Vi pakker Troels-Henrik sammen og sender ham til Sydfyn. Ikke som led i en stalinistisk udrensning, men fordi der er dukket en ny spiller op på det danske festivalmarked: Heartland Festival. Troels-Henrik har tjekket den musikalske side af sagen ud på forhånd.
Der har på Fyn været lidt et ’hul’ i de større festivaler siden man i 2004 lagde Midtfyns Festival ned og man i 2015 lancerede succesen Tinderbox Festival. Ind på scenen træder i år så Heartland Festival, der tilsyneladende vil udfordre Smukfest om at lave Danmarks smukkeste festival. I hvert fald er ét af salgspunkterne for Heartland, at festivalen afholdes ved Egeskov Slot i naturskønne, historiske og måske endda romantiske omgivelser.
At dømme ud fra musik-lineup’et og festivalkonceptet, er det også det mere mondæne publikum, der er i kikkerten. Heartland er andet end ’bare’ musik, da man også har en række ’talks’ som er modererede oplæg med meningsdannere og kunstnere, og der er også et par kunstprojekter repræsenteret med bl.a. Brian Eno.
Her vil jeg dog fokusere på musikprogrammet, der over de to dage må siges at være forholdsvis bredt og ganske interessant.
Fredag d.10. juni
Fredag byder på en interessant blanding af pop og det mere eksperimenterende – og vel egentlig noget imellem. Australske Pierce Brothers, der lægger for kl. 15 på Highland Stage spiller folk med fire slag i gulvet, og er et ganske festivaldrevent band med de to bandmedlemmer der kaster sig ud i forskellige instrumenter og nok – det tidlige spilletidspunkt til trods – skal få stampet en stemning i gang i bedste Mumford & Sons-stil. Interessant skal det i hvert fald nok blive at se, hvor vidt de på dette tidlige tidspunkt kan henføre publikum til De Fynske Alper.
Kl. 16 er det danske Kwamie Liv, der vil soule sig igennem eftermiddagen på Lowland Stage. Talentet er helt, helt åbenlyst, men jeg har desværre en dårlig SPOT-festival-oplevelse i erindring, hvor der blev optrådt med laptop og minus udstråling – det hele var for pænt, poleret og svært at mærke – de fine sange til trods. Forhåbningen er, at der til et festival set-up vil være lidt mere energi ud over scenekanten – og måske endda et band? Det bliver aldrig rock, men materialet er så godt, at det får et skud mere!
Kl. 18 får vi så et skud Mark Kozelek, der kigger forbi Lowland Stage med Sun Kil Moon. Igen har jeg en lidt lunken koncert fra Atlas i erindring – men man ved også, at med Sun Kil Moon er der ingen mellemvare – det bliver enten helt sublimt eller virkelig fesent – alt efter Kozeleks humør på dagen. Det er stærke sange med bid og op til flere murder ballads, og med et imponerende bagkatalog og gode omgivelser skulle potentialet være der til en meget speciel oplevelse…
19:30 vil Mikael Simpson gå på Highland scenen og selv om han kan være ganske utålelig som radiovært, er han bestemt ikke nogen ueffen (live)musiker – så igen; hvis humøret er der på dagen, kan det blive en stærk oplevelse. Der er både pop, kunst og sarkasme på spil i tekstuniverset og igen et udmærket bagkatalog at plukke sange fra.
Stadig på Highland går Love Shop på kl. 22.00.Jeg har ikke set bandet siden de var tre (!), så det bliver interessant at se, hvordan veteranen i front leverer. Der plejer i hvert fald at være gode musikere med omkring ham og materialet er bund-solidt (gad vide hvem, Kræmmersjæl skal dedikeres til denne gang? De står jo i kø…)
Og når vi så når til 23.15, åbner Lowland scenen for The Flaming Lips. Det må siges at være en virkelig, virkelig fin booking, og selv om der blev til en lidt flad omgang, da de gæstede NorthSide, så virker det til at være et band, der i den grad kan tænde på de lidt utraditionelle rammer i slotshaven.
Wayne Coyne er i hvert fald altid en oplevelse på godt og ondt – og med den wacko tilgang bandet har til verden og kunst (de lod sig endda indfange af von Hornsleth!), passer de sammen med Sun Kil Moon perfekt ind i en festival, der tydeligvis vil sætte fokus på kunsten.
Dermed bliver fredagen domineret af navne, der tidligere kan siges at have underpræsteret i og omkring Århus – men som har høj kvalitet og alle fortjener en chance mere. Ud over de nævnte navne, spiller særdeles hypede Chinah og Michael Kiwanuka også, men da de ikke rigtigt falder under GFRs primære fokus, vil jeg ikke sætte yderligere ord på.
Lørdag d. 11/6
Lørdagen lægger (for mit vedkommende) ud med islandske Ásgeir på Lowland og de, der har boogiet igennem til Mark Ronsons DJ-set natten før, vil sikkert sætte stor pris på de mere drømmende, norrøne toner. Island har længe været en musikalsk supermagt (findes der monstro stadig folk i Island, der ikke enten er musiker, fod- eller håndboldspiller – eller en kombination?), men Ásgeir har om nogen været eksponent for en mere mainstreamet tone – og det til trods for at han ofte vælger at synge på sit modersmål. Det virker i hvert fald til at være en god åbningsbooking på en andendag for en todages festival.
Og som opfølgning kl. 16 følger Thomas Dybdahl, som jeg tidligere har været til decideret rørende koncerter med – men nok kan frygte er blevet lidt for magelig til at for alvor at brænde igennem. Vi får se. Der slås i hvert fald i den grad en norrøn tone an og med både stærke melodier og stærke evner på guitaren og i kompositionerne er potentialet til at nordmanden viser at erfaring ikke nødvendigvis er lig med at man mister gnisten.
Kl 17.15 træder Low ud på Highland scenen, og med deres sarte indie kan det meget vel gå hen og blive én af de helt store oplevelser. Jeg overså fuldstændig Ones and Sixes, som – hvis jeg havde fanget det – ville have toppet min liste over bedste udenlandske udgivelser fra sidste år. Ikke for det; der er også et stærkt bagkatalog og tydeligvis evner i bandet. Det bliver spændende at se om sart musik gør sig på festival – eller om Heartland formår at skabe den stemning, jeg vil vurdere at flere at bookingerne har som forudsætning for at levere.
18.30 må vi tilbage til Lowland, hvor Mercury Rev går på. Bandet havde sin storhed i 90erne og som flere af fredags-bandsene har jeg en lidt skidt koncertoplevelse med i kufferten efter at have oplevet dem på Train for efterhånden mange år siden: En alt for toppet lyd kombineret med et unødvendigt højt lydtryk ødelagde deres ellers fine sange.
Da Heartland er open air sker dette næppe igen – og selv om Mercury Rev må siges at være lidt et blast from the past, så passer det underligt fint ind med The Flaming Lips fra fredag; de var (rigtig) store nogenlunde samtidig. Hvor vidt Mercury Rev så holder så længe efter, må tiden vise. Men lur mig om ikke, de skal tage stik på Godess on a Highway?
22.15 hopper vi tilbage i det norrøne hjørne på Highland, hvor Susanne Sundfør vil søge at forføre os med sin pop. Det bliver lidt et intermezzo, men SS skal dog i den grad anerkendes for en god stemme – og når der også svinges forbi Kwamie Liv fredag, kan man vel også tage lidt norsk pop lørdag…
På Lowland ruller det mere poppede Midlands-mørke ind kl. 23.30, hvor Editors kigger forbi. Sidst jeg så dette fremragende band, var netop på Smukfest, hvor de havde fået en utaknemmelig spilletid og vi dermed ikke har været stort flere en 50-100 publikummer.Igen vil folk på min alder nikke særdeles anerkendende til The Back Room og måske især An End Has A Start – men gassen gik nok lidt af ballonen for bandet, og selv om forsøgene på at genopfinde sig selv på de tre senere plader har i hvert fald ikke nået de samme højder. Spændende skal det blive at se, hvordan man skærer en festivalkoncert på den baggrund…
Helt perfekt lukker Heartland så ned med en stor dansefest på Highland, hvor WhoMadeWho spiller op til dans kl. 01.00. Altid garant for en fest – og med internationalt gennembrud både det ene og det andet sted på kloden – er det nok virkelig godt set af bookerne. Jeg håber, i hvert fald personligt, at de gamle knæ holder til det hele!
I blandt navnene lørdag var også Blaue Blume, Låpsley, Seinabo Sey og Anne Linnet. Man kan jo ikke det hele…
Generelt virker det til, at Heartland, til trods for at dette er første gang festivalen løber af stablen, virkelig har gennemtænkt programmet og ikke bare kastet en håndfuld kunstnere sammen i mere eller mindre tilfældig rækkefølge. Noget er (måske) lidt højpandet kunstnerisk, noget a blast from the past – mens der synes at være tænkt i at slå en norrøn tone an især lørdag.
Med et par efterhånden etablerede ’nye’ navne bliver det heller ikke alt for veletableret det hele, og der er masser at glæde sig til for publikum – næsten uanset hvilken genre, man er til.
Selvfølgelig forpligter jeg mig til at påpege, at der ikke som sådan er et rock-rocknavn, men det ville have mere kikset end kønt, hvis man havde kastet D.A.D eller lignende ind i ligningen. Det har næppe været på bordet – og tak for det!
Af sted til det fynske – lad os håbe, at Live Nation, som står bag arrangementet, sætter erfaringen i spil, så alt fungerer som det skal og vi bare kan nyde den fine buket af kunstnere (af den ene og anden type), der er på programmet!
Af Troels-Henrik Balslev Krag
