Som en del i vores optakt til Roskilde Festival ryster vi posen lidt, og malker festival-koen yderligere, med noget alle kan lide (joooh), nemlig nogle lister. Her følger GFR’s 2-mands Roskilde Redaktions bud på nogle koncerter med mødepligt, koncerter fra lykkeposen og en enkelt nitte. I morgen lister vi rundt om Rising Scenen.
At korte Roskilde’s nærmest uendeligt mange spændende koncertilbud ned til nogle korte lister er naturligvis både en lidt umulig, uoverskuelig og egentlig også små-tåbelig ting at kaste sig ud i. Men, here goes nothing!
Ken:
Fem med mødepligt
1) Neil Young & Promise of the Real, Orange Scene, fredag kl. 21.30
Det er Neil Young, dah! Egentlig er jeg lidt skeptisk overfor om en gammeldags type som Neil Young helt passer ind på Orange i 2016. Hippie-romantik, knirkende folkemusik, stadionrock, larm, støj, alenlange soloer og jams (han har formået at strække “Down By the River” til 35 minutter i år – hvilket nok er selvmord på en festival), øko- og miljø trip og en stædig insisterende på, at gøre tingene på Neil’s måde. Det kunne nok godt skræmme nogen væk ude i mørket på dyreskuepladsen. Så kom jeg i tanke om, at jeg godt kan lide alle de ting og tænkte “så fuck da af” til dem der synes anderledes…
2) Sturgill Simpson, Avalon, lørdag kl. 18.30
Simpson har markeret sig med en række roste plader i dette årti, seneste The Sailor’s Guide To Earth fra tidligere i år, og den 37 årige er udråbt som et af de helt store håb og talenter på den amerikanske country scene. Helt fortjent, men selvom Simpsons fundament er country, både den klassiske, den alternative og især outlaw grenen (momentvis runger hans vokal som en reinkarnation af Waylon Jennings), så rummer musikken meget mere end det – fra roots til rock og tilbage igen.
UPDATE: Oprindeligt var Highasakite programsat til kl. 15.00 fredag, men nu spiller de kl. 23.00 på Avalon, samtidig med Neil Young på Orange, så de ryger ud.
3) Black Breath, Pavilion, torsdag kl. 20.30
Mere Slayer end Slayer? Det var den første tanke der slog mig, da jeg begyndte at lytte til Black Breath fra Seattle, Washington her for ganske nylig under min forberedelse til festivalen. Bandet, der er dannet i 2005, spiller en tung og hårdtslående blanding af hardcore punk og thrash med noget death og black smidt i cementmikseren. Super originalt er det ikke, men det sparker som en fnysende bryggerhest og så er jeg faldet lidt for deres album Sentenced To Life, fra 2012
4) The Entrepreneurs, Pavilion, lørdag kl. 12.15
Og så vil jeg lige slå et slag for to danske bands, der har fået lidt trælse spilletidspunkter, lige i røven på hinanden, på festivalens sidste dag. Først har vi The Entrepreneurs, der begejstrede os på Rising Scenen sidste år, og derefter nærmest overgik den koncert, da jeg så dem i Lille Vega senere på året. Det er et band, der udover et par fremragende singler, først fik en EP på gaden i løbet af foråret, men som alligevel har haft slagkraftigt materiale nok til at sammensætte og leverer et højpotent sæt. Noise & Romance, det trænger du til lørdag middag!
5) Rising, Pavilion, lørdag kl. 14.00
Efter dem spiller Rising, der efter en pause og udskiftninger i besætningen vendte stærkt tilbage i år med albummet Oceans Into Their Graves. Stilen er blevet mere old school heavy metal/rocket, fremfor det grumsede sludgede, der i hvert fald dominerede forrige harske album Abominor. Men den kantede og buldrende sludge lurer stadig i lydbilledet er sted, under de større og mere iørefaldende melodier og vokalen der nærmest er ovre i noget helte-metallisk. Jeg synes det fungerer, ikke mindst live, jeg forventer den bare får fuld arm og pedal på Roskilde
Tre fra lykkeposen
1) Hurray For The Riff Raff, Pavilion, fredag kl. 16.15
Det er ikke fordi jeg ikke tror New Orleans orkesteret ikke bliver velspillende, det er mere om tempoet og stemningen bliver lidt for veranda-tilbagelænet og sumpe-i-solen til, at min interesse kan holdes over en hel koncert midt på eftermiddagen en fredag hvor det sikkert kribler lidt i bentøjet. Men bandets rotsy folk blues har i hvert fald potentiale til at blive en af de gode stunder på Roskilde i år
2) Car Seat Headrest, Pavilion, fredag kl. 02.15
Bag det dumme bandnavn gemmer sig en historie om en knægt, hvis eneste tilflugtssted hvor han kunne få ro til at lave og spille sin musik, var bagsædet i en gammel bil. Siden år 2010 er det så vokset fra et lo-fi indie projekt til at blive et fuldt band, der på 6 år har udsendt hele 13 udgivelser! Det seneste faldt Troels-Henrik pladask for og sendte 5 stjerner efter. Grunden til, at de er endt i lykkeposen er, at de er programsat til kl. 02.15 natten mellem fredag og lørdag – da plejer jeg ikke at respondere på meget andet end mad og søvn.
3) At The Drive In, Arena, onsdag kl. 21.15
Så var de banebrydende post-hardcore proggy something, så gik de i opløsning, så blev nogen af dem til The Mars Volta, så blev de gendannet og så skred en af medlemmerne. Jeg er lidt betænkelig ved hvilken forfatning At The Drive In mon ankommer i på Roskilde, og hvad det egentlige motiv bag gendannelsen mon er? Havde den opfattles at det her var nogle temmelig kompromisløse kunstnertyper, så hvorfor gå tilbage? Penge? Any way, det er nok en af den slags koncerter der kan gå begge veje, ellers bliver det sindssygt fedt eller bare skrækkeligt.
Nitten
Red Hot Chili Peppers. Er det for nemt at svare? OK. Red Hot Chili Peppers (selvom jeg ikke synes deres nye pop-plade er helt tosset!).
Jonas:
Fem med mødepligt
1) PJ Harvey, Arena, torsdag kl. 20.30
Engelske PJ Harvey besøgte sidst Roskilde i 2011 med sit glimrende Let England Shake album i frisk erindring . Nu er hun igen klar med en markant udgivelse, nemlig The Hope Six Demolition Project, som også har fået en velfortjent positiv modtagelse. Der er fængende råbekor og skramlet rock, men også følsomme stille passager. PJ Harvey har gennem karrieren udgivet en række glimrende albums, og hun har rigeligt materiale til at levere en lang og medrivende koncert – måske er det hendes prime time, lige nu? Selv hvis hun kan blive endnu bedre, kan det godt gå hen og blive dette års festivalhøjdepunkt.
2) Slayer, Arena, onsdag kl. 19.30
Okay, når det kommer til metal er jeg en virkelig konservativ stivstikker. Jeg synes Slayer er bomben, og de gør det faktisk også som regel ganske glimrende live. De er selvfølgelig ved at være nogen halvgamle bavianer, og man har set dem løbe nogle gange i manegen, men de løber sgu fortsat i raskt trav, trods fraværet af to af de oprindelige medlemmer (Jeff Hanneman døde for et par år siden, mens Dave Lombardo igen er ude efter uoverensstemmelser). Men det er kompetente folk der afløser, og Kerry King og Tom Araya er fortsat karismatiske, og kan deres kram. Husk ørepropper, og øv dig i at time dit “SPIL NOGET MED SLAYER!” råb perfekt.
3) Tame Impala, Arena, fredag kl. 23.30
Psych, psych, for søren. Vi skal have noget psych! Tame Impala er blandt de bedste eksponenter for den brede psych-genre internationalt, og Kevin Parker kan skrive virkelig catchy melodier. Seneste album bevægede sig i en mere groovy og dansabel retning, men forhåbentlig der også er plads til den mere rockede del af bandets spektrum fra bandets første to albums, når bandet spiller sent fredag aften.
4) LCD Soundsystem, Orange, lørdag kl. 01.00
Lørdag nat får du chancen for at danse dig ren, når James Murphy’s LCD Soundsystem spiller Orange Scene op. Sidst LCD Soundsystem spillede på Roskilde var i 2010, i et tætpakket telt på en varm, varm dag, og det var faktisk ret glimrende. Siden har der været dømt pause, og Murphy har blandt andet produceret Arcade Fire’s Reflector-album. LCD Soundsystem er lidt en hybrid – der er elementer af rock i det elektroniske og et nummer som ‘North American Scum’ har for eksempel en forbilledlig rocket energi. Skal nogen opleve at se mig bevæge benene i en form for bevidst rytmisk handling, så er det nok her, det sker.
5) Jonah Blacksmith, Gloria, torsdag kl. 12.30
Vi skal også have lidt dansk med i posen. Jonah Blacksmith fra Thy er bygget omkring brødrene Alstrup, og opkaldt efter deres bedstefar, den musikalske landsbysmed. Bandet spiller folk med fin fornemmelse for stemninger og centreret omkring historiefortællinger. Samtidig er bandet et lunt og charmerende bekendtskab live, og du har uden tvivl godt af lidt nordvestjysk lune torsdag kl. 12.30 på Gloria.
Tre fra lykkeposen
1) HO99O9, Pavilion, torsdag kl. 22.15
Aggressiv punk rap fra New Jersey? Det lyder potentielt medrivende, og HO99O9 har fået mange positive ord med på vejen for deres live performances. En spilletid kl. 22.15 torsdag kunne godt vise sig optimal, og hvis man har lidt rastløs energi, der skal brændes af, så lyder det til at være et glimrende sted at gøre det.
2) Destroyer, Avalon, torsdag kl. 17.oo
Jeg er ikke så meget i tvivl om at Dan Bejar, manden bag Destroyer, er talentfuld og en dygtig og alsidig sangskriver. Men jeg er mere i tvivl om det rent faktisk fanger mig ind. Det har Destroyer ikke gjort endnu, trods lidt spredte forsøg på at trænge ind i universet, som på en eller anden måde har virket lidt for stenet for mig. Men live kunne det jo være det åbnede sig op for mig – og andre? Torsdag eftermiddag kl. 17 er formentlig heller ikke det værste tidspunkt at chille og stene lidt sammen med Bejar, som i denne ombæring har et stort band med sig.
3) Sumac, Pavilion, lørdag kl. o2.15
Vi skal også prøve lidt “ny” metal, nemlig Sumac. Aaron Turner kender nogen måske fra Isis, som i Sumac har fundet et par musikalske legekammerater fra andre bands. Repetitiv, tung post-metal er en genre, der kræver at man kan lade sig opsluge, gerne et sted hvor det er mørkt og intimt, og om Pavilion helt kan gøre det ud for sådan en ramme, ja, det må man opleve lørdag nat kl. 02.15. Hvis man stadig kan stå på benene efter en lang festival…
Nitten
Det er let at sige Red Hot Chili Peppers. Så hvis Ken må, så må jeg også. Deres optræden i 2007 oplevede jeg heldigvis mest fra ølbaren, mens jeg under bandets noget bedre koncert i 2002 fik stjålet mit telt. Ja, hele mit telt, med indhold. Så Roskilde og Red Hot Chili Peppers er for mig ikke positivt forbundne.
Men hey – vi ses derude! Følg da endelig med her på siden, på vores facebook, men ikke mindst på Instagram og Twitter, hvor vi vil prøve at komme lidt udover vores normale dækning og musikboblen.
Af Jonas Strandholdt Bach & Ken Damgaard Thomsen
