Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer De Ædlere Dele: Ein Vier Zwei Drei ★★★★☆☆

De Ædlere Dele: Ein Vier Zwei Drei ★★★★☆☆

1881
0

De Ædlere Dele spiller punk med trompetsoloer og danske tekster, ofte leveret som en slags råbe-rap. Musikalsk er der næsten uden undtagelse fuld smadder på og de syv numre på albummet (som varer 17 minutter) fræser allesammen afsted i højt tempo.

Og højt tempo er der allerede fra starten på Ein Vier Zwei Drei, der ind i mellem lyder som et gadekryds mellem De Høje Hæle og Slayer, der spiller punk covers. På det hektisk synth-hamrende åbningsnummer ‘Idologi’ rables der hæsblæsende om lyriske og musikalske forbilleder, fra Nick Cave over Lasse Ballade til Yahya Hassan: “Jeg er Nick Cave//Jeg mener noget//Jeg er Yahya Hassan//Jeg taler med hjertet og ikke med munden”  – og det er bare en brøkdel af, hvad forsanger Nicolai Rønde-Becker når at rable af sig i løbet af det halvandet minut, sangen varer.

Der smadres også igennem på ‘Egotrip’, som netop handler om at trippe for hårdt over sig selv, “Mig, mig, mig, mig, MIIIIG!”, som Rønde-Becker råber undervejs, og man forstår hvad det er, de fire unge gutter sigter efter i samtiden. På ‘Menneskegullasch’ kommer jeg til at tænke Red Warszawa, blandt andet fordi jeg husker et børneradionummer med dem, hvor det handlede om at spise børn – “en helt ny form for økologisk landbrug!”. Det her er måske en anelse mere hårdt i filten end Heavy Henning og co., og en skævt skinger trompetsolo gør også sit til at distancere De Ædlere Dele fra et band, der ellers godt kunne være blandt de musikalske fædre.

Lidt mere aggressivt slentrende er ‘Pollen Allergi’, der netop handler om at have det helt forfærdeligt i pollensæsonen og i øvrigt være forkølet det meste af året; “for jeg bliver slået halvt ihjel//Af træernes parringsritualer//Og mig selv”. Mere ligefrem lyrik er der at finde på den hidsigt 80’er punkede’Klam Tå’, der næsten lyder lidt som Slayer, da de på Undisputed Attitude spillede covers af deres punkforbilleder. Og handler om at have en klam tå – og måske er der ikke nogen dybereliggende mening i den, ud over at det netop kan være et tema for en punk-sang, som gerne vil bryde lidt grænser.

De Ædlere Dele er i deres mere melodiske hjørne på ‘Æg’, hvor Rønde-Becker undrer sig over at hans mor lægger æg og gror skæg, og her får vi også både råbekor og fængende basspil bag de flænsende guitarriffs. Der er endda også fundet tid til et relativt langt instrumentalstykke på det knap 2 1/2 minut lange nummer. Albummet lukkes med længste nummer, ‘Øksesatan’, som blandt andet har gjort sig som Ugens Kanon i Karrierekanonen. Det forstår man godt, og så er alligevel ikke, for nummeret er akkurat lige så kompromisløst som resten af albummet, selv om der også her er en melodiøsitet at hænge sig fast i. Nummeret er i øvrigt inspireret af et rigtigt økserøveri i Netto i Kirke Værløse, hvor bandet kommer fra. Egentlig er selve nummeret vel egentlig kun 2 1/2 minut langt, inden en dunkel outtro sætter ind.

De Ædlere Dele lyder i perioder som en mere råt punket og fandenivoldsk version af De Høje Hæle, og har stadig et temmelig upoleret udtryk – og det er faktisk et plus på kontoen. Albummet lever netop i kraft af den rå energi og de uslebne kanter. Poleret punk er blandt de mere kedelige musikalske retninger, jeg kan komme i tanke om. Samtidig er tekstuniverset om ikke velskrevet, så i hvert fald ind i mellem opfindsomt, selv om jeg ind i mellem også sidder med fornemmelsen af, at nogle teksterne netop er skrevet med et lidt pubertært (i den bedste mening af ordet) ønske om at forarge og få folk til at trække på smilebåndet og tænke, “det er da ulækkert!”

Ja, klamme tæer og kannibalisme er da sådan set stadig en form for tabu, men så ekstremt er det efterhånden heller ikke i populærkulturen, og slet ikke med tanke på hvad andre punk (og andre) bands er kommet op med i tidens løb. Derfor er der også et skær af dansk hygge-ulækkerhed over det. Og det er sådan set også langt bedre end at prøve at ramme et eller andet søgt ekstremitets-niveau, når man nu bare er nogle forstadsdrenge fra Kirke Værløse, der synes det er fedt at spille højt. Og netop spilleglæden synes jeg også skinner igennem på Ein Vier Zwei Drei, det lyder sgu som om det har været en fest at indspille, og når de ovenikøbet har en dansende banan med, når de spiller live, er det svært at forestille sig, at det skulle være en kedelig oplevelse. Det er det heller aldrig at lytte til albummet, og selv om det har sine begrænsninger, så bærer flabet energi og spilleglæde De Ædlere Dele langt. Også langt nok til at høste 4 upcoming stjerner.

Du kan finde De Ædlere Dele på facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Previous articleReptilians From Andromeda: Sonic Rabbit Hole (EP) ★★★★★☆
Next articleDansk syre, OCD og flyvende sofaer – interview med Syreregn

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.