Dag to på Copenhell bød på lidt af hvert på livefronten fra navne som Amon Amarth, Entombed A.D., Megadeth, Kadavar og Redwood Hill, mens himlen også holdt regnen tilbage i længere tid end på førstedagen. Så kunne man til gengæld blive godt gennemstegt.
Gårsdagens disclaimer gælder stadig, så er du ikke til genudsendelser, så begynder dagens smøre efter kursiven ender:
Jeg har i år grundet tidspres og fremtidsperspektivet med en Roskilde Festival der for mit vedkommende begynder 09.30 søndag morgen, valgt at være lidt mere selektiv med hvad jeg ser i år. Andre år er jeg gået efter at presse så meget som muligt ind i planen og bare skyde løs på alt der bevæger sig, men i år letter jeg lige lidt på speederen, så jeg ikke bliver vanvittig inden vi når igennem næste uges strabadser også – så beklager på forhånd, hvis der ikke lige er noget om de koncerter du var til.
Ligeledes vil jeg prøve at køre lidt friere “reportage form”, og undlade stjerner, ved de koncerter jeg ikke så det hele af (det har vi nu altid gjort), eller hvor forhold og omstændigheder gør, at det ikke virker helt fair at presse kunstneren ind i en stjerne-skala. Og på grund af redaktionel travlhed, så beklager jeg på forhånd, hvis korrekturen er mere mangelfuld end vanligt!
Og med det in mente, så ankom vi lidt senere end håbet på festivalpladen, det trak sgu lidt ud med de der skriverier og billedhalløj om formiddagen, nå ja, og et bad. Det kunne måske have været så som så med den skyller, for man svedte pænt meget tran allerede inden man havde travet det sidste stykke ind på festivalpladsen, der var OK befolket, men dog ikke i nærheden af niveauet på samme tid torsdag – hvor metal-bisserne endelig blev sluppet løs på beton.
14.30 viste mobilen, så kunne man jo lige nå at forpleje lidt og trække over mod Marc Tremonti og hans band der bare bærer navnet Tremonti, der indtog Hades klokken 15.00. Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke har den store fidus til den tidligere Creed, og nuværende Alter Bridge, guitarist, og på den front skuffede Tremonti sådan set heller ikke. I min optik. Dygtig er han, men sangene er der ikke rigtig, og for mig ender det i guitar med guitar på, og så skal jeg ikke køre mere i det, efter en facebook update om udskejelserne blev tolket lidt hårdere end hensigten var – ah ja, det der med at bedømme tonen på sociale medier, som modtager OG afsender. Men jeg tror vi alle er gode venner igen!
Nok om det, hver sin smag, og man kan da i hvert fald ikke klandre Tremonti for at spille for lavt, så vi fortrak først til bakken, og senere til området omkring Graveyard for, at få lidt samling på tropperne og forpleje yderligere. Og hvad spottede jeg ud af øjenkrogen, en madbod uden nogen kø overhovedet? Nå, men, jeg kunne da godt spise! Det var en fejl… For modsat i går, hvor ingen kø ved pølsemanden resulterede i en dejlig, fin, stor og saftig pølle, så var dette produkt de serverede her kun kebab af navn, og basiskonceptet. Det smagte mildt sagt rædselsfuldt, dressingen nærmest lidt for gammel og sur, og brødet havde konsistens som huden på mine hæle efter en uge på Roskilde. 60 kr. for dette potentielle maveonde, det burde meldes til politiet. Eller andre myndigheder.
Og nu vi er ved det obligatoriske brokkeri, så synes jeg ikke det er i orden, at man byder et (GODT) betalende publikum, der bæller relativt dyre bajere i enorme mængder, og i det hele taget gør denne festival mulig, en plads som den vi ankom til i går. Det så ikke ud som om der var samlet det mindste skrald, det flød med plastikbægere overalt, ikke mindst i de kæmpe søer af vand der stadig lå på pladsen. Hvad blev formiddagen brugt på? Det er ikke OK først at begynde, at suge vand op foran og ved sceneren kl. 15, når det ikke har regnet siden natten før… not cool, Copenhell!
Således frarøvet hvad der svarer til lidt over en fadøls-penge, og med koldsved ved tanken om en mulig mave-eksplosion i vente (den er ikke kollapset endnu, så måske jeg dodged a bullit?) blev det tid til noget vikinge-metal (update, til de interesserede, de 60 kr. kom ud with a vengeance ved 9 tiden lørdag morgen).
Amon Amarth, Helviti, kl. 16.30 ★★★★☆☆
Sidst jeg så de gæve svenske vikinger, og mulige retro-sejlsports entusiaster, var på min første Copenhell i 2013, og da var det en FEST. Og det var det sgu egentlig også i denne omgang, hvor det var med det aktuelle, fine album Jömviking i ryggen, at de indtog Helviti. Modsat sidste gang, så havde de dog ikke overraskelsesmomentet, overfor undertegnede, med sig – dengang var de et relativt ukendt navn for mig, så da følte jeg mig nok lidt mere blæst bagover og revet med.
Nuvel, hvad der så lige manglede af WOW-faktor, de gør det ikke mere indviklet med deres vikinge-død end man kender deres tricks og fremgangsmåde, var, at man kunne nyde HVOR gode de egentlig er til det de gør. Med drager som scenografi, langt garn og skæg, øhm.. “vikingetidsinspirerede” gevandter, i hvert fald som man forventer en viking ser ud i fiktionens verden, og øl-horn og så videre, så kan det hele godt virke en smule fjollet.
MEN, Amon Amarth slipper fuldstændig af sted med det, fordi de virker, og det kan lyde selvmodsigende, troværdige i rollerne. Jeg ved godt de ikke er vikinger, eller at de selv tror de er vikinger, men det virker heller ikke som skuespil og noget påtaget – bandet har fundet en rigtig vellykket balance der.
Og så er de, åbenbart, bare et virkeligt godt match med Copenhell og festivalens publikum, der modtog dem som hjemvendte sejrherrer og helte fra slagmarken, klar til at lade sig hylde til, og med, et kæmpe drukgilde. Et gilde, hvor man synger sange om de gamle guder, heltedåd og ære. Igen, uden at det virker komplet latterligt eller for gakket. Man, og nu tager jeg lige alle over en kam, eller i hvert fald de mange, mange fremmødte til indtægt, køber ganske enkelt hele pakken og præmissen.
Det ville, naturligvis, ikke holde uden nogle gode sange, og her har Amon Amarth også et slagkraftigt arsenal at rulle i stilling og tromle ud over den begejstrede, og glohede, menneskemængde. Fra “The Pursuit of Vikings” og “As Loke Falls”, over den nye “First Kill” og klassikeren “Deceiver of Gods”, til “Death in Fire” og “Guardians of Asgaard”, sidstnævnte endda med L.G. Petrov fra Entombed A.D. som gæst (ligesom studieversion), gik det i høj sø og voldsom bølgegang. Faktisk så meget, at selv folk nede på morfarrækkerne måtte sætte sig og lave “ro-båden” for ikke at blive skyllet væk.
Oppe foran var der også godt fut i løjerne, faktisk var det nok den koncert på Copenhell i år hidtil, som jeg har overværet, hvor der var mest gang i pitten og pladsen, med headbanging i alle afskygninger, crowd surfing en masse, horn, helvede og bajere. Hvis det ikke i forvejen var fordi min egen bamsede vikingekrop kampsvedte så meget i gryden foran hovedscenen, at jeg måtte ty til sodavand og KILDEVAND, og ellers kunne mærke tæerne svuppe, så kunne jeg da blive helt svedt af, at se publikum give den max gas oppe foran. Godt gået mine damer og herrer!
Køber du ligesom jeg præmissen, så har Amon Amarth sådan lidt hele pakken, det er underholdende, det er velspillet, de har sangene (og et godt “pop”/melodi øre), troværdigheden til at slippe af sted med det og så virker de ikke mindst som en flok gæve gutter som man gerne hamrede sig ned sammen med, efter at have fortæret et trug med kød.
Så var man egentlig godt gennemstegt og klar til lige at tage en puster, eller bare dratte lidt om, men på en eller anden måde fik vi styret bentøjet over Styx og om til Pandæmonium, hvor der ikke blot var varmt, men tilmed også læ – og godt med folk der skulle se hvad gode gamle, en eller anden version af, Entombed, nu i ny A.D. udgave havde at byde på. De havde faktisk en del i tanken, at brænde af i aftensolen. Men også en oplevelse, der på mange måder var lidt udmarvende efter at have været til vikinge-bal i 30 graders varme.
Jeg/vi trængte nok egentlig bare til en musikpause, og en ordentlig puster, men det er svært på en festival som Copenhell når musikken spiller, og det ene navn tager det andet. Entombed A.D. havde rigtig godt fat i mange af de fremmødte, også selvom de gik temmelig fuld pedal “tag ingen fanger” til sagerne. Kompromisløst er vist ordet. Men efter en lille halv time måtte vi alligevel kalde til retræte og fortrække i retning af hvor vi kom fra, hvor vi lige fik en lille bid af Epica for fuld symfonisk udblæsning på Hades, inden vi nåede skyggen inde i Tutten Bodega, hvor der lige blev samlet kræfter og kølet et hoved eller to inden kursen gik tilbage til Helviti and The Crazy Gunhappy Jesus Freak Dave Show.
Megadeth, Helviti, kl. 19.45 ★★☆☆☆☆
Da jeg sad og skrev optakt til Copenhell var jeg så ekstremt vittig og opfindsom at kalde Mustaine og co for Meh-gadeth. Fesent, indrømmet, men nu står jeg ved den og vil egentlig gerne skrive det med stort for at være lidt ekstra plat.
MEH-GADETH
For det var godt nok en Mega MEH omgang Megadeth fik leveret i tidlig primetime, på en stadig godt lummer aften. Igen, det er jo sådan set ikke fordi de ikke kan spille, den tekniske thrash-formåen er der ikke den store finger at sætte på, det er mere forvaltningen af talentet. Og Dave Mustaine KAN skrive sange, og vi fik også en stor håndfuld af de store klassikere og semi-klassikere indenfor genren, fra “Hangar 18” åbnede koncerten – og allerede her blev problemerne synlige, eller hørbare.
Der gik alt for meget instrumentlir og finger-fræs i den, men ikke på den fede, fængende og inspirerende måde, det virkede bare som om cruise control blev slået til og så kørte maskineriet af sig selv. Og netop ordet “maskinelt” beskriver måske meget godt min oplevelse. Altså, det er jo ikke fordi Mustaine skal være eller ER en løssluppen festabe, men jeg havde meget svært ved at føle om han, og de andre musikere, reelt var mentalt og åndelig til stede i de her sange om krig og undergang. Det var stempel ind, stempel ud, kontoret er lukket for i dag. Selv med alt det lir. Hvorfor?
Dave Mustaine’s vokal, der minder mig om Beavis fra Beavis and Butthead, var egentlig nogenlunde hæderlig, altså, hans stemme lyder nu engang som den gør, men den var i hvert fald knap så vissen som da jeg så Megadeth sammen med Slayer i Aarhus for en del år siden. Og så kommer man jo ikke udenom, at de sluttede ret stærkt, om end rutinepræget, af med lidt at en trio af numre.
Nu er det nok også svært, at tage brodden helt af glimrende sange som “Symphony of Destruction”, “Peace Sells” og “Holy Wars”, hvilket også gav koncerten et lille løft mod slut. Og dog. Måske var det bare fordi, at man stod og fandt lidt trøst ved at høre de gode gamle perler, for i bund og grund blev de serveret for den ellers store, og sikkert fest sultne, forsamling, med lige stor indlevelse, eller mangel på samme, som resten af sættet.
Jeg vil bestemt ikke afvise, at nogen havde en god oplevelse, især billeder fra pitten viste da spredte anløb til noget der lignede fællessang og folk der fulgte med i hvad der skete på scenen. Men du skulle ikke lang ud i rækkerne for, at folk bare enten stod lidt forstenet, snakkede med vennerne eller bare lignede nogen der slikkede de sidste solstråler.
Jeg selv? Ja, jeg stod egentlig bare mest og kedede mig. Og overvejede om Megadeth var/er det rette type navn, som et hovednavn en fredag aften, på en festival der nu tiltrækker de lidt bredere masser end tidligere og derfor også er en noget mere uhomogen størrelse at losse i gang. Og Mustaine er IKKE en losser.
Efter den lidt træge omgang så kunne man heldigvis, hvis man havde lidt fut i fødderne, og de ikke var faldet i søvne under Megadeth, skynde sig om til Pandæmonium, hvor den energiske tyske retro-rock trio Kadavar leverede al den dynamik, som Mustaine og band savnede. Jeg missede de første 5-10 minutter, og endte også med at stå et meget trafikeret sted på den vold-proppede plads foran scenen, så en del af opmærksomheden gik med at holde balancen og undgå mindre ulykker. Men, lad os bare konkluderer, at Kadavar netop LOSSEDE igennem.
Inden koncerten havde jeg dog med panderynker studset over, at der med lidt hurtig hovedregning kun var max 30 minutter fra at Kadavar gik af til, at næste navn, Redwood Hill, skulle gå på? Det virkede da ikke ligefrem som den store bufferzone til fejl og forsinkelser, no? Og det blev nærmere 20-25 minutter, hvis tidsplanen skulle holde. Det gjorde den ikke, for Redwood Hill trådte først ind på scenen et kvarter senere end annonceret…
Redwood Hill, Pandæmonium ★★★★☆☆
Hvilket resulterede i, at bandet måtte droppe 2 numre fra sættet og kun fik knap en halv time til, at spille solen ned. OK, det er sgu da for lamt? Hvorfor fanden skulle Kadavar og Redwood Hill ligge så tæt tidsmæssigt, så der ikke var plads til den mindste fejl, og bandet annoncerede netop, at de havde haft tekniske problemer og derfor måtte droppe to sange, efter de havde spillet næstsidste nummer…
Det gav så et styk afbrudt samleje, i noget der ellers lod til at være fuldstændig optimale rammer for bandets dunkle, ildevarslende og dundrende undergangssoundtrack. Lyset var på vej væk, skyer trak op og himlen var blodrød. Og så fik de ikke lov til at fylde hele rammen ud. ØV.
Jeg begyndte at undre mig lidt, da mægtige, mægtige “Posidon” væltede ud af højtaleranlægget allerede som tredje nummer, en dommedagsdunkende hymne der ellers normalt falder som næstsidste, eller sidste, nummer i sættet. Forsanger Marco Sewohl annoncerede efter skibet var gået ned og vores lunger var kollapset på grund af trykket fra det mørke vand, at nu var vi allerede kommet til sidste nummer på grund af de der tekniske vanskeligheder. WHAT THE FUCK, BUH!
Men, inden havde vi nu, i min lettere varme-slørede optik, ikke været vidner til den allerbedste koncert jeg har set bandet give – der er også, efterhånden nogle stykker at vælge i mellem. Og det er nok en af grundene, nu kender jeg for alvor deres tricks og modus operandi, ligegyldigt hvilke numre de spiller og sættets længde. Derfor havde jeg også set frem til, at posen blev rystet lidt med det nye nummer “Mensch”, men det var der så ikke tid til. Samtidig stod lyden ikke helt så skarpt, som jeg har oplevet tidligere hos bandet. I de stille passager i numre som afslutteren “Albedo”, og “Dybbuk” tidligt i det korte sæt, kunne man stort set ikke høre den atmosfæriske og opbyggende andenstemme. Frontmand Marco Sewohl, som altid udtryksfuldt og kantet gestikulerende, har jeg ligeledes oplevet stå mere klart i lydbilledet, det var som om han blev overdøvet af resten af bandet.
Paradoksalt nok virkede det hele endda lidt for lavt, men derfor kan en frontmand stadig godt drukne lidt i lyden. Men det er også lidt flueknepperi og detaljer, nu jeg har set dem baldre numre som åbneren “Microgravity” af for fuld kraft, men med mere lydmæssig pondus og styrke, adskillige gange tidligere.
Hvorfor så opsøge dem igen? Det spørger jeg mig selv om hver gang, det er jo egentlig nærmest det samme de gør fra gang til gang, men fandeme om jeg ikke pludselig bliver opslugt af universet alligevel. I går skete det, selvfølgelig, under nævnte “Posidon”, og når det sker er der ikke noget man kan sammenlige Redwood Hill med i min verden – men sådan er det vel, når man falder over et band og en musik man bare svinger med?
Det kunne på flere fronter have svunget bedre for Redwood Hill, rammerne og muligheden var i hvert fald til stede, men det blev en lidt kort og amputeret omgang.
Og således lakkede dag 2 også mod enden for fotografen og jeg, flokken eksploderede, den trofaste wingman lavede det internationalt anerkendte tegn for “jeg har en skure løs” og annoncerede “jeg…. går væk!”. Vi finder ham nok derude, når turen går mod Refshaleøen om ikke så længe, for vi vil gøre alt hvad vi kan for at se I’ll Be Damned drøne dagen i gang med stil.
See ya
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard Thomsen/GFR
