Verdens bedste metalband giver verdens bedste metalkoncert nogensinde, ever? Måske ikke helt, men under og efter Primordial’s triumftog af en halv-maraton koncert i Lille Vega, har jeg svært ved i skrivende stund, at komme i tanke om en bedre, som jeg selv har overværet på et dansk spillested.
Lille Vega kunne allerede i begyndelsen af ugen melde om få billetter tilbage, hvad det så end betyder, det kan jo i princippet være alt mellem 50 og 500. Men i dette tilfælde virkede det nu ikke andet end helt rimeligt, at der var rift om billetterne til irske Primordial’s første koncert på et dansk spillested. Nogensinde! Bandet har 25 år på bagen, give or take, men altså aldrig beriget et dansk spillested med en koncert før denne aften.
Jeg oplevede bandets storladne og episke helte-black heavy metal med et keltisk touch gøre en god, men ikke overvældende figur, i lidt dårlige rammer, i fuldt dagslys på en alt for stor scene, på Copenhell sidste sommer. I forhold til det, fremstod aftenens koncert i Lille Vega nærmest som et klubshow. Og hvilket et!
Men først skulle man lige varmes lidt på af de unge black ‘n rollere Slægt.
Slægt ★★★☆☆☆
Og det er sikkert et band, med deres alvorlige miner og fremtoning in mente, som synes det er lidt irriterende, at man nævner deres alder. Forståeligt nok, det har egentlig ikke en skid med musikken at gøre, men aftenens support tjans, som jo altid er et lidt utaknemmelig job, viste i mine øjne et band på vej, som har mange af de redskaber og den lyd der skal til for at kunne drive det temmelig vidt – men vi er der bare ikke helt endnu, i hvert fald ikke live.
På pladefronten er det en helt anden snak, faktisk synes jeg deres EP/mini-album Beautiful & Damned er et særdeles modent og afrundet lille værk, alt taget i betragtning. Men der mangler altså stadig lidt inden bandet kan løfte materialet fra de ypperlige studieversioner til scenen, eller i det hele taget har en live-performance, der rykker i samme grad. Det skyldes måske, ikke mindst, at jeg synes Beautiful & Damned er noget nær perfekt produceret og eksekveret på plade for genren, og dermed er Slægts lyd også lidt fastlåst i den flotte ramme for mig. Det har jeg måske lidt svært ved at abstrahere fra, når jeg ser dem levere deres sortnede heavy rock live, ligesom jeg ikke er helt sikker på, at bandet endnu har nok godt materiale til at få 30 minutter til at glide gnidningsfrit.
Jeg savner et eller andet sted noget, eller noget mere, personlighed og tilstedeværelse på scenen. Ikke at de ikke prøver, eller virker anonyme, men det kan lidt for nemt komme til at virke som et sammensurium af stramme bukser, patronbælter, Doc Martens, langt hår, blod og røgelsespinde med en performance-del, som bare ikke helt er modnet nok endnu til, at i hvert fald jeg, bliver suget ind i universet. De spiller fedt, med ”Move In Chaos” og ”The Tower” har de også klart nogle slagkraftige sange, men igen sløres og påvirkes mit indtryk lidt af hvor fed jeg synes især førstnævnte lyder i studieudgaven. Live-versionen virker i de hurtige passager som om den går liiige hurtig nok, så det bliver lidt forjaget, mens de tungere, opbyggende og dvælende instrumentale passager sidder lige i skabet.
Det hele ender med at blive sådan lidt ”farligt 101”, og Slægt fremstod som det, de på godt og ondt var denne aften – et support navn. Men et der helt sikkert har rigtig meget potentiale og nok skal få det til at gå op i mørk, højere enhed, når de lige får styr på, at det der virker overbevisende i Ungdomshuset (hvor jeg også har set dem), måske kræver lidt mere i større rammer. Men det er sgu et fedt band, bare et hvor det samlede live-indtryk denne aften landede på en stor 3’er.
Primordial ★★★★★★
Where is the fighting man?
Am I he?
You would trade every truth
For hollow victories
Every empire will fall
Every monument crumble
Forgotten men who watch the centuries
Der stod man på anden time og skreg med alt hvad rygerlungerne kunne mønstre, mens knyttede næver rejste sig taktfast i Lille Vega’s mørke og bølgede frontmand Alan Averill og band i møde endnu engang. Inden imperiets fald med den mægtige, mægtige ”Empire Falls” og dens befriende fællessang havde Primordial spillet sig igennem et knap 2 timer langt maraton-lignende sæt, hvor det virkede som om de var kommet for at demonstrere, hvorfor det er en kæmpe fejl, at det har taget 25 år at få dem hertil. 13 numre talte jeg togtet til, der på majestætisk og bombastisk vis blev indledt lidt efter klokken 22 med titelnummeret fra seneste album, ”Where Greater Men Have Fallen”.
Hvis det nummer ikke får dit blod til at pumpe, får dig op at støde, giver dig lyst til heltedåd og heroiske handlinger, så er du nok mere død end Averill ser ud i sin sære blanding af zombie og halv-rådden underverdensprædikant udklædning. Og ja, det virkede. Et fyldt Lille Vega eksploderede nærmest i skråle-med iver, arme i vejret og tilbedelse af den irske metal-helt i front for bandet. Han gjorde nu også sit for det, ham Averill, for nok er han indædt modstander af organiseret religion, den hedning, og holder også dundertaler mod alt hvad der kan lyde som undertrykkende tyraner, magtsystemer og samfundsordener i teksterne, men det betyder ikke, at han ikke ved hvilke tricks fra lærebøgerne i forførelse af masserne, der virker. Og benytter sig kraftigt af dem.
Dermed virker det både som om man, udover at være til en fed koncert, bliver en del af et lille teaterstykke, en performance, et socialt eksperiment og, ja, en masseforførelse. Du bliver en del af den større pointe, ved at følge Averill’s kommando og lederskab – samtidig med at han advarer dig imod det. Det er sgu sådan lidt som en heltemetallisk udgave af The Wave. Behøver du stå at reflektere over den slags, når du brøler med på ”Gods to the Godless”, eller ”When Rome Burns”? Nej, men det giver en ekstra dimension, i hvert fald for mig, hvis man gør og pludselig antager synge-med-venlige linjer som ”Sing, sing, sing to the slaves // Sing to the slaves that Rome burns” en lidt anden, eller en dobbelt betydning. Hvem er sangens Nero og hvem er egentlig disse ”slaver”?
Averill fægter dramatisk med armene, peger, stirrer, skutter sig i sin kutte-lignende ærmeløse hættetrøje, indtager Jesus positur, kræver din opmærksomhed, mens han med kraftfuld og patosfyldt vokal synger om disse slaver, de hedenske hjemstavnsstammer i ”Heathen Tribes” til udsigten fra ”Babel’s Tower”, ”every man is evil” indleder han uforsonligt og uden ironi i stemmen sidstnævnte med. Og salen er med. Når den altså får lov af det velspillende og tighte band, for jævnligt åbnes der for volume-portene til helvede, som mod slut i ”Lain With The Wolf” og ”Bloodied But Unbowed”, hvor trykket bliver næseblodsfremkaldende massivt. Lækkert.
Det er SÅDAN man får et publikum i sin hule hånd og bygger et effektivt sæt op. Men det er ikke kalkuleret forførelse og indstuderede tricks det hele, Averill er periodevis også snakkende, får takket Killtown Booking for endelig at bringe dem til Danmark, tager en slurk af en fremrakt lommelærke under en fremragende version af ”Autumn’s Ablaze”, krydret med de mere indøvede introduktioner til nogle af numrene, som talen om at line alle politikere op på linje og skyde dem en kugle for panden inden ”Traitors Gate” brager løs. Her konkluderede min kære wingman, at ”det er fint med en flamboyant forsanger, men han skal også have et band der kan bakke det op”. Det kan Primordial i den grad.
Som man kan fornemme er det de store emner, og nogle gange også store linjer der bliver tegnet op (med STORT) i Primordial’s univers. For nogen vil det sikkert virke som for meget af det gode, armbevægelserne er ikke just små, hverken i den ene eller den anden henseende, men jeg slugte det råt og lod mig hen- og forføre. En ting er at Averill i front er en karismatisk frontmand som har fuldstændig styr på alt hvad angår performance-delen, og samtidig i øvrigt sang som en metal-gud (hvis den slags findes), hold da kæft en vokal, noget andet er at Primordial også har SANGENE med brede skuldre nok til at bære vægten OG så spiller det band kort og godt RØVblæret!
Every empire falls
And the earth to ashes turn
The lands of my birth
Shall be my tomb
Så er vi tilbage ved begyndelsen til enden, ”Empire Falls”, hvor salen en sidste gang blev pisket frem på kamppladsen og gejlet op til det sidste slag af Averill og hans sortnede hær på scenen. Ekstranummeret, som de noget overraskende valgte at spille efter en meget kort pause, var egentlig mere en form for outro, en sang der fulgte blikket ud over slagmarken, mens de der ikke var faldet tidligere under koncerten vred de sidste kræfter ud af kroppen, eller langsomt drev mod udgangen.
Primordial kom, så og sejrede, med en slidt frase, og var på alle måder ventetiden værd. Det her var en koncert der rummede lidt af det hele, og tilmed gav én lidt at reflektere over undervejs og efterfølgende, mens man halv-døv, godt fyldt op og smilende tågede ud i den danske efterårsnat. Jeg har svært ved at se, hvordan man kunne forlange meget mere, så vi ender på en topkarakter.
Hvilket prægtigt band, hil Primordial!
Af Ken Damgaard Thomsen
Sætlisten kan ses HER, og den ser rigtig nok ud, i hvert fald i forhold til mine rodede noter
