Heartland Festival viser sig, godt hjulpet af højt solskin, fra sin bedste side, på festivalens første dag, hvor især Mikael Simpson og The Flaming Lips imponerede.
Som deltager mødes man som det første af et vue til slottet, som under festivalen huser Brian Enos kunstinstallationer, og jeg lyver ikke, når jeg siger at det er sandsynligt, at man også vil kunne høre påfugleskrig fra slotsparken. Så når festivalen påstår, at den står på fire ben; kunst, musik, ”talks” og mad, så har de glemt det femte ’ben’ – rammerne.
Musikdelen, som jeg vil fokusere på, forgår på to overfor hinanden placerede scener – dog med niveau-forskel, så Highland-scenen ligger geografisk højere, end Lowland. Dermed undgår man også, at publikum ’laver en Grøn Koncert’ og bare placerer sig i midten og så bare vender sig, når scenerne skifter. Man bliver altså nødt til at flytte sig lidt for musikken…
Det virker unægtelig lidt pauvert blot at fokusere på musikken, da rammerne er fantastiske, der er masser af små, hyggelige kroge og alt er afsindigt fotogent. Skal der endelig være en anke, så skal det være at den food court, man har opstillet, måske ikke helt kan følge med på brandpunkterne her fredag. Men så lægger man selvfølgelig bare sine måltider, når det passer.
Nå! Musikken…!
Pierce Brothers ★★★★☆☆
Heartland åbner – overraskende drevent – med et ret ubeskrevet blad, men yderst effektivt band i Pierce Brothers.
Tvillingerne fra Australien stiller op med akustisk guitar og percussion i grundopstilling, men fra første tone blev der smidt en didgeridoo ind i mixet, og hele vejen igennem krydres der med forskellige effekt-instrumenter. Herunder mundharpe, at bruge klangkassen på guitaren som en del af slagtøjet, og hvad brødrene ellers kan finde på.
Det er uhyre effektivt, og i de 45 minutter, der spilles, er der ikke ét nummer, der ikke trækker på fire stortrommeslag i gulvet (for øvrigt ofte slået af forsanger/guitaristen samtidig med at han synger/spiller). Tænk Mumford & Sons, og vi er ikke langt fra en dækkende beskrivelse; det er folk, som man på nærmest magisk vis synes, man har hørt før – eller i hvert fald finder genkendeligt.
Dog er flere af numrene ifølge tvillingerne nye, og har kun været spillet en uge eller to – med til historien hører også, at Pierce Brothers har en lidt anden historik end Mumford & Sons. De har spillet på gader og stræder med deres set-up, og har solgt 50.000 plader på gadeniveau, inden de tog springet og røg på et label, fandt en agent og blev booket til spillesteder.
Sagen er, at ikke bare fungerer deres opskrift. De er også pissedygtige til at spille det, de gør. Smilene blandt det siddende publikum er tydelige, og at numrene er nye er i den hensigt ligegyldige; drengene styrer fuldstændigt to-stemmig sang, melodier og energi ud over scenekanten. Og da tvillingerne først synger en sang om deres bror, siden deres søster, så er det egentlig bare krydderi ovenpå en stemning, der er båret af energien, de udstråler.
Der bliver (med måske lidt begrænset succes) hevet en elguitar frem, og flere gange kommer didgeridooen også i spil. Pierce Brothers gør egentlig intet, som man ikke på en halv-sløj tirsdag kunne opleve en rejsende musiker på en små-tarvelig pub ikke også kunne gøre. Men deres enorme erfaring, spilleglæde og usnobbethed om, at gøre det der virker – og gøre det godt, resulterer i, at de nærmest er den perfekte åbnings-act for en festival.
Hvem er danskerne? Jo, de er sådan nogle reserverede mennesker, der først får rejst sig og klapper med for alvor under det sidste nummer. Men det er ikke Pierce Brothers skyld – de leverer fremragende, om end lidt uoriginalt og skal belønnes med fire stjerner for (grov) charme og at for at levere energi effektivt!
Kwamie Liv ★★★☆☆☆
Kwamie Liv stiller efterfølgende op på Lowland scenen. Det glæder at konstatere, at der er både en trommeslager og en guitarist ud over ’ham der, der står med nogle computere og sequenzers, og som ingen ved om er backtrack eller rent faktisk laver noget’.
Forrest står selvfølgelig Kwamie Liv og hun er og bliver en stærk sanger. Hendes fremtoning er stoisk på scenen og hun fremstår helt roligt i sort fra top til tå. Men for store dele af koncerten bliver det alt, alt for meget som at sætte pladen på. Ja, det er nogle virkelig gode sange. Og ja, det er nogle gode, stærke produktioner. Men i solskinnet bliver det også lidt for chillet og roligt – og hvor tvillingerne ovenfor formåede – over tid – at starte en fest, virker Kwamie Liv til at tage en hel del af gassen af den potentielle energi-ballon.
Det lyder fint, Kwamie Liv synger som hun skal (igen kunne man næsten ønske sig, at der kom en fejl her og der), men bandet virker altså som en flok folk, der hver især har deres egen lille verden, og ikke er så interesserede i at spille sammen endsige komme for alvor ud over scenekanten. Sært ironisk bliver det, da solen åbenbart skinner for meget i én af laptop-drengens skærme, og man må ophænge noget tøj foran.
Tanker om, hvad der dog ville være tilbage, hvis teknikken smeltede ned, sneg sig ind – men heldigvis får vi ind under koncertens afslutning et tilfredsstillende svar på det spørgsmål; der spilles nemlig to numre, hvor det første består af guitarist, trommer og sang – og det sidste bare Liv alene med en guitar. Og her brændes der igennem. Her bliver det pludselig nærværende, og selv om Kwamie Liv tidligere har forsøgt at danse lidt performance ind i projektet, så er det først her, vi rent faktisk som publikum inviteres ind.
Tydelig bliver denne forskel også, da hittet ‘Lost in the Girl’ herefter afspilles – og magien forsvinder med introduktionen af bandet. Et så godt nummer bliver igen kedeligt, og afslutningsnummeret – som egentlig har potentiale til at være mere potent – lires lidt af. Og det virker faktisk som om, Kwamie Liv ikke kan komme hurtigt nok af scenen efter koncerten.
Igen var Kwamie Liv altså ret uforløst med noget fantastisk materiale. Jeg ville ønske, der var en mulighed for at opleve materialet i en enten ’Roadhouse’ eller ’The Lodge’ setting fra Twin Peaks. For materialet ER godt, og den stoiske tilgang har potentiale. Men i festival-konstellation bliver det nu for anden gang en flad oplevelse og dermed ikke opløftning fra SPOT-oplevelsen fra sidste år, selv om der var lyspunkter, der i glimt løftede det der op, hvor pladematerialet angiver, at det kunne være…
Sun Kil Moon ★★★★☆☆
Man behøver ikke at have læst ret mange anmeldelser af Sun Kil Moon – eller Mark Kozelek – før at man erfarer, at det er en humørsyg herre, der er tale om.
Og right as rain, så går han på og sætter straks dagsordenen med sin stenede tilgang til musikken (og verden?) ved at åbne med et cover; ‘Something Stupid’. Og for at det ikke skal være løgn, så dedikeres det til bokseren Brian Nielsen (siden hen dedikerer han også sange til Mohammed Ali, så det er vel en måde at gøre dét lokalt).
Nuvel. Frygten er stor for at Kozelek vil køre cover-stilen, men heldigvis løfter han allerede niveauet betragteligt med ’1936’, hvor indignationen skinner igennem og vidner om, at Sun Kil Moon virkelig har en stærk side i de sarkastiske og skarpskårne numre. Der bliver – måske på grund af solen – aldrig kigget op fra to fod foran Kozeleks fødder, men den introverte stil brænder igennem på en fredag eftermiddag på Heartland.
Kozelek når også at ironisere over sin let fedladne fremtoning og hvordan man ikke bør fotografere ham nedefra (hørte du den, Uffe Ellemann?), men det er all good and fun, da han fortsætter stærkt med ‘Richard Ramirez Died Today of Natural Causes’. Der er fuldfed lyd over showet, og selv om bassen tydeligvis ligger på backtrack, får guitarist, trommeslager og keyboardspiller virkelig leveret et fedt lydbillede.
Der grooves fedt, når det er nødvendigt, mens der holdes tilbage og spilles skomagerbas, når det lige er stilen. Bøvl i lyden kan dermed også henvises til effekter, da det flere gange opleves at Kozeleks vokal overstyrer, og det står lidt uklart hvor vidt det er med vilje eller ej.
Hele performancen er dog i den bedre ende af Sun Kil Moons. Den reciterende – til tider næsten rappende – stil fungerer fantastisk i solen og omgivelserne. Og selv om han ikke når op på det niveau, så er det ikke ulig Nick Cave, når Kozelek forelæser om verdens genvordigheder. ‘Gustavo’ leveres dermed til perfektion og uden at tårerne er i fare for at springe, er vi sikkert styrende imod en god koncertoplevelse.
Men det BLIVER aldrig snor-lige med Sun Kil Moon. ‘A Conversation on Justice’ bliver lige lang nok, men samtidig står det klart at Sun Kil Moon har mere interesse i at fortælle historier, end eksempelvis Kwamie Liv havde. Og som vi kommer længere ind i settet, så går gassen lidt af projektet; lidt for mange lange numre – som ‘Ghost for the Great Highways’ lever ikke nødvendigvis bare fordi Kozelek lægger guitarspor nr 2 live.
Men når alt kommer til alt så var der flere positive oplevelser end negative. Jeg har stadig til gode at opleve Sun Kil Moon “on fire”, men i dag var det tæt på at gå hele vejen…
Mikael Simpson ★★★★★☆
På en festival med to scener er der stor mulighed for at opleve mange kunstnere, og lidt som Sun Kil Moon kunne være havnet i lave karakterer – eller høje – så var min tilgang til Mikael Simpson lidt den samme: Ja, det kunne gå i selvfedmens retning – eller rent faktisk blive godt. Og på dagen blev det det sidste, der blev resultatet. Godt og vel.
Mikael Simpson har – som nævnt i foromtalen – et fint bagkatalog, og fik en spilletid i skumringen.
Men med et fedt, fedt band blev der valgt at dele sættet op i to afdelinger; et meget traditionelt koncert-afsnit med ret tydelige numre, klappepauser og tid til at lade gode numre som ‘Slår Skår’, ‘Er du kommet for at få noget’, ‘Narkokys’ og ‘Jeg kan se det’ leve deres liv.
Der er coolness, overskud og ro over leveringen, og det fornemmes, at på en anden dag kunne de dygtige musikere også have leveret en anden version af materialet. Om det er rigtigt, er ligegyldigt; pointen er, at det var en meget overlegen koncertlevering, uden at der gik blær i den. Herefter følger en lidt mindre interessant periode med ‘Knæk! Er du okay indeni’ og ‘Koldt’ (hvilket bare vil sige, at det var gode numre!) hvorefter de rigtig gode takter blev taget op og Mikael Simpson selv har forklaret at vi nu skal opleve noget mere flydende…
Det store nummer ‘Inden du falder i søvn’ leveres pumpet og potent (hvilket fungerer!) og følges op af ‘Du drømmer om et andet sted’ som sætter tonen for anden halvdel af koncerten og løfter den til noget andet, mere dansabelt, mere organisk end første.
Så mens solen går ned, leverer Mikael Simpson en fremragende koncert.
Flaming Lips ★★★★★☆
Inden Flaming Lips så jeg også Love Shop (se Instagram), men da det var en lidt følelsesladet oplevelse, som næppe er brugbar uden for meget små kredse, vil jeg hellere smide krudtet efter Flaming Lips. Dog vil jeg nævne, at både Love Shop og Mikael Simpson var ude efter Thomas Treo – det var i virkeligheden forfriskende!
Men… On to matters music.
Wow. Flaming Lips.
Hvor de leverede en noget tvivlsom performance (koncert dækker ikke for dette navn) på NorthSide, så var det the full monty her. Allerede inden koncertstart havde forsanger Wayne Coyne – camp as fuck, as usual – flere gange været inde at gejle publikum op – endda med konfetti-rør og beklædning, som ikke var gået i Midtjylland. Men allerede under åbningsnummeret ‘Race For the Prize’ og opfølgeren ‘Yoshimi Battles the Pink Robots pt. 1’ får vi fuld konfetti-kanon og balloner ud over publikum. Og kontakten er etableret.
Allerede inden første strofe ved vi, at dette er et show. Ikke NorthSides lidt distancerede afstand – men noget, hvor vi alle er med. Med syv musikere på scenen – og skiftende dukke-konstellationer til at bakke dem op – bliver det i den grad en koncert. Men også en performance. Og det er ikke blot musikere som fyld. De spiller fedt. Og der er ikke gravet i obskurt bagkatalog; det er en ’klassisk’ festivalkoncert i kraft af, at det er kendte numre hele vejen igennem – leveret både lydmæssigt og visuelt lækkert.
Da Bowie-coveret ‘Space Oddity’ leveres og Coyne tåger ud blandt publikum i en oppustelig boble, så er alt godt. Nærmest ekstatisk. Og ét eller andet sted ville det give mere mening at lave en billedkollage, end at søge at beskrive hvad en god Flaming Lips-koncert er, men selv da, vil det være en fattig substitut for virkeligheden.
Men vi blev båret, løftet og leget igennem fem kvarter plus det løse af en gennemført fantastisk festivalkoncert. Vi fik ‘Do You Realize?’ sent i sættet og selv om den synes en kliché, så var det i bund og grund bare en stor oplevelse.
Hvad kan Flaming Lips gøre bedre? Svært at sige, for alt gik bare perfekt på aftenen for bandet – og især forsangeren. Men måske er det bare mig, der er for meget fra Midtjylland til at bare acceptere, at man puster en oppustelig regnbue op over forsangeren, der så ubehjælpsomt spiller en pastiche over en guitarsolo. Men jeg bøvler stadig med at se…. Meningen.
Så fem stjerner for en oplevelse, jeg aldrig forventer at opleve igen.
Af Troels-Henrik Balslev Krag
