I September 2015 udkom De Underjordiskes dansksprogede debutalbum Ind i Flammerne, og både før og efter har de været et eftertragtet orkester på den danske musikscene. Sidste år spillede de 5 psych-inspirerede atmosfære-rockere på Roskilde Festivals Rising Scene, og imponerede mange.
I fredags havde København – nærmere sagt Pumpehuset – fornøjelsen af De Underjordiske, og det viste sig at blive endnu en musikalsk live-succes til samlingen.
Der er godt proppet på rygeraltanen, da jeg ankommer til Pumpehuset lidt i 9. Jeg får tyllet en fadøl, og herefter er det bare med at komme hastigt op til scenen, for at sikre mig min obligatoriske plads i venstre hjørne.
Opvarmningsbandet Holy Motors er draget hele vejen fra Estland, for at byde os på en solid omgang obskur, kraftfuld, psych-melankoli. Bandet består af to guitarister, en trommeslager og en kvindelig forsanger. Ingen bas, men ved du hvad? Det gør slet ingenting!
Lyden er støvet, røget og tung, og formen er langsom, men stemningsfuld, og kan til tider minde om The Raveonettes. Kontakten med publikum er ikke-eksisterende, og bandet virker til tider monotone og introverte, men alligevel er der en vis catchy tone, og mine fødder trommer roligt i takt med stortrommen.
Akten ender ud i en støj-eskalering – dog behersket og kontrolleret, og outroen er fuldstændig vanvittig kræs for øregangene. Dog en anelse kort – ærligt talt kunne de godt have trukket den liiiidt længere.
De Underjordiske ★★★★★☆
Herefter ændrer vi heftigt tempo, for hovednavnet De Underjordiske kommer på scenen. Trommerne er blevet rykket over i højre side, så der er plads til de 4 resterende medlemmer, og perfekt udsyn til de lysprojektioner, som lyskunstneren Jacob Kvist har stået for.
En kæmpemæssig applaus møder bandet, og en gnistrende baggrund vækkes til live, da de spiller første nummer ’Ind I Flammerne’. De energiske, hoppende publikummer er ellevilde, og jeg er allerede overbevist om, at dette kun kan blive en positiv oplevelse. Dog mangler jeg en anelse mere indlevelse fra forsanger Peter Kures side, da vokalen ikke trænger helt igennem – men det skal vise at ændre sig fuldkomment senere.
Andet nummer får tilknyttet et blinkende, stjernebefængt lystæppe, da ’Under Skyggernes Kniv’ bliver spillet, og en rytmisk foroverbøjet Peter Kure er kommet i stemning, og overdøver nu faktisk guitaren. Herefter får vi kastet det ene hitnummer i hovedet efter det andet, og specielt ’Vi Kommer Nu’ er forrygende udført. Den rungende bas, den atmosfæriske stemning, og publikum der svajende lukker øjnene i ren nydelse, er opskriften på en helt særlig følelse, som kun De Underjordiske kan frembringe. Ja, så blev det sgu lunt i salen!
Og og og – hvad sker der så? Den skulle jo komme – ’De Vilde Kaniner’-coveret (Gnags), får samtlige personer i Pumpehuset i bevægelse, og jeg spejder rundt i salen for at prøve at finde bare én der ikke synger med – umuligt. En sand psykedelisk fornøjelse. Åh, og herefter spilles ’Hvis Du Forstod’, og da ordene :”Hvis jeg forstod dig, ville du følge mig overalt?” forlader Peter Kures læber, udbryder jeg JA! For hvem vil ikke følge denne flotte, flotte mand overalt?
Vi får også et nyt nummer med på vejen, og et væld af guitarer, betagende opbygninger, røg og strobelys får mine læber til at dirre, og mine øjne er magnetisk fokuseret på scenen. Afslutningsnummeret ’Trold’ er badet i blodrødt lys, og alt i ens krop brænder, runger og vibrerer. Vokalen er uovervindelig, og en kollektiv headbanging udbreder sig hos publikum. Føj for en rar følelse jeg har i kroppen – jeg føler mig let og tung på samme tid. Støjende, epileptisk og piftende udgang – men De Underjordiske stopper ikke her. De overgiver sig, og kommer to mand tilbage, efter at have fået ’ekstranummer’ råbt efter sig i utallige afskygninger.
Der går lidt for lang tid inden, de kommer i gang og en dude råber ’come ooooon’, og hele salen emmer af lavmælt mumlen – super ærgerligt, men så sker der endelig noget. ’Vi spiller den nok for sidste gang’ bliver der sagt, og herefter er bare vokal og guitar til stede, men hold nu op hvor er det en smuk oplevelse. Her kan Peter Kure virkelig udfolde sig, og han leverer et sublimt stykke vokal.
Resten af bandet kommer tilbage på scenen og et simpelt ’Tak for i aften’ efterfulgt af nummeret ’Med Næb Og Kløer’ udgør den grande finale. Med en sindssyg opbygning, der når et klimaks, der får mine ører til at værke, bliver mit hoved af en magisk kraft tvunget nedad, og det føles helt naturligt at lukke øjnene. Døsig, svimmel og tilfreds efterlader jeg Pumpehuset, og efterlader 5 stjerner til De Underjordiske.
Ord og billeder af Stefanie Sloth Hansen
