Hvem er monstrene? Mogwai leverede en overbevisende musikalsk opvisning, da de spillede albummet Atomic live til en screening af en film, på Rådhuset i Aarhus torsdag aften. Billedsidens tema var menneskelig udvikling og destruktion, hvilket sammen med musikken ramte vores mand i felten på den helt rigtige måde.
Lidt frisk havde jeg opdateret min Facebook med ‘There’ll be monsters’ inden jeg trådte ind ad døren til rådhuset i Århus. Det var noget så udansk som en ‘pun’, da Mogwai er kinesisk og betyder ‘monster’ eller ‘ond ånd’. Og monstre var der til aftenens event, en screening af filmen Atomic, hvor Mogwai opførte soundtracket til live.
Hvad jeg ikke helt havde overvejet var, at monstrene var os; de nøgne aber, i folkemunde kendt som mennesker. For eventet efterlod ikke meget håb for os – eller også lå håbet i, at de klip man så, alle på nær de sidste fra jordskælvssituationen i Japan, var fra forrige århundrede. Og måske, bare måske, er menneskene blevet lidt klogere?
Opbygningen på eventet var sådan, at bandet sad foran en stor skærm, hvor der så fremvistes en – tjah, ikke rigtigt dokumentar – men mere en montage med forskellige temaer. Det samlende punkt var kernefysik, atombomber og nærmest anekdotisk de medicinske muligheder i radioaktivitet. Så ét af de første temaer var helt naturligvis en fremvisning af en række videnskabsmænd, som vi er vant til at tænke på som helte; og selvfølgelig smiler man lidt småstolt, når Niels Bohr dukker op på skærmen. Men når han, Einstein, Marie Curie og en række andre siden hen dukker op i montager, står det egentlig klart at de både har båret fremdrift og destruktion.
En anden montage er om bombningen af Hiroshima, en om oprustning, én om rumkapløbet, én om Tjernobyl-ulykken, en om den folkelige modstand mod atomkraft og én om medicin og atom-forskning. Det hele hele tiden blandet med små elementer af duck’n’hide film, interviews med fiskere, der er gået tilbage til radioaktivt forurenede områder – og i afsnittet om medicin, interviews med forældre til en pige, der dør – den vidunderlige radioaktivitets-behandling til trods.
Her og der klippes der enten et billede af en videnskabsmand, et tale-klip fra en ‘big man’ eller kollage over radioaktivitetssyge børn. Det er afsindigt effektivt og håbløst det hele – især da man ser sprængningerne over Hiroshima og Nagasaki, som er klippet sammen med billeder af børn der leger.
Vulgært? Måske. Effektivt? Utvivlsomt. Og det skyldes ikke mindst lydkollagen.
Mogwai gør ikke meget væsen af sig, men lægger 14 (måske 15) numre ind under disse delafsnit. Jeg gik til arrangementet med en stor angst, da jeg ikke har fundet albummet Atomic særlig godt – måske ét af Mogwais svageste? – og efter at guitarist John Cummings havde forladt bandet, var jeg bange for at monsteret havde tabt vigtige tænder. Det havde de bare ikke! En performance som denne burde egentlig være lidt en rød klud for mig; for siddende bagerst i lokalet kunne jeg ikke se meget fremført, og en del var forprogrammeret – altså ikke nødvendigvis skabt ‘live’. Men igen; de tanker blev gjort til skamme.
Der var kant på fra starten og Mogwai gjorde, hvad bandet gør så fantastisk; opererer imellem det svage, skrøbelige og det voldsomme, brutale destruktive. Passager, der på Atomic er lidt småkedelige fik rigeligt med saft og kraft, og allerede under åbningsnummeret ‘Ether’ fik vi at høre, at selv om ex-metalmusikeren Cummings ikke er med længere, er der masser af bid i monsteret.
Uden på den måde at gøre så meget væsen af sig selv (bandet sad mestendels ned), formåede de i samspil med montagen på skærmen at forføre publikum i en meget voldsom oplevelse. Det var uhyggelig kontrolleret og selv om man kan sige, at det ville være det nemmeste i verden for et band som Mogwai at lave et soundtrack til en dystopisk film (det har de gjort før), så virkede det både ambitiøst – men også forløst under deres kyndige performance.
Screeningen af Atomic kommer ikke til at danne en ny skole for store bands på samme måde som unplugged-bølgen gjorde i MTVs 90’ere. Og det er meget heldigt, for jeg ville langt, langt hellere have været til en ordinær koncert med Mogwai. Men på denne aften lyste det hele både af ambition, forløsning og en skræmmende fornemmelse af, at mennesket altså kom til at lege med kræfter, vi ikke kan styre.
Og så er vi tilbage ved monsteret, som er mennesket, som er monsteret.
Jeg fristes til at sige, at man ikke kunne lade være med at blive revet med og blive påvirket af aftenens performance. Og da fakta-slides blev vist til slut og det blev fremhævet at vores lille planet har 15.700 atomare sprænghoveder pt, så virkede det bare uendelig ikke-ligegyldigt. Ja, nærmest vigtigt. Men det til trods, havnede jeg ved siden af en festuge-gæst, som et kvarter inde i koncerten spurgte mig om det var en meget langsom intro, og da jeg rystede på hovedet valgte at forsøge at føre en høj samtale med sin kammerat (det fik vi så lukket ret hurtigt ned for).
Så ikke alle forføres af Mogwai og det må nok også siges, at det ikke er det mest tilgængelig musik. Og forstår man ikke engelsk (alle undertekster var på engelsk) eller er opsat på kunst, så var det en drøj omgang, forestiller jeg mig. Men det ændrer ikke på, at Mogwai er ét af verdens bedste bands. Fordi de har så godt fat i det, de gør og formår at gøre det vigtigt.
Og da de sluttede med at larme igennem (et Mogwai-trademark), virkede det ikke (som tidligere) påtaget, barnligt eller unødvendigt. Men derimod som den perfekte afslutning på en stærk oplevelse, hvor det ikke gør noget, at det gør lidt ondt, når man går derfra…
Jeg vil ikke uddele stjerner for dette arrangement, da det var en screening. Men det er pt den bedste live-performance, jeg har set i år.
Af Troels-Henrik Balslev Krag
