Heathe er et en-mands doom projekt opstået i Aalborg i begyndelsen af året, men et demo-bånd med lange, repetitive dunkle flader og druknede rumklangsskrig er allerede klar. Fundamentet er på plads, men materialet kunne godt tåle lidt mere modning.
Alright, vi befinder os dybt inde i grumset, dunkelt og skrabet demo-territorium, hvilket lyden på de 4 numre også bærer præg af. Pænt og klart lyder det ikke, men det klæder egentlig musikken ganske godt, at det lyder som om den er opstået i en metalcontainer i et ramponeret industrikvarter, i de lysfattige vintermåneder i begyndelsen af året.
Heathe’s klag er skrællet og skarp, visse steder sylespids som koldt, rustent stål der sløvt og repeterende saver i ens kød. Så vidt så godt, for det bidrager i hvert fald til stemningen og er med til at fremhæve den iskolde atmosfære der omslutter udgivelsen.
At doom er repetitivt ligger ligesom implicit i genren, så det er ikke det, der er problemet her. Men grænsen mellem lange, langsomt opbyggende passager med gentagelser, og endelig en form for forløsning, og ensformighed uden noget nævneværdigt klimaks overskrides i Heathe’s tilfælde. Jeg savner kort og godt en belønning for rejsen, et eller andet, og det behøver ikke være en stor eksplosion eller lignende, som sætter numrene fri, eller lukker dem definitivt.
Et nummer som den over 11 minutter lange åbner “White Lies” bygger og bygger og bygger op, men jeg føler ikke vi ender med at komme et sted hen, der var den lange monotone tur værd. Indledningsvis suges man godt ind i det mareridtsklingende univers, grundrytmen der langsomt driver nummeret fremad er også dejligt storladen, på sin egen truende og ildevarslende facon, mens de halv-kvalte skrig fra vokalen fungerer fint som glimt af vanvid i baggrunden. Men. Vi når bare ikke rigtig i mål eller nummeret får den forløsning det egentlig lægger op til, eller fortjener.
Man kan sige der også er en pointe i, at man ikke får denne udfrielse/belønning i sidste ende, den gustne stank og olme stemning får ligesom lov til at blive hængende i luften og ørerne på lytteren, på den måde er det herligt kompromisløst og konfronterende. Det er dog alligevel som om “White Lies” bare får lov til at sive lidt ud og fordufte, i stedet for at trække en helt ind i mørket og ned i afgrunden.
Der er næsten noget kirkeligt ominøst over klangen og følelsen, der indledningsvis bygges op i den efterfølgende, knap 9 minutter lange, “Distant Winds”. Det fungerer faktisk rigtig godt og sætter en stemning der er lige dele begravelsesoptog og besat prædiken, med vokalen fra helvede rungende et sted bag de højtidelige toner. Knap 6 minutter inde i nummeret slippes helvede endelig løs, med en mere black metallisk udladning, hvor trommerne lyder som en håndmikser på fuld power proppet ned i en tom gryde med låg på. Kønt er det ikke, men det river og flår sgu’ godt i øregangene.
Næstsidste nummer er uden titel, eller også hedder den “-“, en godt 4 ½ minutter lang, stort set instrumental stemningssætter. Stort set fordi der er nogle gespenst-klingende stemmer og noget spøgelseskor et sted i mørket. Hjemsøgt og klaustrofobisk, det er vist en passende beskrivelse for atmosfæren her. Der slipper ikke rigtig nogen toner eller lys ud af det her sorte hul, men det er samtidig, lidt paradoksalt, her hvor Heathe formår at holde mine interesse mest fanget. Sker der mon snart noget uhyggeligt? Forsættelse følger i sidste nummer.
Desværre følges der ikke helt op på den urovækkende stemning i afslutteren “Despair”, hvor jeg heller ikke helt synes stemningen når det niveau af fortvivlelse som titlen ellers lægger op til. De 13 minutter er på mange måder et møde mellem “White Lies” monolitisk monotone granitrytme og den mere højstemte, messende atmosfære fra “Distants Winds”. Følelsen af sammenhæng og ender der mødes og smelter sammen er sådan set ret vellykket, men igen synes jeg at Heathe har en lille smule vanskeligt ved at fylde spilletiden ud med noget der virkelig griber og omslutter mig, og som i sidste ende fremstår lidt for uforløst.
Heathe skiver selv i det sparsomme tilsendte pressemateriale, at musikken konstant er på randen af kollaps, det er det jeg har valgt at kalde opbygning/det bygger op – det fundament er bundsolidt. Men jeg savner også kollapset. Der hvor det hele rives ned, så der kan bygges op påny, over disse 4 demo-sange virker det i (for) lange stræk, som om der bare hældes ovenpå…. og så kommer vi ikke helt videre. Det gør det også kun delvist interessant og vellykket, som om vi på en måde kun har fået første og andet akt af historien, men forgæves venter på tredje.
Nu er det jo også “kun” en demo, endda fra et en-mands projekt som kun har et par måneder på bagen, så man kan sige, at måske har Heathe bare ikke haft tiden til at nå at blive helt færdig med den musikalske fortælling. Og det er vel sådan set også hele pointen med en demo? At prøve nogen ting af, få grundelementerne på plads og få tegnet nogle skitser op, uden at det hele nødvendigvis behøver at være helt færdigt. Ud fra den præmis, da synes jeg Heathe er på rette spor, men helt i mål kommer vi altså ikke i første forsøg.
Af Ken Damgaard Thomsen
Lyt til/download demoen HER
