Hjortene og President Fetch har flået tøjet af hinanden, hoppet i kanen sammen og udsendt en split-LP, hvor de kæmper om at forføre hinanden med henholdsvis tons-tung stoner-rock og maveknurrende og rumlende tungrocks-punk. Heldigvis ender det hverken i afbrudt samleje eller flovhed over at se hinanden nøgne.
Det her er sweet, sweet lovemaking af den beskidte, energiske, ihærdige og mandige slags, og samtidig en musikalsk samarbejdsflirt, der giver rigtig god mening når man lytter udgivelsens to dele igennem. På A-siden boltrer Hjortene sig med at stange tunge stener-toner ud , mens President Fetch træder mere på speederen og knalder heavy-punk i underlivet på en, på B-siden.
Men afstanden mellem de to sider og bands er på denne split ikke større end, at dele-projektet giver rigtig fin mening, og de to sider både supplerer hinanden godt og også ligger i naturlig forlængelse af hinanden. Ja, sidste nummer fra Hjortene hedder endda “Tantra (To Be Continued)”, og kan sagtens anskues som en slags bro over til President Fetch’s side af sengen.
Ud over at udgivelsen således sagtens kan høres ud i et, og anskues som en slags fælles, samlet værk, så er de to bands bidrag og banehalvdele stadig skarpt nok kridtet op til, at ingen af dem mister personlighed eller individuel slagkraft.
Hjortene åbner med at sænke geviret, tune hele lortet så langt ned som man skulle tro var muligt og pløje skovbunden op med den tuuuuuunge “Mand I Sort”. Det BRUMMER og snurrer som en gammel traktor, men en driftsikker og kraftfuld en af slagsen, VROOOOOOOM. Du skal ikke drikke for meget kaffe inden du sætter det her på, især slutningen på det 6 minutter lange nummer, hvor tempoet sættes helt ned, river godt i dunken. Der er mere fart over feltet i den efterfølgende, rich fat cats kritiske “Cayman Islands”, hvor Hjortene borer hovene godt ned i underlaget og sprinter derudaf… så hurtigt som det nu går i stoner-rock. Samtidig har nummeret et lækkert selvsikkert “swag” og noget schwung i melodien, der gør den til en medrivende krops-rusker.
At Hjortene både er samfundskritiske, står ved deres meningers mod og ikke er betænkelige ved at smide svesken på disken, demonstrerer de i “Tantrum Sex”. I dette tilfælde er det dog ikke en sveske der ryger på en disk, men mere en…… bitter Ginger Ale serveret med en stor bratwurst? Nummeret handler i følge bandet selv kort og godt om en sort mand der møder Inger Støjberg og begynder at overveje scenarier og fantasier, som ikke involverer en kød-fri dag for Inger….
Efter den opstemte omgang stoner-punket støj-porn udsøger Hjortene sig et nyt offer, denne gang en ægte MILF (Musicians I’d Like to Fuck), og springer på Creedence Clearwater Revival, og giver klassikeren “Bad Moon Rising” en ordentlig, krads tur for lopper. Det fungerer overraskende godt og giver nummeret en helt ny og meget sammenbidt og bister attitude, så ingen grund til at hæve øjenbrynene over det lidt aparte valg.
Så er det President Fetch’s tur, efter den 1 ½ minutter lange outro/overgang “Tantra (To Be Continued)”, og de bruger ikke mange sekunder på at fumle med lynlås, knapper, livrem og seler, faktisk spanker og svirper de dig på herlig vis med de to sidstnævnte fra start med punk-fræseren “Like Alcohol”. Straks slog det mig, at et nyere band som skønne Night Fever vist skylder President Fetch, der kan fejre 30 års jubilæum næste år, en del. Deres energiske og melodisk fængende heavy punk ‘n roll er som snyt ud af næsen på President Fetch, i hvert fald som de præsenterer sig på denne udgivelse.
Det er punket, det er rocket, det er tungt og det er forbandet medrivende, på sådan en lidt primal og urinstinkt-aktiverende måde. “Like Alcohol” glider ubesværet ned, selvom det kradser og brænder, mens man får lyst til at smide noget tøj og bare gi’ fanden i det hele. Kan man danse til det? Ja.
Der følges op med “Leather Daddy”, hvor der er mere smæk med livremmen, i højt tempo og til en arrige punk-rockende rytme. Savl i mundvigen og en ryg som stribet flæsk, så blodet sprøjter – mens der råbe-synges om “politikkens indbyggede magt”. Nu skal magtstrukturerne satme have prygl! Der hugges videre med den snurrende og trampende “Polish Corridor”, der går lige i fødder og nakke, så man ender med at give sig selv piskesmæld og hævede ankler, men det er sgu prisen værd. På “SATM” går der struttin’ boogie-punk i den, så man må straffe fødder og nakke lidt mere og duck-walke rundt i stuen, Angus Young style, og ejer du ikke en lille kinky skoleuniform, så virker det til at det er helt OK at du gør det i ført dine tighty whitey’s.
Lige når man troede det ikke kunne blive bedre, så tager President Fetch det sidste stik hjem og rydder bordet med den forrygende “Where The Iron Is”. En beskidt, grumset og helt igennem medrivende og smittende sag, der rummer udgivelsens mest catchy omkvæd. Her kan man lige hurtigt rose Flemming Rasmussens glimrende produktion, der både giver numrene liv og gnist, samtidig med at det stadig er tilpas smudset og plettet, uden at det mudre til.
Så er der blot tilbage at køre svinet i garagen og samle kræfter til næste tur, det gør President Fetch med den tempo-huggende brummebasse “Deadheads”, der lige får pulsen op på max en sidste gang, ikke mindst i et flammende stykke med rock-guitar i nummerets sidste halvdel.
Det er sgu’ ikke så meget tilbage at tilføje. Denne split-udgivelse er et bevis på at du godt kan have din helt egen stemme, uden at sige noget decideret nyskabende, og tak for det – vi har brug for originaler som Hjortene og President Fetch til at råbe lidt op og skabe noget røre i andedammen.
Jeg føler mig misbrugt, på den helt rigtige måde.
Af Ken Damgaard Thomsen
