Fredag og endnu et varmt spillested, denne gang Loppen i København, hvor Electric Elephants gav releasekoncert for deres nye EP, og det gjorde de godt. Men opvarmningen, som brunstige Hjortene stod for, leverede nu også en vare som vores anmelder på pletten kunne lide.
Jeg træder ind på Loppen, Christiania, kl. 21.18 – her er allerede pænt mange cowboyjakkeklædte mennesker, en afdæmpet stemning, tis på toiletbrættet og spildt uidentificerbar væske på bordene – yup, det er fredag! ‘Hold kæft hvor er det varmt mand’ hører jeg en gut sige, og han har ret, vi er vist varmet op allerede før Hjortene går i brunst.
Hjortene går på scenen 22.16 og allerede under første nummer er næsten hele forreste række fyldt op, og en magisk opbygning med vildledende elementer af shoegaze, som både er hård og iørefaldende på samme tid, udgør et solidt headbanging materiale.
Tempoet skifter gennem hele koncerten, og forsangeren Bo (fra Black Seagull) er i centrum på et par af numrene. Bos stemme forsvinder en anelse, men ellers er det super fint udført. Hjortene har en stadig pågående, vibrerende lyd, der kradser og eksperimenterer lidt med formen, omgivet af noise og andre elementer der går igen. På et tidspunkt kan jeg ikke høre hvor vokalen kommer fra, og indser at det er trommeslageren der forsøger sig – det er umuligt at høre hvilke ord manden prøver at frembringe, men det fungerer alligevel og former selve melodien.
Hjortene holder os tændte og varme, og jeg får både associationer til Radioheads OK Computer og Black Rebel Motor Cycle Club når de er i deres mere eksperimenterende og støjende hjørne. På sidste nummer kommer tempoet helt op – og det er tydeligt at disse temposkift er Hjortenes ’ting’ – og jeg er vild med det!
Electric Elephants ★★★★☆☆
23.25 er der proppet foran scenen. Imødesete og længe ventede individer er de – de der Electric Elephants. Og et par minutter senere træder fyrene på scenen, og det første jeg ser er bare pels, shades, og shorts – forsanger og trommeslager Mads er førsteklasses overlegen – udstyret med en gennemtrængende, men sikker vokal. Sjældent ser man en trommeslager SÅ meget i fokus – og han ved det.
Nummeret ’Dead Man’ fra split EP’en med Baby In Vain “The One Eye Love,’ sætter ild til publikum i en grad, så man rent faktisk tænker, lugter her ikke lidt brændt? Jeg lukker øjnene og forestiller mig en elefantmarch, benene der tramper, og armene i vejret som snabler.
På andet nummer får jeg associationer til de blødere toner af Kevin Parker fra Tame Impala, når Mads ryger op i det højere register. Det er dog totalt anti-sukker, – shoegaze og støj tager over, og er opstemmende, tændende og fastholdende. Matthias på bas tager kontrollen, og vokalen får rigtigt liv – det er følsomt men den dirrende elektriske guitar giver noget kontrast og fuldender lydbilledet.
Mads’ svedige korpus forlader gryderne, og er pludselig halvnøgen – dette er jo ikke bare en koncert, men en forestilling – en anden dimension. ’Er I okay? Det der foregår er virkeligt’ skråler han, som om han ved at publikum er gledet ind i en uvirkelig inter-galaktisk dimension.
Endelig spiller Electric Elephants nummeret ’Above Us All’ fra deres nyeste EP In the Great Dark Between the Stars (der desuden er på gaden i dag!) – her har de fat i noget! Et oplagt P6Beat-venligt hit, med et fornuftigt, afvekslende tempo – en ørehænger – en trussetyv. Publikum er oppe at støde, og efter en smuk kunstpause er der igen en amok session, der giver rig mulighed for headbanging. På “Interstellar Fusion” er guitarspillet på plads med komplementerende trommer, og midt i det hele gives der lige en venlig reminder til Hjortene, som de har kendt i 10 år.
’Her er noget for de ægte eleFANS’ råber Mads, brugen af strotoskoblys tager til, lyden “funkes op” , forfulgt af hurtige riffs. En gennemtrængende The Blue Van-klingende vokal strømmer gennem rummet. Det er dog trashet og hårdt, men de bevarer kontakten med publikum, der er dansende, sprudlende, fredagficerede med deres bedste fix – nemlig Loppens musikalske fund. Herefter rundes der af med et af aftenens højdepunkter – der skrues helt op for grungen, hvor samtlige medlemmer giver den hele f ****** snablen!
Selvfølgelig er der liige et ekstranummer – “Ode To Laika” – der giver mulighed for at rase helt ud her på falderebet. Kompliceret fingerspil på guitaren og tempoet stiger støt indtil termometeret sprænger, og et blodrødt strobelys eksploderer og bader Loppen i sved.
Alt i alt en fremragende præstation, men jeg savnede dog til tider nogle længere mellemspil, der, når de var der ellers øgede det psykedeliske aspekt, og fungerede afvekslende, blandt voldsomhed og forhøjet tempo. Men 4 stjerner skal de elektriske elefanter da have med sig hjem!
Ord og foto af Stefanie Sloth Hansen
Den nye EP hedder “In the Great Dark Between the Stars”, ikke “Inertial Motion”. Inertial Motion er intro-nummeret på EP’en, som egentlig ikke er en sang, men et cirka 1-minuts intro-track.