Grønlandske Simon Lynge udsendte tilbage i august sit tredje album, The Map of Your Life, hvor han uden at stemmen ryster, bekender kulør og leverer uforfalsket pop af den rene og lettilgængelige slags. Det lyder godt, vokalen er stærk, numrene iørefaldende men man kører lidt død i det rare univers inden man er nået helt igennem albummets 10 numre.
Pop kan være mange ting, og det kan ikke mindst være mange dårlige, overfladiske og ligegyldige ting. Simon Lynge leverer heldigvis kvalitetspop på album nummer 3, det er ikke specielt dybsindigt eller kræver time lange analyser, men inden for rammen for radiovenlig pop, som ikke går en på nerverne, fungerer det glimrende. Det er kort sagt god pop, og det holder jeg mig ikke for fin til, at lægge ører til af og til.
Helt overordnet er The Map of Your Life bare godt håndværk, numrene gør det de skal, er for det meste skarpt skåret, godt skruet sammen og glider ned på en måde hvor det både smager godt, er let fordøjeligt men stadig så mættende at det ikke føles som McDonalds-pop. Det selvom udtrykket på albummet, ifølge pressematerialet, rummer flere elektroniske og computergenererede elementer end Lynge tidligere har arbejdet med. Kunsten er, at numrene ikke er mærkbart “kunstige” eller føles specielt plastikagtige, OK, man kan godt høre det ikke er Neil Young det her, men det bliver ikke uorganisk.
Det skyldes måske producer Noah Rosanes touch, i hvert fald er pladen virkelig lækkert produceret og man fornemmer en gennemgående rød tråd i lyden igennem de 10 numre. De er skrevet både i Lynge’s hjemby Port Townsend, Washington og København, af Lynge i samarbejde med den amerikanske sangskriver Richard Loeb. Resultatet er ikke bare vellydende, men har også en klang man kunne kalde “international”. Det gør også, at man som albummet skrider frem godt kunne savne lidt flere knaster eller skæve indfald, men ok, der sigtes helt klart efter at ramme noget bredt, der fungerer kloden rundt, så må skævhederne ofres.
Som sagt går jeg lidt død mod slut, hvor de ellers veludførte “Corner Stone” og “Old Mother Earth”, med deres rolige, tålmodigt opbyggende tempo ender pladen på en lige lovligt afdæmpet tone. Det går simpelthen lidt i stå for mig, og “Old Mother Earth’s” sikkert velmente tema og budskab, du kan nok gætte det ud fra titlen, kommer også til at fremstå som et lidt letbenet forsøg på at få mere dybde inde i materialet, end jeg synes det kan bære – eller der er egentligt behov for. Pop må GERNE have noget på hjertet, men lige her køber jeg den ikke helt.
Nuvel, så er der heldigvis masser af alsidig pop som jeg rent faktisk gerne labber i mig tidligere på pladen. Det er faktisk kun singlen “Drum Beat” der bliver lige lidt for kæk og fremme i skoene for mig, paradoksalt nok, så har den så selvfølgelig været et hit på P4 sommeren over, så hvad ved jeg. OK, jeg ved at den i den grad lugter af frisk og frejdig sommerhit, så på den led er det helt forståeligt. Så er jeg straks mere hooked på nyeste single “Hallelujah”, det er, undskyld mit sprog, fandeme et fint, fint popnummer. Som titlen antyder er det en hvor man i omkvædet godt kan kaste arme og knyttede næver mod himlen og give den gas, ja, der er tilmed passager hvor man enten kan knipse med, så længe leddene kan følge med, eller danse rundt i en løstsiddende Erann DD skjorte. Vi får endda et “WOOO” hyl der scorer omkring 0.7 på Michael Jackson skalaen.
Hvor ovennævnte strutter af positiv energi, virker meget opløftende og livsbekræftende, så er der knap så meget sollys og glæde over et nummer som “Cannibal” midt på albummet. Et af de numre hvor de elektroniske strømninger bliver mest tydelige, som mørket sænker sig en smule og vi danser lidt med- og i skyggerne, til en dansegulvslusker rytme. Hvor den måske taler lidt mere til de fysiske drifter, rent klangmæssigt, så er det den gode gamle kærlighed og følelserne der hører til der dominerer klangen på en sang som “All The World Is Green”. Her kan du næsten dufte marken og blomsterne, mens melodien let og elegant svæver af sted som en nyudklækket sommerfugl. Også her flot bakket op af Lynges halv-lyse vokal, der ikke sætter et ben forkert på albummet. God popvokal, kort og godt.
Der hvor jeg synes det skinner igennem, at der måske er endnu mere at hente for Simon Lynge end “bare” pop, sagt med al tænkelig respekt, for det er skam fint nok i sig selv, er numre som titelsangen “The Map of Your Life” og “No More of You”. Her rammer både vokalen og nummerets overordnede tone og atmosfære noget der sender mine tanker i retning af Paul Simon – i hans mest poppede øjeblikke. Simon og Simon? Nuvel, sidstnævntes omkvæd er måske for 90’er poppet til helt at kunne kaldes Simon’sk, men dens knipseri og boblende fornemmelse og udtryk slægter til gengæld den gamle pop-legende på. “The Map Of Your life” er nok det mest organisk klingende og håndspillede nummer på pladen, med en akustisk guitar som et af de bærende elementer, hvilket sammen med den roligt udviklende, luftige og fængende melodi dufter dejligt af Paul Simon. Ligesom en vending som, og måde den leveres på, “I know a man how lost his faith, in the halls of religion”, bare har noget Simon’sk over sig.
I stunder som disse føler man sig bare i rigtig godt selskab med Simon Lynge, og dem er der så heldigvis en del af på The Map of Your Life, der ender med at være en rar og nydelig samlet oplevelse. Er du til pop, god pop som rent faktisk tager genren alvorligt og ikke bare søger de billigste løsninger og sigter efter laveste fællesnævner, så er Simon Lynge et lyt værd. Både vokalen og sangskriverevnerne besidder et ubestrideligt talent og bare noget så gammeldags som kvalitet. Så bliver det en smagssag om man kommer til at savne lidt flere ridser i lakken og en mindre “international klang” og dertilhørende knast-fri lyd over et helt album.
Vi ender på 4 smilende pop-stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Simon Lynge på facebook
