, som følger op på 2014’s Smil Eller Dø, som blandt andet indbragte ham Carl Prisen som årets tekstforfatter i 2015 – og 5 stjerner fra Ken, da han anmeldte her på siden.
Og Skousen har ikke mistet det verbale bid. Det har i Skousen’s soloår siden han gjorde comeback i 2002 med Dobbeltsyn aldrig været firkantede paroler, der fyldte i tekstuniverset, men derimod betragtninger og refleksioner over fortiden og samtiden og Skousen’s egen plads i den. På åbningsnummeret ‘Mænd er fra Mars’ foregår det som en art spoken word, hvor Skousen over otte minutter i adstadigt tempo hudfletter tiden: “Men nej, der er ikke noget oprør der ulmer//Bare en folkelighed, der bliver fedet op og svulmer//En folkelig folkelighed, der slår en ring om sig selv//Og drømmer om at tørre sig i røven med en intellektuel“. 72-årige Skousen har ikke glemt det kritiske blik og han formidler det præcist.
Næsten titelnummeret ‘Hvem er du’ følger efter, og er noget af det nærmeste Skousen kommer på egentligt at synge på albummet. Her er også et af de få omkvæd på albummet, og Skousen bakkes op af kvindekor. Det er også et af de få steder på albummet, hvor det bliver rocket, og den elektriske guitar får lov at slå en smule gnister. Det har nu heller aldrig været Skousen’s metier, det med de gnistrende el-guitarer, men det er måske en smule overraskende, at at Niels Skousen på Hvem Er Du Som Kommer Imod Mig i højere grad lader andre instrumenter end den akustiske guitar sætte dagsordenen. Det er med til, diskret, at forny den rytme, Skousen synger i.
Også på ‘Pitstop’ udfolder Skousen sig i en art spoken word. Her synes jeg endda den musikalske side af sagerne er mere spændende end på åbneren, og Skousen nærmer sig ind mellem en form for tilbagelænet senior-rap, mens han udfolder en samtale med et gammelt bekendtskab, der har valgt en anden retning end Skousen selv. Noget af det, der gør ‘Pitstop’ levende, ud over den ganske velfungerende tekst, er et melankolsk anslag på tangenterne kombineret med trommernes og den diskrete guitars rytmiske fremdrift, og ikke mindst saxofonen, der føjer dynamik til lydbilledet.
“Knapt er de gamle idioter forsvundet// før nogen nye er på vej og i gang med at positionere sig//Og hvad enten det var den ene eller den anden side der vandt//Summen af idioti er konstant“, lyder det en kende desillusioneret mod slutningen af samtalen, der som jeg hører den, er en dialog mellem to forskellige tilgange til at være i verden, ideologen, der er blevet kyniker, og pragmatikeren, der har måttet sluge en kamel eller to. Sådan formår Niels Skousen også fortsat at inddrage historien om den tid han har levet i, og arven efter 60’erne og 70’ernes nybrud og tankesæt, og gøre den relevant, også for lyttere som er halvt så gamle som ham selv.
Den nærmest reciterende stil er gennemgående på flere sange på albummet, således også på den melankolske, og smukke, ‘Hilde Dymar’, som ellers ikke gør meget væsen af sig ved de første lyt, og ‘Blomsterne’, med dens dvælende keyboard-flader, som ser tilbage på opvæksten, 70’erne, og tiden efter; “pengetanken voksede og voksede//Indtil den sprang læk“, konstaterer Skousen lakonisk. “Der var engang//Der var engang, jeg sang en anden sang“, lyder omkvædet, inden vi når frem til nutiden, hvor alting bliver regnet ud og sat på formler, “Men en ting er sikkert//pålideligt som vand//Løber pengene derhen hvor det samler sig, for at stige igen“. Her lyder Skousen mere inspireret af den 10 år ældre Leonard Cohen end af den jævnaldrende Bob Dylan, som nu ellers også stadig kan høres ekkoer af hist og her.
Mere sprælsk musikalsk er ‘Kort sommer’, hvor Skousen næsten lyder legesyg, på en cool tilbagelænet instrumental bund, mens han er mest direkte politisk på ‘Få sjælen med’. Tag bare følgende ordstrøm: “En fyr i Tunis satte ild til sig selv//Som man nok erindrer//Nu vælter masserne ind over vores kyster//Det kan vi ikke forhindre//Man skulle måske ikke have ladet de multinationale køre det hele//Skabe en håndfuld rige familier, der ikke vil dele//Bruger deres penge på private hære der går og skyder los//Så pengene i sidste ende alligevel havner hos os//Det er bare et mareridt der går i ring//Det flytter sig ikke, der sker ingenting//De rige bliver rigere, de fattige bliver fattigere//og falder igennem og ud//og lander hos os med intet andet end tro på deres gud“. Her tager ordene helt naturligt den centrale plads i nummeret, og det er dem, man husker – er det så fordi det musikalske giver plads, eller nærmest udvisker sig selv? Det må være smag og behag.
‘Fjende eller ven’?, spørger Skousen til sidst, og han vil ikke vide hvorfra du kommer, “men hvor du skal hen”. Det er i Skousen’s optik det relevante spørgsmål. Også her bakkes Skousen op af kvindevokaler, måske det sted på albummet de fungerer bedst. Lyrisk er her også flere lækkerbiskner. Tag bare disse linier: “En dag kan føles så lang at jeg næsten mister modet//Et øjeblik så kort at jeg næsten taber hovedet“, og der er flere at finde undervejs, hos en Skousen som også sniger et par personlige erkendelser ind inden albummet rinder ud.
Niels Skousen har igen med Hvem Er Du Som Kommer Imod Mig vist sig som en særdeles langtidsholdbar rimsmed, og han har heldigvis stadig meget på hjerte, som han gerne vil dele med verden. Hvem Er Du Som Kommer Imod Mig er lidt tid om at åbne sig, men jo mere man lytter, jo flere fine nuancer dukker der op i lyden, og teksterne i sig selv er også gentagne lyt værd.
Jeg var egentlig en kende skeptisk efter første lyt og det tog mig lidt tid at blive tunet ind, men nu tager det ene lyt det andet. Det er måske ikke perfektion, men det er ret godt, det Niels Skousen og hans musikalske kompagnoner leverer her – og så er der altså sproglige perler ad libitum. Vi ender på 5 stjerner for et slidstærkt værk med både bid og vid.
Du kan finde Niels Skousen på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
