Alright, så nåede vi til dag 3 på Roskilde og Rising, en dag domineret af koncertoplevelser i hver sin ende af spektret, men det kan I læse om i anmeldelserne andetsteds her på siden. Denne reportage kommer til at handle om vores spændende gøren og laden, et visit i Dream City, Edward Snowden, druk og mad, naturligvis!
Dagen startede som det efterhånden er rutinen med en nogenlunde elegant opvågning og ikke mindst udstigning af teltet, og diverse gøremål af privat karakter. Toiletterne i restricted nærmer sig nu allerede det uhumske, just saying, hvis nogen læser med… we need cleaning. Badevandet har dog nået en acceptabel temperatur!
Så efter den personlige pleje var klaret og morgenjuicen indtaget gik turen i raske skridt mod pladsen, hvor dagens første mål var indtagelse af morgenmed i Volunteer Lounge. Af skade bliver man klog, eller, i hvert fald af at drikke 4 kopper kaffe på tom mave og først spise morgenmad klokken 14, som dagen før. Det var ubehageligt for alle.
En såkaldt morgenpose til 40 kroner blev indtaget, som alt andet (stort set) temmelig overpriced, men den tjente sit formål og vi følte os rent faktisk lidt opkvikkede. Dog er det ikke sikkert det smittede af på gårsdagens skriverier, men altså, VI havde en god fornemmelse inde i os selv.
Drømmenes by
Den tog vi med ud fra pladsen, da klokken havde passeret middagstid, og kåde og energiske satte vi kursen mod Dream City på Øst, for at besigtige folks bygningsværker og, nå ja, for at komme lidt ud på tur, I ved. Det kan godt være vi ankom lidt sent til festen, for Dream City virkede egentlig som meget andet fest og spas man man kan møde ude på pladsen – bare med lidt mere prangende konstruktioner at afholde dem i. Vi så ikke det hele, men trissede lidt rundt, tjekkede Rådhuset ud, der så lukket ud, så Bodegaen, Brandstationen, Camp Nasty, Folkekøkkenet og et slot. Og byens gadekær… som tilsyneladende fungerer som et stort, grønligt offentligt toilet under festivalen?
Der var dømt skumfest ved Brandstationen, og det er jo altid et hit og skideskægt, altså ikke for os som sådan, men folk så da ud til at hygge sig. Højdepunktet var dog, da vi løb på og faldt i snak med en gammel bekendt af vores regnbue Roskilde-familie, og i dagens anledning ansvarlig for området (så han behøver ikke gå med vest længere). Hans navn er kendt af redaktionen, men vi fik ikke lige spurgt om snakken var til citat, så lad os kalde ham Æ Makke her (det skal siges på synnejysk).
Han kunne blandt andet berette, at Bodegaen i Dream City indtil videre havde langet 37 liter Gammel Dansk med chili over disken og anbefalede en mojito fest i Camp Nasty om en times tid, hvis vi da ikke skulle til Daft Punk Tribute arrangement i lejren med festivalens største anlæg om aftenen. Tak for tippet, vi skulle ingen af delene – stol aldrig på en ansvarlig uden vest!
Brazil Burger og sniksnak på og ved Rising
Dagens måltid nummer to var forude, og vi lod os lokke af et tilbud om 2 stk. burger for 80 kr fra Brazil, på hjørnet mellem Dream City og Apollo Countdown området. Haha, det var en fejl! Helt igennem håbløst produkt, hvor kun prisen redder den fra absolut bundkarakter, og den var stadig for dyr. Vi fik 2 forskellige varianter, en pulled pork og en kylling model, hvor man i begge skulle kigge langt efter kødfyldet, til gengæld smagte de spredte kødstykker ikke af noget. Eneste smag var faktisk en meget dominerende dressing. Og så var det forresten en tør, klæg sandwichbolle og ikke en burger, så minuspoint for falsk varebetegnelse oven i. 1 stjerne.
Således forurettede, for ikke at sige mighty pissed off, begav vi os over broen mellem øst og vest, for sidste gang i denne omgang forresten, vemodigt, helt bestemt. På Rising Scenen var der så småt gang i en af de her Politiken talks, der har været et lidt ujævnt og kun delvist vellykket koncept på årets festvial, der skal vist lidt mere form og styring på, så det hele ikke bare føles som en om sludder for en sladder med tilstræbte intellektuelt indhold. Det føles både for kort OG for langt på samme tid, selv om dagens tema om udsatte da bestemt var både prisværdigt, og på sin vis interessant. Men jeg kan helt ærligt, stort set ikke huske et ord af hvad Johanne Schmidt Nielsen og Morten Dal fik fyret af, af velmenende standard politikerfloskler. POLITKERLEDE!
Så hørte vi en masse musik, den kan du som nævnt læse om andetsteds, hvor der blandt andet er anmeldelser af Yast, The PowPow, have You Ever Seen The Jane Fonda Arobic VHS og Katinka. Her vel jeg blot lige nævne de engelske synth-pop-electro med mere søstre + langhåret dude Hockeysmith, hvis dunkelt dunkende beats måske ikke passede helt ind på den pyramideformede Rising Scene, men omvendt kunne de sikkert også have klaret at spille på Gloria under selve festivalen.
Nuvel, ud over at fordrive tiden med det der musik der, kunne vi kigge på mennesker – tirsdag var åbenbart “mød andre musikere der har spillet på Rising” dag, i hvert fald var der flere, større gupperinger af “upcoming” bands på kryds og tværs til stede.
Spoler vi lige tilbage til tiden inden Hockeysmith, da Yast var ved at runde af foran en meget lille skare foran Rising, begyndte folk at strømme til bag lydtårnet og pludselig var vi, oppe omkring lydtårnets front, spærret inde af folk der kiggede væk fra scenen. Hvad foregår der HER? Åh, vi havde da glemt den der Edward Snowden happening, den viste sig da at være noget af et tilløbsstykke!
Konceptet fungerede egentlig rigtig fint, kunstnergruppen The Yes Men indledte og havde en falsk Snowden med, pointen i det stunt fik jeg ikke helt fat i, men så kom den rigtige Snowden frem via videolink fra hans skjul i Rusland. Selve snakken med Snowden, inklusive nogle spørgsmål fra publikum, ville være alt for udførlig at gengive her, men har man fulgte “sagen”, så kender man efterhånden også Snowdens fine pointer og budskaber. Han gik klart igennem på linket, hvilket vel næsten var det allervigtigste for afviklingen,men seancen trak en lille smule ud og pointer blev, let omformuleret, gentaget. Her kunne man godt hav cuttet 10 minutter, ligesom det at der skulle synges fødselsdagssang for pas-løse Ed er en af den slags ting der får mig til at krumme tæer og rulle med øjnene. Heldigvis er Snowden veltalende, i stand til at dumb down his points og så medietrænet og vant til at snakke om det her, at det trods længden gled rigtig fint ned. Så, den kalder vi en succes.
Vi åbner en bar!
Så åbnede vi kraftedeme baren på kontoret ved Rising, indkøbte (som aftalt med os selv dagen inden) en flaske sprut, delte den og sagde kloge ting om mange ting – som vi kun kunne give hinanden ret i!
Det gav os også tid til at fundere lidt over Roskilde moden i år, og ting som, selvom det er festival og gak og løjer, ikke længere burde være oppe i festivaltiden. “Sjove dyrekostumer”, det var skægt nok de første par gange man så det, men peakede nok midt i nullerne – ud med dem. Bæltetaske, båret over skulderen? Har du af uransagelige årsager indkøbt sådan en turistmavepung, så bliver den ikke mindre kikset eller smart af at du klikker den rundt om skuldren – væk med dem! Og så er der de evigt morsomme små hatte med en propel oven på. Nej.
Til gengæld var det tydeligt at mærke, at der måske var lidt mere kærlighed, kys og kram i luften, nu det var blevet tirsdag. Det kan også hænge sammen med, at der var mærkbart flere folk på pladsen end dagen inden, men amoriner i luften var der altså. Også selvom vejret ikke helt kunne beslutte sig for hvad det ville.
Eftermiddag blev til aften, tørst blev til sult og vi skulle have noget mad at gå hjem på efter Katinka. På trods af, at vi egentlig selv syntes, at vi var hurtige og effektive, så nåede Klub 27 at spille 3-4 numre inden vi var igennem maden.
Den bestod af Swindler Burgeren med sidevogn bestående af organic fries, hvor det organiske mest bare smagte utroligt salt. Det oversaltede skal dog ikke tage fra fritterne, at de havde en rigtig fin konsistens, men til 35 kr. kan man sgu heller ikke forlange mindre. Burgeren led af det efterhånden velkendte problem her på Roskilde. Hvor er smagen, ikke mindst i kødet? Størrelsen var sådan set OK, efter den opskruede prisstandard herude, med 70 kr., ligesom man da fik en form for mæthedsforemmelse i maven. Men en smagsløs, hvis man ikke tæller salt med, mæthedfornemmelse for samlet 105 kr….. vi ender på 3 stjerner til Swindleren.
Så var det tid til at kaste sig ud i det, og med benene på nakken storme igennem party zone west og finde den mindst invaliderende og stressende rute mod teltet. Sådan en tur igennem battlefield west kan godt få stressniveauet op i det røde felt, ikke mindst for mænd på vores alder, der åbenbart er blevet komplet usynlige for andre mennesker, så man føler man bevæger sig igennem et syret, ensomt parallelunivers, eller er en form for festivalspøgelse. Det er vi måske også?!
Men vi overlevede endnu en dag!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Jonas Strandholdt Bach, GFR
