Home Koncerter Anbefalede koncerter i Aarhus, oktober 2016

Anbefalede koncerter i Aarhus, oktober 2016

16318
0

Øøøøooouuw, så blev det rigtig efterår, regnen siler ned og blæsten hyler udenfor. Så hvad kunne være bedre, end at søge ind på et varmt og hyggeligt spillested og høre noget live-musik? Der er i hvert fald rigeligt med tilbud at vælge mellem i Aarhus i oktober – vi dykker ned i nogle af dem her. 

Og jeg skal lige tilføje: Det har været svært at vælge, for der er rigtig mange spændende navne på spillestedernes plakater i oktober. Så kig videre i programmerne hos de enkelte spillesteder, der er endnu flere godbidder at finde.

Vi starter med at nævne en nystartet festival, som allerede er skudt i gang: Aarhus Folk Festival. Festivalen blev skudt i gang søndag, og kører indtil søndag d.9. oktober. Folk er her bredt fortolket og dækker både over traditionel folkemusik, men også mere moderne folk-udtryk. Meget af musikken kan opleves på Gyngen i Mejlgade, men der er også musik flere andre steder i byen – programmet kan ses på Aarhus Folk Festivals hjemmeside.

Tirsdag d.4. oktober

Vi hopper over i et tungere og noget mere elektrisk hjørne tirsdag aften på Voxhall. Her får du nemlig en hårdtslående kombo med svenske Blues Pills og tyske Kadavar. Blues Pills spillede på dette års Roskilde Festival, og her viste sangerinde Elin Larsson sig som et stærkt trækplaster. Hendes kraftfulde vokal stjal en del af billedet under Blues Pills’ tidlige eftermiddagskoncert, men resten af bandet kan nu også levere velspillet blues rock.

Tyske Kadavar gør sig i psykedelisk stoner-rock og har et ganske fremragende live-ry – tyskerne har besøgt Danmark flere gange, og hver gang har de rosende anmeldelser stået i kø. Jeg har endnu ikke selv haft fornøjelsen, men tirsdag står jeg klar til at anmelde på Voxhall. Stray Train varmer op.

Voxhall, døre kl. 19, start kl. 20, 180 kr. 

Torsdag d.6. oktober

Grant-Lee Phillips fik sit gennembrud som en del af Grant-Lee Buffalo i 90’erne, men siden de gik i opløsning i 1999 har Grant-Lee Philips fortsat sit virke solo. Senest med det roste album Narrows, som udkom i år. Thomas fra redaktionen har gjort sit til at hype albummet, så det står på listen over udgivelser, jeg skal have tjekket ud. Philips bevæger sig i et folk-rocket americana-landskab. I følge Philips selv arbejder han ikke med en sætliste, så det er aldrig planlagt hvad der bliver spillet på aftenen – han har også tidligere leveret glimrende koncerter i Aarhus, så mon ikke man kan sætte forventningerne højt?

Atlas, døre kl. 20, start kl. 21, 190 kr. 

Samme aften får Radar besøg af De Efterladte, som for nylig udsendte deres tredje album, Adjø Tristesse. Sanger og sangskriver Peter H. Olesen har tidligere samarbejdet med sin bror i Olesen-Olesen og tidligere i Greene, men i De Efterladte er det Michael Lund, der komponerer og sætter musik til Olesens tekster, som er blevet rundede af årene. Det samme er det musikalske udtryk, og hvor Peter H. Olesen i Olesen-Olesen tiden gerne spyttede livslede og weltschmerz ud mellem sidebenene, så er optimismen og lidt lysere toner begyndt at melde sig. Forvent skarp lyrik og håndspillet elektro-akustik af en af dansk musiks tilsyneladende fortsat velbevarede hemmeligheder.

Radar, døre kl. 20, start kl. 21, 80 kr. 

Fredag d.7/10

Der er mere dansk kvalitet på Radar fredag d.7, hvor The Entrepreneurs fortsætter deres noise and romance-togt, som blandt andet bragte dem forbi dette års Roskilde Festival. Jeg oplevede senest trioen til Reeperbahn Festival i Hamburg, hvor de leverede en intens og støjende koncert på intime Pooca Bar. Jeg har efterhånden hørt The Entrepreneurs en del gange, og de er blevet anmeldt i flere ombæringer her på siden – hver gang med roser til følge. Ken ramte det meget godt, med denne beskrivelse af bandets koncert på Lille Vega for et års tid siden: “The Entrepreneurs store styrke ligger ellers i, at deres storladne støj-udladninger bare får lov til at tale for sig selv, og blive banket ud i smasken på publikum i takt med det epilepsi-fremkaldende lys, uden nåde. De følelsesladede knæk og ture op og ned i registret på vokalen, mens musikken banker ubønhørligt løs, behøver ikke yderligere forklaring” – resten af den anmeldelse (som også indeholder en masse roser til Fribytterdrømme, som The Entrepreneurs delte scene med) kan læses HER.

Radar, døre kl. 20, start kl. 21, 120 kr. 

Mandag d.10/10

Mandag d.10. oktober byder også på et navn, der var forbi årets udgave af Roskilde Festival, nemlig engelske Frank Carter & The Rattlesnakes, som sparkede løjerne i gang på Avalon-scenen om onsdagen. Frank Carter selv er en ustyrlig energibombe, og alene hans performance skulle nok gøre det værd at besøge Atlas og få lidt punk rock bank en mandag. Carter har en fortid i Gallows og Pure Love, og lyden hos Frank Carter & The Rattlesnakes trækker især på tiden i førstnævnte.  God Damn varmer op.

Atlas, døre kl. 19, start kl. 20, 135 kr. 

Torsdag d.13/10

Vi springer frem til torsdag d.13. oktober, hvor energien nok er den samme, men det musikalske udtryk lidt noget andet hos Bisse, som har fået sit store gennembrud med Blod-trilogien. Jeg anmeldte alle tre albums, som udkom indenfor et år, og det må siges at være lidt af en kunstnerisk kraftpræstation. Nok var der mindre vellykkede øjeblikke undervejs, men som samlet værk betragtet er det en af de mest ambitiøse danske udgivelser, jeg har lagt ører til. Live er Bisse også en oplevelse, som jeg selv fik syn for sagen for på Tape i april: “(…) netop Bisses vokale udfald ér en stor del af den fascination, som Bisse skaber – derfor var det også godt, at der var skruet godt op for mikrofonen, så i hvert fald publikum kunne følge godt med hele vejen igennem. At Bisse ikke er et fænomen, der kun fungerer hjemme i studiet, fik vi bevis for denne aften – der er hjerteblod og engagement nok til at stænke publikum til, og den intime og intense ramme gav Bisse gode vilkår” – hele den anmeldelse kan læses HER.

Bisses nye album, Højlandet, er i øvrigt netop udkommet og bevæger sig i genren “death wellness”. Anders Hjernø varmer op.

Atlas, døre kl. 20, start kl. 21, 140 kr. 

Samme aften byder i øvrigt på en udsolgt Placebo-koncert på Train.

Fredag d.14/10

Fredag kan man sørme også finde et godt tilbud på Voxhall, hvor der er dobbelt op på hårdtslående duoer. Både Fossils og Jet Black har vi været ude med roser til her på siden. Til Fossils især for albummet Flesh Hammer (anmeldt HER) og et par hårdtslående koncerter, mens EP’erne The Meating og Altered Steaks, sidstnævnte med live-optagelser, har fået en lidt mere forbeholden modtagelse. Fossils er dog en nærmest fysisk overvældende oplevelse live, og har man ikke været gennem kødhakkeren allerede, bør man unde sig selv oplevelsen.

Jet Black har vi i to omgange udstyret med 5 stjerner for EP’erne 4:10 (anmeldt HER) og Næseblod (anmeldt HER), og i august lykkedes det os også at fange dem på Gutter Island Garage Rock Festival, hvor der blandt andet faldt følgende ord af: “(…) energien, den var der ikke noget at udsætte på. Det er egentlig ikke fordi duoen er den mest verbalt kommunikerende, udtrykket er ret stramt, men der blev alligevel gjort en del for at sætte fut i publikum – blandt andet da trommeslageren undervejs sprang ned fra scenen og løb rundt blandt det relativt pæne antal publikummer, der havde bevæget sig ud under de truende mørke skyer” – resten af ordene om den koncert, og andre lørdags-Gutter koncerter, kan læses HER.

To fremragende eksponenter for skramlet, støjende, punket rock – det kan nok gøre det ud for en festlig fredag aften.

Atlas, døre kl. 20, start kl. 21, 130 kr. 

Lørdag d.15/10

Lørdag er der monumental metalmesse på Radar. Her har Rising taget Slægt med fra København, og fået lokale Bæst med på løjerne også. Rising har vi haft i spalterne i flere omgang, senest da vi anmeldte deres frokostkoncert på årets Roskilde Festival. Her lød det i hvert fald til at lydmanden var gået til frokost på et tidspunkt, for lyden forsvandt nemlig i et par omgange, og gav det ellers velspillende band lidt kvaler. Heldigvis forhindrede det dem ikke i, alligevel at give en ganske hæderlig koncert – Ken skrev blandt andet: “Sættet bød på en samling af de bedste numre fra Oceans Into Their Graves, hvor den medrivende, men stadig snavsede, “Old Jealousy”, stak snotten frem og gik lige i nakkemuskulaturen allerede som sang nummer to. Den er for mig lidt opsummeringen af, hvad det nye Rising gør virkelig godt, fedt riff, god melodi, men ikke FOR pænt og poppet, fængende og lytteværdig vokal, samtidig med at der er tunge rock-nosser i skidtet”. Hele den anmeldelse kan læses HER og Troels-Henriks anmeldelse af Oceans Into Their Graves kan findes HER.

Slægt har vores lille black-alf, Ken, også haft sig en fest med, især mini-albummet Beautiful and Damned, som i december sidste år høstede topkarakter. Men hvorfor nu det? Jo: “Stilen som Slægt lægger for dagen er særdeles indbydende, og på samme tid en hyldest til noget der var og noget der peger fremad. En art sammensmeltning af elementer fra black, sort død, klassisk heavy metal og noget 70’er rock lignende. Udført og eksekveret uden den mindste rysten på hænderne og antydningen af, at den eksplosive og på papiret måske lidt utilregnelige blanding ender med ikke at ville hænge sammen. Gruppens stil, klang og udtryk virker ekstremt gennemarbejdet og velovervejet, men samtidig også så levende og organisk, at Slægt ikke mister slagkraft og pondus. Det er med at få en elastik i håret og fat om skægget, når portene til undergrunden blæses op!”

Hele anmeldelsen kan læses HER. Live var Ken ikke helt så begejstret, da han senest hørte Slægt varme op for Primordial, men det var måske fordi Primordial var så fantastiske?

Endelig er der så Bæst, ikke at forveksle med psych-rockerne Bæst, her er tale om døds-drengene. Dem har Ken også anmeldt, i demo-form, og det kastede 4 stjerner af sig: “Selvhøjtidelighed er kort sagt ikke det der tynger dette Bæst, hvilket er meget befriende, men heldigvis er den musikalske del seriøs nok – så det er ikke dødsmetallens Red Warszawa vi er ude i (ikke at der er noget galt med dem!). Men når først Bæst åbner for sluserne, så er der dømt knogleknusende død af den gamle skole, som man også finder hos veteraner som Obituary, eller bølgen af svenske døds-bands der dominerede op gennem 90’erne” – hele anmeldelsen kan læses HER, og det kan da lige tilføjes at Bæst har høstet roser for deres live-optrædener flere steder.

Så der er vist lagt op til månedens danske metalbrag – og altsammen til mindre end en hundredelap.

Radar, døre kl. 20, start kl. 21, 90 kr. 

Onsdag d.19/10

Det koster også under en hundredemand at høre The Chairman onsdag d.19. oktober – også på Radar. Lukas Berner, som er manden bag The Chairman, har tidligere gjort sig som tour-guitarist for The Awesome Welles, men udgav tidligere i år debutalbummet 2064, hvor udtrykket er en slags soulet pop/rock med ind i mellem storladne ambitioner. Jeg anmeldte og skrev blandt andet: “The Chairman lyder egentlig relativt udansk, og det er ment som en kompliment i denne sammenhæng – jeg har i hvert fald ikke hørt så mange danske bands udforske den slags univers, som The Chairman bevæger sig i, hvor pompøs indie-rock møder elektroniske elementer og neo-soul. Det gør også 2064til et overvejende spændende bekendtskab, hvor der måske endda er mere at dykke ned i, med tekstuniverset, som kredser om opslugende parforhold og en dystopisk fremtidsvision” – 4 stjerner blev det til, og resten af anmeldelsen kan læses HER.

Jeg er spændt på at høre, hvordan udtrykket overføres til en live-setting.

Radar, døre kl. 19, start kl. 20, 80 kr. 

Fredag d.21/10

Et band, som til gengæld er gennemtestet live, er Baby Woodrose, som er på banen med det nye album, Freedom, efter fire års albumpause. Et album, som jeg netop har i rotation på anlægget i øjeblikket, og som bliver anmeldt her på siden inden længe – og jeg er overvejende positivt stemt, kan jeg afsløre. Lorenzo Woodrose og kumpaner har en række velfungerende garage-rock/punkede albums på bagen og et utal af energiske live-optrædener, og behøver næppe nærmere introduktion – senest jeg oplevede bandet var i marts 2014, da de turnerede i forbindelse med udgivelse af B-side samlingen Kicking Ass And Taking Names, og dengang gjorde de (også) en god figur. Denne gang sender vi Troels-Henrik i felten.

Radar, døre kl. 20, start kl. 21, 150 kr. 

Onsdag d.26/10

Vi skal også runde Tape i Mejlgade, som onsdag d.26. oktober får amerikansk besøg. Merchandise udgav for nylig deres fjerde album, A Corpse Wired for Sound, som blandt andet har høstet roser hos Pitchfork, og turneen, der følger det album, bringer dem altså forbi Aarhus. Tape er sædvanligvis ret gode til at spotte udenlandske bands, som ikke har fået så meget opmærksomhed herhjemme, men godt kunne fortjene det, så thumbs up til dem (eller måske især Flux, som er arrangør) for at spotte Merchandise. EZTV varmer op.

Tape, døre kl. 20, start kl. 21, 90 kr.

Torsdag d.27/10

Torsdag d.27. oktober er der grønlandsk besøg på Atlas fra Nive Nielsen & The Deer Children, som tidligere på året udsendte albummet Feet First, som jeg sendte 5 stjerner efter i min anmeldelse: “I det hele taget er der en herlig friskhed over udtrykket på store dele af Feet First. Således følges der fint op på åbningen med et fortsat varieret og levende lydbillede på de næste par numre, hvor der fortsat bliver leget med instrumentering og tempi, mens Nive på ‘Tulugaq’ synger på grønlandsk, med korstemmer, og elektrisk guitar, og en trommerytme, der straks sætter sig i benene” – hele anmeldelsen kan læses HER, og HER finder du et interview med Nive, som især kredser om albummet.

Udtrykket på Feet First er enormt organisk og levende, så det kan godt blive et musikalsk overflødighedshorn på Atlas.

Atlas, døre kl. 20, start kl. 21, 150 kr. 

Lidt andre toner kan man finde på Train samme aften, og hvor jeg tidligere udnævnte Rising, Slægt og Bæst på Radar som månedens metalbrag, så er der er en stærk konkurrent til den titel her. Tre stærke metalnavne har teamet op, og forrest gallopperer Helhorse, som de seneste år har markeret sig blandt de bedste danske metalnavne med især Oh, Death, mens deres selvbetitlede album fra i år ikke holdt helt samme niveau (Oh, Death var også fremragende). Live er der altid smæk for skillingen og vi har anmeldt i flere omgange – det er samlet HER.

Bersærk, aftenens andet navn, har vi også skrevet meget om, både i forbindelse med deres studieudgivelser og deres live-koncerter. Hedninge-hegn eller hedensk stoner-rock kalder de selv deres dansksprogede udladninger, og i Casper Popp har de en karismatisk og velsyngende frontmand. Sidst vi hørte dem, var på årets Roskilde Rising, en koncert du kan finde anmeldelse af HER.

På plakaten er også ligeledes lokale Livløs, som Ken tog livtag med på deres selvbetitlede EP fra maj: “Det her svinger på den helt rigtige måde, hvor det både er fængende og smittende og grove løjer, som man kan få lidt galt i halsen – det ender dog med at ryge ned i det rigtige rør i sidste ende. Jeg kan ikke engang løfte pegefingeren for meget over, at de i bund og grund “bare” har pyntet på en gammelkendt melo-død opskrift, for de har gjort det så dygtigt og overbevisende, at man ikke opdager at det måske er noget man har smagt før” – hele anmeldelsen finder du HER.

Train, døre kl. 19, start kl. 20, 140 kr. 

Lørdag d.29. oktober

Vi runder måneden af med to tilbud lørdag d.29. oktober. Vi starter på NyV58, som desværre snart lukker – måske der kommer noget nyt i de historiske lokaler? Men inden det er forbi, kan du opleve det dansksprogede syreorkester Elevatorfører give den gas. Elevatorfører udgav tidligere i år hele to albums, som jeg begge anmeldte, til henholdsvis 4 og 5 stjerner. Mest begejstret var jeg for Søvngænger: “Faktisk er Søvngænger et ret så fedt bekendtskab – man har lyst til at være i selskab med sangene, som fluktuerer og vibrerer og i det hele taget emmer af liv og stemning (…) Er man til psykedelisk dansksproget rock, så bør man ikke gå udenom Elevatorfører – og især ikke Søvngænger” – resten af anmeldelsen kan læses HER. Opvarmningen sørger L I V Pedersen, aka Lau Pedersen, som er forsanger i Fribytterdrømme.

NyV58, start kl. 21, 75 kr. 

Vi runder oktober-anbefalingerne af med Kajsa Vala, som også udgav et nyt, selvbetitlet album i sommer. Et album, jeg såmænd også anmeldte. “I det hele taget er Kajsa Vala behageligt selskab at have på anlægget. Sangene er gennemgående velskrevne, Vala synger godt, musikerne kan deres kram og produktionen er som den skal være, og Vala skiller sig positivt ud i en genre, der er tætbefolket” – resten af anmeldelsen kan læses HER, og lige HER finder du et interview med Kajsa, hvor hun blandt andet fortæller om, hvad man kan forvente live.  Og man kan bestemt godt tillade sig, at forvente en aften i godt selskab på HeadQuarters.

HeadQuarters, døre kl. 19, 65 kr i forsalg/80 kr i døren

Det var ordene for oktober – anbefalingerne vender tilbage i november.

Af Jonas Strandholdt Bach

Previous articleSubterranean Street Society: I’ll Leave Me Before You Do ★★★★★☆
Next articleKadavar + Blues Pills, Voxhall, 4/10 – 2016

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.