Sekstetten Pardans albumdebuterer med et 7 numre langt, ambitiøst værk, hvor der leveres chic avantgarde punk, som desværre ikke vækker mange positive følelser hos undertegnede. Men er det nu helt fair?
Jeg vidste det faktisk allerede da jeg satte Heaven, Treason, Women på første gang. Følelsen var der med det samme, sammen med en blanding af lidt dårlig samvittighed, apati, vrede, ligegyldighed og tvivl. Jeg kunne bare ikke lide de avantgarde punktoner der strømmede ud af højtalerne, ledsaget af en mørk, halv-manisk, ligeglad, men cool og teatralsk snakke-synge vokal. Rent faktisk var jeg ret sikker på, at jeg hadede det.
Fair? Ikke det mindste og et forfærdeligt udgangspunkt for en tilstræbt saglig og nogenlunde objektiv anmeldelse.
Nogle gange går følelsen over, eller man opdager at man måske havde misforstået et eller andet, eller Gud forbyde det, havde en dårlig dag! Det er blandt andet derfor vi har “mindst 5 lyt” reglen, i dette tilfælde sluttede jeg ved nummer 7, da mine negative følelser blot voksede i intensitet for hver gang. Hvilket jo ved kunst bestemt KAN være en kvalitet i sig selv og gør at man i hvert fald er nødt til at forholde sig til værket.
Men også her lykkes missionen kun delvist med Pardans. Og det er måske en konstruktion, som er opstået i min iver efter at kunne relatere til det her på en eller anden måde, i det mindste nok til at kunne køre den på objektiv autopilot og pakke mine forbehold lidt pænt ind. Men det ville også være lidt falsk. Og hvad kunne bandet reelt bruge nogle hule, neutrale høflighedsfraser til? Bla bla bla, stakkels anmelder-type der spilder alles tid med lamme bortforklaringer. Fuck det og fuck objektiviteten, jeg lægger hovedet på blokken og skriver hvordan denne udgivelse virker på og fremstår for mig – uden at tale grimt, selvfølgelig!
Stilen er som nævnt avantgarde punk krydret med noget man kunne kalde sangfordrag, universet er dunkelt, jazzet i struktur og på sin vis velspillet og stemningsmættet. Men jeg tror ikke på det. Og det rører ikke noget i mig. Det er ikke uforståeligt som eksempelvis SVIN eller narkotisk psykotisk som Narcosatanicos, selvom de har visse fællestræk, ikke mindst brugen af saxofon. Men hvor jeg blev suget ind i ovennævntes besynderlige lydbilleder, så efterlader det her mig kold, hvis ikke frustreret.
Jeg tror det grunder i, at jeg synes det lyder som Pardans prøver alt for hårdt at ramme nogle bestemte følelser, stemninger og udtryk. Det kommer til at virke tilstræbt, underligt forceret og påtaget i mine ører, og dermed meget anstrengende at lytte til. Forhippet på at virke undergrundschic, i stedet for bare at lade musikken vokse organisk frem. Det begynder allerede med åbneren af det 7 numre lange album, “Let Darkness Descend”, der lægger dæmpet og afventende fra land, sangfordraget begynder og nummeret begynder at arbejde med nogle temposkift og sigter efter en stemning af tiltagende vanvid. Men… Det irriterer mig mere end det fanger mig.
“This is My pretentious pride…” lyder noget af åbningssætningen på næstsidste nummer “Eurostar”, og jeg tager mig selv i at tænke, at det kommer til at lyde som om de har mere ret, end hensigten måske var? Her går det mig også på nerverne, at “thing” kommer til at lyde som “fing” og “something” som “somfing”, det tager mig fuldstændig ud af en ellers nogenlunde vellykket creepy lounge jazzy tilrøget bar stemning, og får udtalen til at få et malplaceret danglish skær. En vokal der ellers gør sit for at lyde meget New Yorker læderjakke autentisk. Igen kæmper jeg med at finde det her troværdigt, eller specielt personligt?
Er det reelt personlighed der mangler, så det bliver ren form, stil og overflade? Det 6 mand store band har en gennemsnitsalder omkring de 20, så ingen kunne jo fortænke dem i, ikke helt at have fundet deres egen lyd. Men de lyder bestemt som om de selv tror de har, der spilles med stor selvsikkerhed, hvilket normalt er en fordel, her bidrager det blot til min følelse af, at det er overflade og at der gemmer sig et mere interessant band nedenunder. Et der mangler at finde sin ægte stemme.
Den findes heller ikke i et optempo nummer som den under 2 minutter lange, turmultariske og støj-punkede “Blow Me (Some More Wind In My Sails)”. Selv med begrænset spilletid bliver den marinerede vokal en træls følgesvend. Mest tålelig for mig er “Under The Sun, Under Your Dress”, hvor den instrumentale opbygning er ret fed, ikke mindst trommerne, der stiger i intensitet, og driver sangen frem på en lidt skæv og hakkende vis. Her finder vokalen også et toneleje og placering i nummeret jeg kan være med på.
Her er det som om de store ambitioner endelig matches af musikken, så det hele ikke virker så opstyltet og forceret. Viljen fejler jo bestemt ikke noget her, og jeg er slet ikke i tvivl om, at andre vil finde noget, der appellerer til dem. Blandt andet har nummeret “Moonlit Bags of Meat” ligget nummer to på P3’s lytterbestemte barometerliste, så Pardans vækker unægteligt genklang et eller andet sted derude.
Det var desværre bare ikke her, men OK, vi kan jo ikke alle være dansepartnere, i hvert fald ikke uden at træde hinanden over tæerne.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Pardans på facebook
