Home Koncerter Udvalgte koncerter i København, uge 44

Udvalgte koncerter i København, uge 44

2269
0

Yadda yadda yadda, mange koncerter, fredag er slem, der er flere derude, bla bla bla, tjek selv spillestedernes hjemmesider for mere og her er de udvalgte i uge 44.

Vi starter ud med to styks arrangementer torsdag, hvoraf det første endda er ganske gratis. Det finder du på Loppen, hvor folk-metal bandet Huldre holder releasekoncert. Bandets nye plade bærer titlen Tusmørke, hvilket jo ligger fin i tråd med hele den der nordiske folkemusik ting de har kørende. Vi har oplevet bandet live et par gange, på Radar i Aarhus og på Copenhell 2015, inklusive flotte kostumer, violiner og hele udtrækket.

Loppen // d. 3/11 // Kl. 21.30 // Gratis

Videre går det inde i indre by, hvor Musikcaféen i Huset-KBH indtages af toner der muligvis matcher november vejret. Selvom himlen er blevet lidt lysere hos De Efterladte på seneste album, Adjø tristesse, så skal du nok få fyldt depoterne for efterårsstemning op alligevel. Jonas fangede bandet og deres “digterrock” da de kiggede forbi Radar, i Aarhus, for en måneds tid siden:

“Koncerten fungerede i det hele taget glimrende på sine egne nedbarberede og enkle præmisser. De Efterladte er ikke raketvidenskab, og ej heller musikalsk virtuositet, men musik og tekster, som gerne vil formidle følelser og stemninger, og i høj grad lykkes med det, uden det bliver firkantet og entydigt. Der er ironi, men også alvor, tristesse, men også optimisme, lys, men også mørke. Samtidig blev koncerten bundet sammen med et roligt overskud, og måske er anekdoterne blevet fortalt før, men de fungerede og engagerede publikum. Jeg kunne nikke genkendende til følelser og stemninger, og blev bekræftet i, at jeg roligt kan dykke videre ned i De Efterladtes efterårsunivers, som blandt andet kan opleves på Adjø tristesse. Det er også lige tiden til det”. Hele anmeldelsen kan læses HER

Huset-KBH // d. 3/11 // Kl. 20.00 // 120 kr.

Fredag er lidt overlæsset, også med koncerter fra navne som vi har materiale i arkivet med, så let’s get rolling med en hurtig lille en. I Pumpehuset holder Nordic Music Society labelnight, hvor du kan opleve to navne i den mere poppede ende af skalaen. Pop-duoen Moses: “Andreas” har jeg interviewet over telefonen engang, inden de for alvor fik slået et lille hul igennem. Tårn har Stefanie oplevet live sammen med Aksglæde, hvor der var dømt solskinstoner i december måned, i Huset-Kbh.

Pumpehuset // d. 4/11 // Kl. 20.00 // 108 kr.

“Herning-kvartetten bekender selv kulør og genre og definerer sig som britisk 70’er blues-orienteret rock og amerikansk southern rock på deres hjemmeside. I forlængelse heraf nævner de Led Zeppelin og Kings of Leon som inspirationskilder, og især sidstnævnte (og alle dem, de er inspirerede af) har i hvert fald ikke levet forgæves, når man hører The Demo”.

Således skrev Joans blandt andet i sin 4-stjernede anmeldelse af I Said I Love’s The Demo tilbage i februar 2015, en anmeldelse der endte med at være en af årets mest læste af alle, så der er da noget opbakning derude. Men nu gæster de altså København for første gang, nærmere bestemt KB18.

Support: Your Decent

KB18 // d. 4/11 // Kl. 20.00 // 50/70 kr.

Så smutter vi til Vesterbro, hvor hesten bliver sluppet løs i Lille Vega fredag aften når Helhorse tromler løs. Vi har anmeldt bandet en del gange, det blev til 5 stjerner til seneste album Oh Death, mens det ikke har skortet på liveanmeldelser hen over årene, fra Radar og Beta, over Copenhell til Roskilde Festival. Fællesnævneren har været en nærmest frådende energi og det hårdtpumpede lydbillede, der er en gyngende og til tider arrige sammensmeltning af hardcore tendenser og melodisk tungmetal.

På gruppens seneste album, der blot bærer titlen Helhorse, er det som om der er skruet en smule ned for hardcoren og op for den gyngende metal, noget man dog ikke kunne mærke da de nærmest eksploderede af overskud på scenen, da de indtog Hades Scenen på Copenhell i sommers. Det album og den koncert har blandt andet også kastet den nyeste single “No Fucks Given” af sig, lige nøjagtig hvor mange fucks Helhorse giver, samt den nye plade og sommerens Copenhell koncert er omdrejningspunkt i dette interview vi lavede med forsanger Mikkel Wad fornylig.

Support: Black Temple + Dreich

Lille Vega // d. 4/11 // Kl. 20.00 // 150 kr.

Så tager vi lige en tur ud af kommunen og kigger forbi Templet i Lyngby, her er der nemlig rock på plakaten. De danske hårdrockere St. Prostitute er aktuelle med en ny single, “Farewell & Goodbye”, der er taget fra albummet Glorified, der udkom for lidt over et år siden. Stilen på albummet er ikke ligefrem fremadskuende hvad stil og lyd angår, vi skal i stedet for tilbage til slut-80erne og start 90erne, dengang det sleazy ikke helt var vasket ud af rockens lyden endnu.

Jeg var ude med 4 stjerner til albummet tilbage i august sidste år, og om nummeret “Farewell & Goodbye skrev jeg:

“En umiddelbar sammenligning, den slags skal man jo have i en anmeldelse, kunne være slut-80’er/start 90’er DAD, hvor ikke mindst den vrængende vokal stedvis klinger som en Binzer på mindst 80%. Et eksempel herpå er den tempofyldte åbner, “Farewell & Goodbye”, der fra start viser et band der sender en langemand i retning af tidens rocktrends, har masser af fremdrift og også lige får plads til en omgang god lir i nummerets anden halvdel”.

4 stjerner blev det også til, da Jonas anmeldte det selvbetitlede album fra tungrockerne Monkey Okay i august sidste år, et album hvor han mente de havde kigget godt i krukken med 90er, ikke mindst Alice In Chains.

Templet // d. 4/11 // Kl. 20.00 // 70 kr.

Childrenn indtager Loppen fredag aften og fyrer den af ovenpå en strøm af positive anmeldelser for deres debut, et album som vores egen Thomas også sendte 5 stjerner efter, mens Troels-Henrik endte på 4, for en koncert på Radar tilbage i marts måned. 4 stjerner blev det også til, da Jonas og jeg oplevede bandet på Roskilde Rising i sommers:

“Det svingede buldrende og bragende afsted, som en lastvogn på glatbane, men konstant holdt sammen og på sporet af de dygtige musikere, der også gør eller har gjort sig i bands som Psyched Up Janis, Powersolo og SPEkTR”. Læs hele anmeldelsen HER

Med sig har de Roxy Jules, der udsendte tilbage i august singlen “Rubies & Blood”, som vi kørte som Dagens Track midt i september. Det fik mig til at digte lidt, og den alternative beskrivelse af nummeret startede således:

“En øde, støvet landevej en mørk aften, uden meget andet lys end månens skær og måske en gryende solopgang ude i horisonten. Det er en sommernat, men ikke en tropenat, her er lige varmt nok til at du ikke behøver at tage frakken på, når du stiger ud og får dig en pause-smøg, men alligevel koldt nok til at man lige skutter sig en smule”. Læs afslutningen, og hør nummeret HER

Loppen // d. 4/11 // Kl. 21.00 // 80 kr.

Lørdag er der et overraskende hul, men blandt andet fejre Bad Afro Records deres 20 års fødselsdag med et udsolgt arrangement på Loppen, hvor Baby Woodrose, Telstar Sound Drone og Narcosatanicos optræder. Vi smutter videre til søndag, som er repræsenteret med to tilbud i denne uge.

Vi lægger ud i Amager Bio hvor den står på old school garage rock, og jeg mener old school, for aftenens gæster, The Sonics, er dannet helt tilbage i 196o, sikkert før der egentlig var noget der hed garage rock. Bandet har, selvsagt, dannet skole og været blandt inspirationskilderne til mange senere, og ikke mindst nuværende, navne som bekender sig den skramlede rock fra garagen.

Måske også for dagens support navn, The Tremolo Beer Gut, som nærmest er blevet en slags leverandører af lidt skæve indslag her i huset. The Tremolo Beer Gut modtog hele 6 stjerner af Thomas for deres nye live-album sidste år, hvor Kristina også mødte bandet til et underholdende interview på en øl-bar. Siden har gruppen blandt andet været en tur i Rio under OL, hvor de sendte en hel bunke farverige postkort hjem til os og jer. De crunchy sager kan du finde HER

Amager Bio // d. 6/11 // Kl. 19.00 // 300 kr.

“Nedslået, deprimeret, vred, grædefærdig, selvmordstruet, GAL, opgivende, frustreret, halv-fuld, side-skæv, sulten, afkræftet, arrig, vindblæst og dommedags-fremturende slog jeg mig efterfølgende ned på bakken og surmulede imens døds-veteranerne Obituary prøvede at flå Hades fra hinanden, og det lykkedes sgu egentlig på fortræffelig vis. Men jeg var nok for tøse-sur over Behemoth katastrofen til helt at tage det ind og forsøgte at drukne mine sorger i kolde, kolde øl…”.

Sådan ridsede jeg mit humør op, efter Behemoth var blevet blæst til Sverige på Copenhell 2014, hvor Obituary kiggede forbi. De kan opleves i Pumpehuset søndag aften, sammen med et andet legendarisk metal band som end, thrash veteranerne Exodus, der som end kiggede forbi Copenhell sidste år… hvor jeg ikke så dem, jeg kan ikke helt huske hvorfor?

Hvordan de to aldrende bands form er i 2016, finder vi ud af når vi anmelder deres besøg i Aarhus, når de gæster Voxhall dagen inden.

Support: Prong og King Parrot (man får da noget for pengene!)

Pumpehuset // d. 6/11 // Kl. 18.00 // 300 kr.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard Thomsen, Helhorse/Copenhell 2016

 

Previous articleCS Nielsen: Jericho Road ★★★★★☆
Next articleQuarter Wolf: Rock ‘N’ Roll Cliché ★★★★☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.