Rising genopstår med album nummer 3 ved at kredse om døden i deres tekster, musikken er der godt med liv i, især en fremragende vokal, men Oceans Into Their Graves er tæt ved at drukne sig selv i lidt for monoton buldren.
Jeg havde glæden af at opleve Rising til Copenhell Freezes over og gav fire store stjerner til det yderst kontrollerede band. Derfor har jeg også glædet mig til at høre, hvordan dette yderst cool band mon ville få denne coolness, det nærmest telepatiske sammenspil og den overlegne kontrol ned på plade.
Resultatet er godt. Som genrerne har udviklet sig, så vil man måske kalde Rising mere hard rock end metal, men der er nu gode, metal-elementer her og der – og hvad er genrer i virkeligheden, når alt kommer til alt? Mest fremragende er vokalen, der er potent, egal og aldrig forfalder til Maidensk højtonalt pres.
Den øvrige lyd er bund-tung og riff/groove-baseret. Overraskende nok er vi langt fra moderne metals komprimerede lyd. Der er tale om en mere ‘åben’ klang, som dermed giver lidt mere luft, men også – i modsætning til live – til tider giver et lidt mere rodet lydbillede. Selv guitarsoloerne kan af og til næsten komme til kort, når bunden buldrer derudaf – og selv om det måske for nogen vil lyde fejlagtigt, så er det helt fint at der ikke går for meget fræser-solo i den.
Numrene er egentlig ret usofistikeret opbygget: Flere af dem er skåret over en skabelon, hvor der i vers enten pumpes hurtige ottende- eller sekstendedele – eller høvles et riff – mens omkvædene så ‘breder melodien ud’ i en form for omkvæds-release. Mest tydeligt er det på åbneren ‘All Dirt’ og nummeret ‘Blood Moon’ – men egentlig en skabelon, der med mere eller mindre vold kan beskrive det meste af pladen. Og det er på én side lidt ærgerligt og forudsigeligt – men på den anden også en styrke, da det er en vel testet opskrift. Og der er godt fokus på den gode melodi – især i vokalen.
Flere steder får jeg associationer til især de senere album af pre-emorockerne i Life of Agony – måske mest fordi lead-vokalen er sammenlignelig – men Rising er som nævnt meget mindre ‘stramt’ i deres lydbillede – og meget mere glade for ottendedele og bund. Og da den sammenligning dukkede op, kunne jeg ikke lade være at tænke, at det var lidt ærgerligt; simpelt hen fordi Rising med dette lyd-valg havner i en vis monotoni over de ti numre, Oceans Into Their Graves tæller.
‘Killers of the mind’ med sit ballade-præg og afslutningen – ‘The Night’ – bliver dermed med sin nærmest skamløse melodi-figur i guitarerne og Alice in Chains-agtige kor en kærkommen variation fra den noget buldrende oplevelse, de ellers udmærkede otte øvrige numre har været.
Det er for øvrigt ikke den eneste gang, at tankerne på koret let kan henledes på Alice in Chains – Også i ‘Death of a giant’ er der brugt den lidt kradse harmonisering, vi kender fra AIC i c-stykket. Og på den måde virker det til, at Rising har plukket lidt god inspiration for forskellige steder – og søgt at binde det sammen med hvad der på den ene side er energisk spillestil – men også bliver lidt monotont, når ottende- og sekstendedelene bliver for mange og pauserne for få.
Dermed bliver Oceans Into Their Graves også lidt en skuffelse. For der er ikke tvivl om, at der er tale om et dygtigt band. Og der skal også gives Kredit for ikke at forfalde til over-komprimeret produktion og metal-klichéer som click i stedet for storetromme-lyd. Men desværre så bliver helhedsindtrykket også lidt uskarpt.
Uden at skulle favorisere nogle af de reference-bands, jeg har nævnt, så er der dog lidt mere af en historie at hente i deres tekster – om det så er down-the-emo-alley eller betinget af alvorlige misbrug. På Oceans… er omdrejningspunktet for teksterne primært døden og angsten for denne, såvel som forberedelsen til den – og selv om det er ganske genretypisk, så kunne man godt ønske sig en dybde her, når nu vokalen leveres så fedt.
Alt i alt har Rising med Oceans Into Their Graves begået en fin plade, hvor der er gode melodier, en fin overordnet skabelon – og ganske fremragende vokal. Men da der mangler de helt tydelige melodier og lyden over flere gennemlytninger bliver en kende monoton, får jeg svært ved at kigge på de øverste hylder, når der skal uddeles stjerner.
Så i den sidste ende må fire stjerner være på sin plads for en god plade – som dog ikke når helt op at peake.
Af Troels-Henrik Balslev Krag
Besøg Rising på facebook
