Troels Joergensen & the Reasons to Live leverer på My Mind fine singer/songwriter-sange, som uden at gøre megen væsen af sig skaber en stemning, der giver lyst til lige at tage en lytning mere.
Det er svært ikke at sende tankerne i retning af Neil Youngs mere stille, akustiske numre, når numrene på My Mind spiller. Både instrumenteringen – akustisk guitar og yderst kontrollerede distorition-guitarer, lækre orgler og strygersektioner spiller. Men også både i stemmeføring og tekster går tankerne i den retning. Det er, med andre ord, meget fint.
På pladens åbnings- og titelnummer, ‘My Mind’, falder vi dog næsten i en John Denver-agtig naivisme, men hvor det kunne være en frygt at det tager overhånd, så fortsætter resten af pladen stille og roligt i den mere Young’ske æstetik. For øvrigt komplet med slidende guitarer som eksempelvis i ‘Shine’…
Det er som nævnt nogle ganske stille numre. Og det er egentlig heller ikke fordi de er smækfyldte med sprogblomster eller metaforer, af og til måtte jeg tage mig selv i at tænke; ‘kan man virkelig sige det på engelsk’. Men ved nærmere granskning er der ingen fejl. All right. Helt blottet for metaforer er det selvfølgelig ikke – eksempelvis handler ‘Hollywood Ghost’ jo nok ikke om spøgelser, der er næppe hul i sangerens arm (‘Hole in my arm’) eller han har magisk evne til at græde sten-tårer (‘My Mind’).
Men pointen er nok også, at det er nogle fine, ærlige små sange. Og de leveres altså med en virkelig fin stemme og et fint, nedbarberet akkompagnement.
Måske er det bare mig, der er grådig, men dermed mangler jeg også noget, hvor det kunne blive lidt farligt og vedkommende. Men på en søndag morgen fungerer det glimrende – og det er musik med så gode melodier og så gennemtænkt æstetik, at de ville passe ind i mange caféstemninger.
Der er løbende leget med effekter til både sange og guitar, og netop disse små, fine variationer gør at vi ikke bare havner i ti gode, melodiske numre, men at der også bliver lidt detaljer at gå på opdagelse i; tydeligst på ‘Follow You’, hvor der er leget med baglæns loops, og den afsindigt pop-melodiske ‘Over the Ocean’, hvor der spilles baslignende figurer på guitaren med masser af effekt.
Da pladens slutnummer, det fine stryger-hjulpne ‘Don’t You Worry’, toner ud, sidder jeg med lysten til at starte pladen forfra. Problemet er blot, at når jeg gør det, begynder teksternes ærlighed at blive lige direkte nok. Der virker til at være en ret direkte mening med det hele – og det er i grunden lidt ærgerligt, når der er tale om en plade inden for singer/songwriter-genren, hvor teksten bliver ret central.
Det er for så vidt en plade, jeg sagtens kunne finde på at finde frem igen – men i al sin enkelhed bliver den måske netop lige stille nok. Og gad vide, om jeg ikke havde en Neil Young-plade jeg i så fald hellere ville hive frem?
Det er selvfølgelig unfair at drage disse sammenligninger – og som nævnt ovenfor, vil jeg gerne gå på en café, hvor My Mind spillede i baggrunden.
For det er hyggeligt, intimt og godt spillet og sunget.
Af Troels-Henrik Balslev Krag
Besøg TJ + band på facebook
