Skalkeskjul: Motivet Ukendt ★★★☆☆☆

Det er gået stærkt for Skalkeskjul siden de for lidt over 1 ½ år siden blev dannet under en bytur og mottoet “hvor svært kan det være?”. Nu er bandet klar med et 10 numre langt debutalbum, hvor de blander 60’er beat/hippirock, 70’er psych og et skud madchester fra 80’erne. Potentialet er der, men vi kommer ikke helt i mål i første hug.

“Tingene går rasende stærkt for Skalkeskjul. De knokler, og de elsker det høje gear”. Således står der et sted i det pressemateriale der følger med Motivet Ukendt, alt sammen noget man sagtens kan fornemme på de 10 numre der udgør det ukendte motiv. Men måske er det også gået lidt for stærkt. Ikke som, at pladen lyder sjusket. Selvom den er indspillet på 14 dage og føles ganske upoleret og uperfekt (i god forstand), hvilket i sig selv kan være ganske charmerende i forhold til at sigte efter at få det til at skinne mest muligt.

Nej, problemet er nærmere, at jeg måske ikke helt fornemmer at sangene er der til at fylde et helt album ud. Der dukker simpelthen nogle begrænsninger op i Skalkeskjuls univers og sangskrivning over et helt album, nogle ting man måske ikke havde lagt mærke til på en kortere udgivelse.

Der lægges stærkt ud, og vi kommer også ganske flot over målstregen, men den lange midterdel af pladen kæmper lidt med at holde min interesse fanget. Det skyldes både, helt konkret, at tempoet sættes gevaldigt ned og vi svæver væk i lidt af en afdæmpet stener på de to numre “Buldrer Afsted”, der gør det modsatte og “Søndag Eftermiddag”, der til gengæld fint lever op til titlen, og senere den stillestående “Går I Stå”. Her bliver det lige lovlig døsigt og dvælende. Det samme gør sig gældende for Alexander Mahaffy’s tilstræbt lettere sløsede og “dovne” stemmeføring, som jeg ganske enkelt ikke helt synes klæder hans vokal.

Den instrumentale del lyder til gengæld ret lækker, især guitarens klang og placering i lydbilledet er jeg ret solgt på (man fornemmer næsten et ekko af The Stone Roses), hvilket gør sig gældende for albummet som helhed. En helhed der overordnet også lider lidt under, at tekstuniverset ikke lige helt fanger mig. Eller jeg skulle måske sige, jeg har lidt svært ved at relatere til det. Tåge-teksten på hippie-rockende “Zim Zala Bim” lyder lidt for netop hippie-rockende velkendt i mine ører, men modsat Mahaffy, som ikke kendte Steppeulvene inden de gik i gang, så har jeg hørt Hip en del gange i mit liv. Havde jeg ikke det, så var det måske en anden snak. Godt nummer ellers!

Det glimrende åbnings- og titelnummer, “Motivet Ukendt”, kredser tilsyneladende om et andet emne som går igen flere steder på pladen. Kærligheden, den forvirrende og tvetydige slags, hvor tvivlen og usikkerheden lurer i mere eller mindre udpræget grad. Universelt og tidløst, men også lidt fortærsket og lyrisk iscenesat på en måde, der bare ikke helt tager pusten fra mig. Måske har sproget bare ikke fået lov til, at spire helt længe nok hos det stadig unge orkester? Det er ikke dårligt, det er bare heller ikke overvældende eller overraskende.

Musikalsk og sangskrivningsmæssigt er det ellers et af pladens højdepunkter, med en dejlig syrerocket guitar og beat-rocker rytme, som går lige i blodet. Andet højdepunkt følger lige efter, nemlig førstesinglen “Nethindedrømme”, et oplagt valg som spydspids for albummet. En kort og fængende lille sag, hvor der er plads til både raslen og sommerlig fløjten, der minder lidt om Peter, Björn & John’s “Young Folks”. Kort og fængende er også “Mindevej”, der endelig bryder den lidt for rolige periode på pladen med et godt skud hippie-rock, mere aggressiv stemmeføring og ah ah kor. Det er bare næsten som om den falder for sent.

En stille stund der derimod fungerer som den skal, er den fine afslutter “Symfonien til dagen der gik”, hvor titlen igen rammer stemningen og nummerets tone ret godt. Festen og byturen er slut, vi er på vej hjem, stille bølgende af den beruselse der stadig sidder i kroppen, men også trætte og klar til at lade dagen rinde ud. Men der er noget helt utroligt velkendt over den repeterende og imødekommende baslinje, der strømmer gennem hele nummeret? (5 timers reasearch, sanggenkendelses-apps, nynnen højt, drive sig selv til vandvid har ikke givet noget resultat… så den arkiveres under “meget cathy/genkendelig”).

Skalkeskjul har helt klart noget på hjertet, og også hjertet på rette sted. Man fornemmer talentet og potentialet, men det er næsten som om, at det, der hidtil har været et af deres trumfkort, at det er gået stærkt og vi lever i øjeblikket, har vundet på bekostning af at finpudse selve sangskrivningen. Jeg kan godt lide at man sigter efter det umiddelbare og går med flowet, men over 10 numre viser sprækkerne i det forhåndenværende materiale sig.

Kommer tid, kommer råd, og alt det der. Jeg synes bestemt ikke at Skalkeskjul skal give køb på den iver og det gåpåmod, der har drevet dem fremad indtil videre, men modsat kræver ting også tid for at kunne gro og vokse sig store og stærke. Det her band er klart til mere en 3 stjerner, men det er Motivet Ukendt desværre ikke helt.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Skalkeskjul på facebook