Fra Falster kommer Sorte Fugle, der har bedt os om at anmelde deres dansksprogede materiale lagt op på Karrierekanonens hjemmeside. Eftersom man må antage at der kan komme nye numre til, bliver det altså per dags dato – og alle tanker om format (EP, album, b-sider osv) går i sagens natur fløjten på denne form. Dermed bliver det en anmeldelse af en samling – for øvrigt fine – sange.
Og de ER fine. Selv om projektet bærer præg af netop at være en duo og indspilningskvaliteten til tider bliver lidt ramponeret, så er der tydeligvis noget på hjerte. Som titelsangen ”Sorte Fugle”, der både langer ud efter fascinationen af økonomisk succes og rovdrift på jordens resurser. Så Falster-folk handler altså om social lighed og at søge at undgå, at øen går under.
Lidt søgt men fint leveret – og når konklusionen, ”Sorte fugle / vil aldrig forandre sig / vil aldrig forandre sig” toner ud, så er budskabet i hvert fald leveret. Fremførelsen er egentlig også fin, og en for ‘tyk’ eller ‘pæn’ produktion ville også være at skyde ved siden af målet. Så når der kigger en forsigtig mundharpe frem på ”Midsommer”, så bliver det både en smule for underspillet – men gør også, at man får fornemmelse for projektet og at teksten nok også er det centrale. Og teksterne kan både i lyrik og fremførsel minde lidt om Peter Sommer – når han altså ikke fortaber sig i produktioner. Altså en vis tilbagelænethed, men også sarkastiske stikpiller her og der.
Måske er det falstringernes generelle situation, der gør at der er en vis apati at spore i flere numre (se for øvrigt citatet ovenfor). Men især i den tunge blues’ede ”Der er så meget”, bliver håbet måske ikke skudt ned, men omkvædet går ”Nu kan vi drage den konklusion / at livet i sig selv / gør det svært at være mennesker for hinanden / Der er så meget / så meget vi ikke må”. Ingen svar. Bare en sarkastisk kommentar.
Der er en kvalitet i det hele, og duoen Flemming Walther-Andersen og Dennis Bengtson virker i hvert fald til at have noget på hjertet – og det mærkes i den Sommer’ske levering, hvor der er dyb forankring i hjemstavnen (som i for eksempel Sommer’s ‘8660’), men også en fandenivoldskhed, der måske ‘bare’ er dansk – måske et produkt af at have sit ophav i én af Danmarks fattigste egne?
Så når ”Illusioner” vugger derudaf med tunge fjerdedele i bassen og en noget ‘dump’ trommelyd, så fungerer det fint og foden vipper med. Og når ”Nyt liv” kører på i amerikansk tung-blues stil, så vækker det én eller anden form for genkendelighed, når temaet om at det egentlig ikke er særlig fedt på Falster (eller hvor man nu måtte komme fra?) – men det ER nu én gang hjem.
Som blues-udgivelse (hvis vi kigger på samtlige numre som en form for ‘udgivelse’), bliver det ret ugenialt. Men teksterne og konteksten gør, at der faktisk er noget at komme efter hos Sorte Fugle. Det er samfundskritik og som den slags har for vane, er det ikke svar der tilbydes.
Lydmæssigt er der et paradoks i, at hvis det blev meget mere poleret, ville det derigennem blive uinteressant. Men samtidig er den heller ikke ramt helt rent i forhold til det udtryk, teksterne og konteksten lægger op til. Så fordi det er godt, men også kunne være løftet med lidt mere frækhed og spændstighed i musikken, havner vi på fire stjerner.
For bag de sarkastiske tekster ligger også fine melodier og fortællelyst.
Af Troels-Henrik Balslev Krag
Besøg Sorte Fugle på facebook
