Sidst vi hørte fra Lady-Like var på en selvbetitlet EP for 2 år siden – dengang var Ken begejstret for bandets rock’n roll udladninger. Der er fortsat grund til at være overvejende begejstret når man lytter til bandet nyeste EP, What’s Not to Like, ud over at bandet er gået på pause.
Nå ja, okay, Lady-Like genopfinder fortsat ikke rock-genren, og der er måske en smule mindre fandenivoldskhed at spore her end på seneste udladning, men bandet har stadig godt fat i rocken. Der er fart over feltet fra start på ‘King With No Crown’, hvor guitarerne får lov at hyle og hvine, og især starten og slutningen rock-rykker godt. Guitar-riffs er noget af det Lady-Like har virkelig godt styr på at skrue sammen, og bandets stil er ikke specielt lady-like, den er nærmere rimelig manly, hivs man skal blive i den slags kønsstereotyper – som vi heldigvis kan bryde lidt ned ved at hive Velvet Volume ind som et band man kunne sammenligne stilmæssigt med.
Fede riffs er der også til overflod på den mere sejt svingende ‘St. Petersburg’, som jeg synes er EP’ens bedste nummer – let sumpet og slæbende, med god tyngde, og guitarspillet er en nydelse i sig selv. Samtidig holder bandet sig også fra fristelsen til at at blæse tempoet op og hamre afsted, og den selvkontrol betaler sig. Det er ikke fordi, der mangler intensitet, og trommer og guitar slippes da også fri til et heftigt solostykke mod slutningen, men det virker mere som velfortjent payoff end manglende disciplin, for bandet når også kortvarigt tilbage til grundrytmen.
Mindre overbevist er jeg af den mere sleazy-rockende ‘Same Old Story’, som følger. Den lider som sådan ikke af problemer på håndværksfronten, men den virker bare temmelig generisk og en kende kedeligt klichéfuld. Lidt mere kant og karakter er der over ‘Forgive and Forget’, der indledningsvis også er relativt nedtonet, mens der skrues op for guitaren og trommerne henad vejen, og vokalen udkrænger en klassisk rocksmerte – den, der er forårsaget af at blive forladt. Den mere bluesede tilgang klæder egentlig også Lady-Like’s lyd, men det er alligevel som om de ikke helt går planken ud og gør det sumpet nok, synes jeg. Det er næsten som om, den er for let overstået, den smerte, selv om nummeret faktisk når op på næsten 6 minutters spilletid.
For Lady-Like skal videre, og det kommer vi med afslutningsnummeret ‘Punx’, hvor gashåndtaget trykkes i bund igen, og guitarerne fræser ud over markerne som forårskåde køer, der slippes på græs. Her er vi igen i klassisk flabet bøllerock-land, hvor der syngeråbes om kokain og damer, og den slags kan Lady-Like bestemt på fingerspidserne. Men det er måske i de andre retninger, bandet kunne skubbe lidt mere til deres egne grænser – på ‘St. Petersburg’ lykkes det til fulde, mens ‘Forgive and Forget’ viser at der sagtens kan videreudvikles på nogle af de ideer, der stikker lidt udenfor den tempofyldte riff-rock skabelon. Hvis bandet altså beslutter at træde sammen igen og fortsætte ud af den nuværende dvale. Og det vil da egentlig være ærgerligt hvis de ikke gør, for håndværket er mere end i orden og der er altså en rigtig god sans for skarpe rockriffs her, og et videreudviklingspotentiale, som kan bringe Lady-Like langt.
Vi lander på 4 store stjerner til What’s Not to Like – du kan følge Lady-Like på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
