Burning Velvet er endnu et dansk navn, som graver dybt i den amerikanske country, folk og bluegrass-tradition, her meget rammende kaldet slow-grass. Autenciteten og atmosfæren er ramt næsten rent, til gengæld er et album med 18 numre og en samlet spilletid på over en time lige i overkanten.
Efter første gennemlytning af Burning Velvet’s lange og afdæmpede album var jeg egentlig ikke synderligt imponeret, faktisk vil jeg gå så vidt som at sige at jeg temmelig hurtigt begyndte at kede mig bravt. Der skete simpelthen for lidt i det ellers autentisk klingende og velspillede, men meget lavmælte, stedvis næsten tyste, univers. De 18 numre blev en art søvndyssende country-folk tæppe, som man kunne trække op over ørerne ude på verandaen i sydstaterne og tage sig en ordentlig lur.
Men efterhånden som jeg har fået lyttet pladen igennem flere gange, så må jeg konstatere, at nok synes jeg den stadig er lige lovlig lang i spyttet, men sangene rummer umiskendeligt mange kvaliteter, minimalismen til trods og det er et album der vokser hvis man lader det simre. Det kræver tid, og nok også for meget til at det et album jeg vil sætte på ofte, også fordi numrene og den gennemgående stemning ikke egner sig til, at man plukker i numrene – faktisk vinder de på at blive hørt i en sammenhæng. Så man langsomt kan lade sig suge ind i det på overfladen afdæmpede og nedbarberede udtryk.
Under overfladen sker der faktisk en del mere i løbet af den 18 numre lange rejse, end de første lyt afslørede. Der er små detaljer, steder hvor numrene lige knirker og knager lidt, eller der sker et diskret skift i instrumenteringen, som man måske ikke lige fangede, eller satte pris på i første omgang. Og så er det altså et temmelig højt bundniveau der leveres pladens igennem. Det er måske svært at udpege deciderede højdepunkter, det er ikke numre der maser sig på, virker flashy eller prøver at tilrane sig opmærksomheden frem for andre, men pludselig sidder man alligevel og nynner eller vipper med.
Måske er det symptomatisk og et udslag af, at jeg taber koncentrationen en smule som pladen trisser fremad, men første halvdel fremstår ret stærkt. “All Those Babies’ Eyes” åbner som en fin introduktion til universet og den meget lidt danskklingende vokal, der med sin lidt drevne snøvlen er det centrale element i lyden. Minimalistisk arbejder-country af den helt klassiske skuffe, men den både sødmefulde og lidt opgivende melodi har et eller andet. Lidt senere får vi den mere luftige og let til bens “White Cherry Blossoms”, der et eller andet sted sagtens kunne blive et mindre hit på P4. Armbevægelserne er ikke kæmpestore, men den er mere umiddelbart catchy end mange af de andre numre.
Det samme gør sig lidt gældende for den mere roligt udviklende “Nice Little Town”, der indledningsvis knirker som en gammel gyngestol, mens det lyder som om en violin stemmes. Her følges akustisk guitar og en tilbageholdende banjo ad som de bærende elementer der driver nummeret roligt vuggende fremad, inden en dejlig skramlet og hylende mundharmonika får lov til at ruske lidt op i den døsige small town stemning. Stærkt nummer. Apropos banjo, så er der også plads til fine små stemningsspredende mellemspil som “Banjo Blues”, titlen taler nok for sig selv. Det lyder glimrende, men det er jo ikke ligefrem med til at reducere den samlede spilletid.
Faktisk er det måske med til, at eller stærke numre som “Done Left Me In The Cold”, en klassisk americana sjæler om forlist kærlighed, risikerer at drukne lidt i mængden. Når den spiller, så tænker man, “nå ja, den var sgu’ da også god!”, men efterfølgende er den lidt glemt fordi vi bevæger os videre i nogenlunde samme tempo og sindelag på de resterende 12 numre.
Nicolai Wøldike Schmith, manden bag Burning Velvet, går planken ud her, uden at ryste på hånden og med tillid til at lytterne bliver hængende. Alle numre, undtagen 4, er indspillet i hjemmestudiet, på gammelt udstyr, one takes og på spolebånd, så det blev så “ægte” som muligt. Da må man sige, at missionen i den grad er fuldført, men mindre materiale kunne også have gjort det og pladen ville havde stået skarpere.
Så den samlede dom bliver måske lidt hård og misvisende for kvaliteten, som man finder spredt ud over lidt mere end en times spilletid, men i denne omgang bliver det kun til tre, store og positivt stemte stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Burning Velvet på facebook
