Home Seneste April 2016 - Nyheder Anbefalinger til Off Spot 2016

Anbefalinger til Off Spot 2016

3026
0

Det er ikke kun i officielt Spot regi (anbefalinger HER), du kan opleve musik i bunkevis i Aarhus de kommende dage. For det første er der en hel del dayparties, hvor forskellige selskaber præsenterer deres kunstnere, og så er der såmænd også et heldags-arrangement lørdag med titlen Off Spot på Vestergade 58 – og her kan du også få god valuta for spareskillingerne, hvis du ikke lige vil investere i en Spot-billet. 

80 kr kan du slippe afsted med at hive op af lommen for en hel lørdag med musik på to scener til Off Spot-arrangementet på Vestergade 58, og muligheden for at opleve hele 29 navne. Det er vist hvad man på amerikansk ville kalde “bang for the buck”. Faktisk rigtig meget bang, for der er mange dygtige bands i mellem, som måske lige så vel kunne have fundet vej op på den “rigtige” festival.

Konceptet er lidt lig det der foregår på selve Spot, hvor de optrædende leverer 30 minutters showcase-koncerter – og på Vestergade 58 er der endda dømt ren rockfest. Så ren, at Rolf virker dopet i forhold til. Og pudsigt nok, med vores navn i mente, så har vi anmeldt rigtig mange af dem. Lad os tage en lille anbefalingsrunde (og gå i øvrigt selv yderligere på opdagelse, der er link til eventen HER).

Det starter allerede ved frokosttid, så nup en øl, og slå ørerne ud til Smiling Chairs (kl. 12.00), Deadnate (kl. 12.30), Melusive (kl. 13.00), DW Celebration (kl. 13.30) og Margrethe Tang (kl. 14.00). Ingen af dem kender jeg noget videre til, men hvis du alligevel er på opdagelse, hvorfor så ikke få det hele med? Kl. 14.30 dukker første GFR-kending op, i form af hårdrockerne Dear Delusion. Deres debutalbum gæsteanmeldte en lidt mellemfornøjet Mikkel tilbage i 2013 (anmeldelse HER), men siden er der løbet vand under broen og bandet har fået positive ord med på vejen for deres andet, nyligt udgivede album.

Så spiller Johann kl. 15.00, som jeg heller ikke kender, men til gengæld har jeg lagt ører til hardcore-tumlingene Torment‘s seneste EP, som jeg faktisk var så tilfreds med, at jeg sendte 5 stjerner efter den og inkluderede den på min liste over favorit-EP’er fra 2015. Det er hardcore man kan råbe med på, og sikkert også få sig en god lille slam-dance til. Kl. 16.00 kan du så få pulsen lidt ned, og nyde lidt velspillet americana, her spiller Dirty Old Town nemlig. Jeg anmeldte albummet Beauty and Truth i efteråret, og roste blandt andet det gode håndværk.

Kl. 16.30 kan du fortsætte i den danske americana med Select Captain, anmeldt et par gange her på siden, senest af Thomas, som uddelte 4 stjerner til EP’en Pure Neon for et års tid siden. Den EP fulgte op på albummet The Fear and the Lights, som jeg selv anmeldte i 2014, hvor jeg skrev at det “både sangskrivningsmæssigt og musikalsk gennemført godt håndværk og jeg har også fornemmelsen af at Gaarskjær er personligt tilstede i musikken og lyrikken, altså at der er noget på spil”.

Kl. 17.00 bliver der skruet op for volumen igen med de nordjyske hårdrockere i Monkey Okay, sørme også et band jeg har anmeldt! Jeg sammenlignede blandt andet bandet med Alice In Chains og D:A:D og kastede 4 stjerner efter det selvbetitlede debutalbum. De næste navne er Grønlund (17.30) Reapers New Rumour (18.00) og Pångk (kl. 18.30), mens der igen er en kending på programmet kl. 19, i form af de lokale knallertbøller i TurboChild – de spillede på Spot sidste år, og leverede en rigtig fin showcase på HeadQuarters, og senest hørte jeg bandet i marts på Radar, hvor de også var i fin rockform sammen med Förtrëss.

Kl. 19.30 er der mudret rock fra Silkeborg med Capacity, som Ken anmeldte sidste år – anmeldelse HER, mens også Franklin Zoo har været i Kens anmelderkløer i flere omgange, blandt andet for det grunge-rockende debutalbum, Untamed, tilbage fra 2013, mens bandets seneste EP fik en lidt hårdere medfart af Thomas, da han anmeldte i maj sidste år – bandet er dog ubetinget dygtige til det, de gør, nemlig at spille tung, grunget rock med en stærk vokal.

Rolled Up Sleeves spiller 20.30, og efter dem, kl. 21.00, står den fandenivoldsk rock med Captain Casanova, som jeg tidligere har oplevet give den virkelig god gas live – og som jeg lavede dette lille interview med for halvandet år siden. Kl. 21.30 er der igen grungede toner, endda en slags grunge-revival, på programmet i form af Via Mala, som Thomas hev 5 stjerner frem til for deres debut-EP for et års tid siden.

Samme Thomas har tidligere anmeldt Federal Unicorn, som spiller kl. 22, men det er nu Ken som senest har lyttet en af bandets udgivelser igennem, da han anmeldte deres nye EP, Substances, tidligere i denne måned – dengang skrev han, efter sammenligning med 90’ernes grunge-scene: ” (…)det lægger måske lige så meget en dæmper på det samlede indtryk, at jeg ikke er helt blæst bagover eller tager en overdosis af Substances. Men det er velspillet, stilbevidst, godt skruet sammen og en lækker lille pille til dem der ikke kan få nok af disse 90’er drugs”.

Også I Said I Love har fået spalteplads her på siden, da jeg anmeldte de 4 unge Herning-gutters demo sidste år – overbevisende southern-blues-rock spillede de dengang, men måske der er arbejdet med udtrykket siden? De spiller kl. 22.30. Og lige efter dem, kl. 23.00, spiller The White Dominos, andet band på dagen, som figurerede på min årsliste over bedste EP’er sidste år. On To Something var nemlig lige sådan en rock-vitaminpille jeg havde brug for i oktober sidste år, hvor jeg skrev: “man må overgive sig til The White Dominos’ evne til at skrive fængende rocksange og udføre dem uden det kammer over i kliché eller kommer til at lyde som forbillederne, som formentlig er at finde blandt slut-60’erne og 70’ernes store rockbands” – resten af anmeldelsen kan læses HER.

Så er klokken da ved at være mange, hva’? Men vi er ikke færdige endnu! Kl. 23.30 spiller Daycare For Jedi – dem anmeldte Troels-Henrik for deres Worst Things First EP i efteråret, som fik ros for sin overlegne og velspillede pop-punk – anmeldelse HER. Kl. midnat er det Kens nemesisser i Dance With Dirt (de besejrede ham med deres seneste album og fravristede ham 5 stjerner), der spiller, nu i mere moden og poppet version end da han anmeldte dem første gang i 2013.

Vi fortsætter i fin stil ind i natten med først Fobius (storladen og melodisk heavy anmeldt af Ken HER) kl. 00.30, inden den kl. 01.00 står på nærmest-supergruppen Superloader, som dog måtte nøjes med 3 stjerner for deres, ifølge Ken, lidt for lige-ud-af-landevejen-rock, tilbage i januar for albummet Travel in Time. Også Shocking White hapsede en 3-stjerner sidste år, da jeg anmeldte albummet Reptilize You, hvor jeg ind i mellem syntes støjrocken gik lidt for meget i selvsving – men det kan jo godt være en god ting live, tror jeg? De spiller kl. 01.30. Som rosinen i pølseenden får du Kings in Exile, som ofte har været nævnt i koncertanbefalinger, men som vi endnu ikke har fået anmeldt. Men de spiller rock!

Der er kort og godt god valuta for pengene, så hvis du bare gerne vil have rusket rockgarnet igennem, så er der god grund til at søge ned i Vestergade på NyV58. Ellers, så tjek de forskellige dayparties ud som forskellige promo- og pladeselskaber og festivaler stabler på benene – blandt andet har Uhørt et gratis Dayparty på Fidel’s lørdag fra kl. 12.30 med blandt andre Shy Shy Shy, møl og Deadpan Interference, og så er der også gratis Spot arrangementer på blandt andet Dokk1, Godsbanen og HeadQuarters.

Af Jonas Strandholdt Bach

 

 

Previous articleTindersticks, Voxhall, 27/4 – 2016 ★★★★★★
Next articleSturgill Simpson – In Bloom – 29/4 – 2016

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.