Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Corrosion of Conformity: Megalodon EP *** (3/6)

Corrosion of Conformity: Megalodon EP *** (3/6)

2555
0

I foråret udsendte Corrosion of Conformity deres nyeste studiealbum, og nu er de allerede klar med nyt materiale igen, på en EP hvor de, på godt og ondt, lyder nøjagtig som de plejer.

Deres seneste selvbetitlede album fik ganske positive ord med på vejen, da det blev anmeldt HER på siden i april måned. “Alt i alt er C.O.C.’s selvbetitlede comeback ikke nogen banebrydende oplevelse, og den gamle hund har ikke rigtig lært nye tricks – men den kan til gengæld de gamle. Det er nemlig solidt metalhåndværk C.O.C. leverer”, skrev vores anmelder dengang. Og skal vi ikke bare konkludere, at der ganske som forventet heller ikke er sket en overraskende udvikling med C.o.C siden dengang.

Bandet, der har eksisteret i diverse konstellationer siden 1982 (tillykke med de 30), har solgt i omegnen af 850.000 plader i USA, været nomineret til en Grammy og ellers bare trucket solidt derudaf på en bred motorvej bygget af Sludge/Stoner/Heavy Metal. Black Sabbath er en tydelig gennemgående inspirationskilde, nuværende forsanger Mike Dean (Pepper Keenan er stadig ikke med)  forsøger til tider at levere en regulær Ozzy imitation. De toppede kommercielt i midt 90erne, og siden har de ført lidt en skyggetilværelse som et af de der “åh ja, de var da meget gode, eksisterer de virkelig endnu?” bands.

C.O.C. har dog holdt er ret stabilt niveau, selvom salgstallene er meget langt fra karriere højdepunktet Deliverance (1994). Stabil kan man også kort sagt kalde den nye EP Megalodon, men desværre heller ikke meget mere. Hvor de på forårets udgivelse slap rigtig hæderligt fra at gentage sig selv endnu engang, så føles denne EP som en noget overflødig genudsendelse. Den er dog ikke uden højdepunkter blandt de fem numre, så lad os dykke ned i sydstatssumpen én gang til og se hvad C.O.C. har af metal-mudder i sprøjten.

Der lægges ud med “Feed On”, der lige så godt kunne høre hjemme på et album fra 90erne, med sin tonstunge rullende kampvogns melodi. Det er såmænd ganske udemærket, selvom man lige skal tunes ind på Dean’s lidt fesne Ozzy soundalike vokal, men det bliver aldrig så godt at man ikke kunne have overlevet, uden at sangen så dagens lys. Dog kan man ikke tage fra trioen, at de stadig formår, at få instrumenterne til at svinge i et behageligt hårdt groove. “Priest Brians” følger op med et højere tempo, og en mere skramlet lyd, men Dean vokalen hiver mig igen lidt ud af sangen. Det er med garanti en smagssag, men for mig skærer den lidt i kraniet. Sammen med den lidt hult buldrende klang, gør det nummeret til EP’ens klart svageste led.

Heldigvis rammer EP’ens højdepunkt, “The Megalodon”, som en urtids-mukkert lige i skallen på én som næste sang. Her svinger hele sumpen for alvor, og C.O.C. viser at de i visse stunder stadig har et bid som den fortidshaj, som EP’en og dette nummer er opkaldt efter. Dean’s vokal er her mere flosset brølende, hvilket klæder den i forhold til indsatsen på de to forgående skæringer. Hvis du er fan af Down, så er det her et nummer der næsten gør EP’en pengene værd. Banebrydende er det ingenlunde, men sådan en hårdtslående mudret sjus er der nu altid plads til at hælde i hovedet.

“Strong Medicine Too Late” holder Megalodon svømmende med endnu en omgang sejt tromlende semi-stenede groovy riffs, gentagelse fremmer jo åbenbart forståelsen, men vi har efterhånden forstået hvad C.O.C. står for. Vokalen tager endnu engang en lidt uheldig drejning mod det skingre, men det er til at leve med. De to andre medlemmer, Woody Weatherman (lead guitar) og Reed Mullin (trommer) får tilmed smidt nogle fine 70er southern rock referencer ind i slipstrømmen, da nummeret er ved at rinde ud, for lidt kærkommen variation. Der lukkes og slukkes med “The Vulture”, men beklageligvis er det mere en halvdød fisk end en farlig præhistorisk haj vi får i nettet til sidst. Tempoet er fint skruet op, men igen føles det bare lidt som en tom omgang bumlen på stedet, der mangler simpelthen noget punch.

Slagkraften på Megalodon er af ret varieret styrke, meget kunne naturligvis reddes hjem på teknik og kondition, men C.O.C. lyder desværre lidt forpustede og dehydrerede på omkring halvdelen af sangene. “The Megalodon” og “Strong Medicine Too Late” lykkes med at få noget vand igennem gællerne på dette metaldyr fra en svunden tid, men kun lige nok til at holde kæmpen i live. Man savner følelsen af, at C.O.C. er ude på at bide os midt over med et kraftfuldt og præcist bid, og EP’en kommer samlet set til at stå som en lille mindeplade for metal megalodonten i et halvmørkt hjørne af tungrock museet. For gamle fans er den et lyt værd, men forvent ikke mere end blot en musikalsk parentes i bandets karriere.

Anmeldt af Kodi

Du kan lytte ganske gratis til hele EP’en HER

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articleGFRock fylder 1 år – Vi ser tilbage og ikke mindst fremad
Next articleJacob Bellens: The Daisy Age ****** (6/6)