Den københavnske rock trio Polio, slipper en rask gang progressiv rock løs, på deres debut EP Straight Out The Door.
Det er et uhyre velspillende band man som lytter bliver mødt af, når man er i selskab med Polio og Straight Out The Door. Trioen, der består af Sophus Alf Agerbæk-Larsen på vokal og bass, Alexander Brügmann på guitar og Mikkel Almar Skibye på trommer, har mere end styr på instrumenteringen. Leadvokalen er sikker, og minder en del om en vis Mr. Jeff Buckley, som passer fint til den noget 90’er inspirerede lyd, bandet ligger for dagen.
Og lyd er der rigeligt af på EP’en, der er indspillet i Black Tornado Studios i København og produceret af Lars Lundholm. De 6 sange, er alle vellydende og bandet spiller som sagt fornemt, her er der ikke en finger at sætte – de kan deres kram. Men vellyd, og talent for at håndtere et instrument, er jo ikke altid nok. Sangene skal jo komponeres og her kommer bandet til kort, der er ikke rigtig noget nyt under solen, det er, desværre, sangskrivning efter en skabelon, der er brugt en del gange før, især fra midt 90’erne og fremefter.
Sange som “Only You” og “Let Me Break It To You” og “A”, skiller sig dog positivt ud, de indeholder fine momenter, hvor man som lytter bliver revet med af bandets fandenivoldskhed, der er i den grad fart over feltet og skruet op på 11. Sangene er ikke så klassiske i deres opbygning, som de resterende sange på EP’en, og det er dejligt befriende.
Det største problem med Straight Out The Door er, udover den manglende opfindsomhed i sangskrivningen, at den ikke indeholder et eneste mindeværdigt nummer. Det kan lyde lidt hårdt, men selv efter godt og vel 12 gennemlytninger, er der ikke ét eneste riff, melodi eller sang, der har sat sig fast i bøtten på mig. Det kan jo være at det ikke er hensigten, at kreere sange der skal gøre netop dette, men så vil jeg mene at der skal helt andre boller på suppen, og at bandet skal tage lyden et skridt længere ud, og gøre det mere syret og skævt – det vil vokalen uden tvivl kunne bære, og det er et kompliment.
Når det er sagt, så har trioen helt sikkert fat i noget rigtigt. Bandets energi og spilleglæde smitter af, og hiver nogle, til tider, knap så originale sange op i niveau. Desværre ikke mere end til lige over middel og 3 stjerner, der mangler simpelthen originalitet og nytænkning i sangskrivningen, det bliver for meget same same og for lidt different.
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
