Nåda. At tænke sig at man på GFR skulle anmelde noget så stilrent funky soul (Ken anmeldte nu en EP fra samme kunstner i september sidste år, red.) . Har man lyttet til én eller flere af DRs pop-musikkanaler, vil man næsten med sikkerhed være stødt på et eller flere numre af islændingen Junius Meyvant. Og det med god grund. For selv om musikken lige så godt kunne være spillet, sunget og indspillet i 70’erne, rummer det også stærke kvaliteter.
Det burde stritte totalt på enhver anmelder, når et medlem af ét af de blegeste folk på jorden kaster sig ud i organisk 70’er-soulfunk. Men vidste man ikke, at det forholdt sig sådan, ville man sagtens kunne tro, at der var tale om en afroamerikansk sanger. Man må bare konstatere, at stilrenheden er helt, helt hjemme.
Blandt de 12 numre kan mindst tælles tre deciderede radiohits med ‘Color Decay’, ‘Neon Experience’ og ‘Hailslide’. De er funky og souly som ind i Hel og skal man sammenligne med noget nutidigt, ville det være Beck. Det er stærke melodier og stærke produktioner.
For at det ikke skal være løgn, så åbner pladen med noget, der kun kan betegnes som en instrumental epilog – med staccerede strygere, congas og hele pivtøjet. Igennem hele pladen – på nær på de mere stille numre, bæres drivet af et på én gang laid back, men samtidigt fremdrivende trommespil. Det er mildest talt ret fremragende.
Ikke at trommerne er det eneste, der bidrager til dette – blæsere og strygere underbygger i den grad også – men det er bare det perfekte billede på, at denne plade både kan invitere til at chille – og et smut på dansegulvet, hvis man er kommet af sted i sin guldpaillet-skjorte med gigantiske flæser.
Både strygere og blæs er næsten for perfekte – men i det fremsendte kan jeg ikke helt afgøre, hvor vidt det er keys eller rent faktisk de akustiske instrumenter, der leverer. Tight er det, og stemningen indfinder sig uanset hvordan det er leveret.
Pladen rummer dog også andet end soulet funk, og numre som ‘Domestic Grace Man’, ‘Gold Laces’ og ‘Pearl in Sandbox’ vidner om at Unnar Gísli Sigurmundssons (som er Junius Meyvants borgerlige navn) har en stærk, men også skrøbelig stemme, der tåler sammenligning med M.Ward og David Gray.
Floating Harmonies bliver dermed en virkelig, virkelig fin plade, og da den lukkes ned med titelnummeret og elektriske trommer, indfinder sig en stemning af mæthed og tilfredshed, da alt har været så tidstypisk, lækkert og velkomponeret.
Og det bliver i den sidste ende nok også lidt en hæmsko; for måske bliver det FOR lækkert? Eller så tæt på 70’ernes lyd og udtryk, at det bliver helt pastiche-agtigt? Sandheden er dog – nej!
Det er en pissegod plade, og så er det en mindre detalje at det ‘ikke lige er min genre’ og at jeg næppe vil høre den ret ofte igen. For det er høj kvalitet, stilrent og generelt troværdigt gennemført.
Fem stjerner må gives for noget, der er godt hele vejen igennem – om end ikke voldsomt originalt. Retro er cool!
Junius Meyvant spiller udsolgt koncerter på Jazzhouse i København d.10/9 og på Radar i Aarhus d.12/9.
Anmeldt af Troels-Henrik Balslev Krag
