Telestjernen er en jysk troubadour, der raskt blander sine personlige fortællinger med inspiration fra koryfæer som Allan Olsen og Johnny Madsen. Det fungerer til tider glimrende på Folkeskoletider.
For snart to år siden anmeldte jeg Telestjernen og Manden de kaldte Lefty’s værk om Klitmøller, Det kolde Hawaii (Cold Hawaii, som det hedder i surfkredse), og dengang syntes jeg det kun der var pletvise pletskud blandt de musikalske fortællinger fra Thy og omegn. På Folkeskoletider rammer Telestjernen til gengæld indenfor skiven i stort set alle 16 forsøg.
På Folkeskoletider har Telestjernen (som egentlig hedder Rasmus Johansen) også besøg af et par gæstevokalister, nemlig Dorte Gerlach (Hush) og Allan Olsen ham selv. Det kommer vi tilbage til. Vi starter dog med ‘Vi står på ræset, baby!’, der roots-rocker albummet i gang, med konstateringer som “Tiderne skifter, baby//Og vi med dem”, mens guitaren boltrer sig i baggrunden. Men det er på en måde, som om man først for alvor kommer ind i universet på ‘På den sidste skoledag’, hvor Telestjernen tænker tilbage på sin gamle skole:
“Jeg husker skolegården første skoledag//Den var fuld af fryd og forventningsfulde flag//Jeg stod med Fjällräv og min andefod den var gul//Og i maven der blafrede en nyfødt lille citronsommerfugl//Men det glemmer man//Ja, det glemmer man//På den sidste skoledag”
Noget af det, der fungerer bedst i Telestjernens univers er de ind i mellem lidt sprogligt knudrede, men sædvanligvis meget relatérbare tekster. Det er ikke altid de sidder helt skarpt i skabet, men det bliver aldrig kedeligt eller uinteressant, selv om temaet er det hverdagslige skoleliv, med de mysterier og trivialiteter, der hører med. Og det er ikke kun minderne fra barndommen, der udforskes, vi oplever også skolen fra lærernes synsvinkel, blandt andet på ‘Lærerinden’, hvor Dorte Gerlach bidrager med sin flotte vokal. Telestjernen selv har egentlig ikke nogen udpræget fantastisk vokal, og jeg synes egentlig også vokalen knækker for ofte (det er givetvis bevidst), men alligevel fungerer den godt som fortællerstemme, og på ‘Lærerinden’ som modstykke til Gerlach.
Kontrast er der også mellem Telestjernen og Allan Olsen, der agerer syngende rustent nordjysk sandpapir på ‘På lærerværelset’, der indledes med brok over pedellen, der “har været ude og skide igen”, hvorefter Telestjernen og Olsen skiftes til at sende gnavne linier afsted. Og det er som altid en fornøjelse at lytte til Olsen.
Vi skal også omkring ‘Nørre Nissum Seminarieby’, og livet som lærerstuderende i en af landets mindre seminariebyer, mens den folkede ‘Et langskægget svin’ er en fin lille parentes, inden ‘Et røvhul’ ender som sing-along om en ung mandlig lærer, som prioriterer friheden til at gå i byen og score damer højere end det meste andet, og ikke udviser det store refleksionniveau omkring det – ud over at konstatere “Jeg er et røvhul”.
Nostalgien emmer ud af ‘Min gamle lærer Andersen’, hvor det instrumentale er nedtonet og i en stor del af sangen holdt til en akustisk guitar, indtil der bygges på med kor og steel-guitar til allersidst. Albummets sidste tredjedel er en afvekslende affære, fra den næsten Dire Straits-rockende ‘#Teenagepjat’ over den mere spidsfindige barndomserindring ‘Drejebog til en lederstilling’ til ‘Hævn, rambuk og springskaller’, som ud over en glimrende titel byder på listig country og anekdoter om dumme forbrydere og at være lidt mere jydecool end bøllerne fra skoletiden.
Albummets sidste to numre, ‘Bag en tombola’ og ‘Lucky Luke og den store fiskeørn’ er begge i den dæmpede afdeling, og især sidstnævnte indeholder nogle små sproglige perler, tag for eksempel blot de indledende linier: “Det har stået ned i stænger lige udenfor min dør//Men der er fuglesang på vej hvis man da ellers spidser ører//På rejsegrammofonen synger Dissingen tenor//Og dig, du står i HD bag en pose matador//På en ølkasse ligger Lucky Luke, han skød persiennen ned//Hans skygge skubber tremmer ind i vores lille lejlighed//Men var det det jeg drømte om?”
Og videre kommer vi med ord, der ikke skulle have været sagt, da kæresten tog det sidste grønne æg i matadorposen. Det kræver nogle lyt at komme til bunds i lyrikken, men på et nummer som afslutteren her, bliver man belønnet for det. Telestjernen har i det hele taget et godt greb om det hverdagslige drama (og mangel på samme), og lyrisk bliver situationerne fint malet frem, så man selv sidder og mindes lignende selvoplevede situationer. Det fungerer også solidt på de numre, jeg ikke har nævnt her – og det er gennemgående vellavet, det Telestjernen leverer på Folkeskoletider.
Samtidig er den kompetente musikalske side af sagen tilpas levende og sprælsk til at den understøtter, men aldrig overdøver, Telestjernens fortællinger – sidstnævnte kunne surfguitar-udladningerne godt gøre ind i mellem på Det kolde Hawaii. Vi er ikke helt oppe i Allan Olsen’s liga, men Telestjernen lyder på Folkeskoletider som et godt bud, på et yngre dansk navn, der kan nå derop ad. Det giver 4 store stjerner.
Du kan finde Telestjernen på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
