Future Cancer er overfald nummer 2 fra Piss Vortex, efter debutalbummet der kun har lidt over et års tid på bagen. En kompakt og potent lille EP, der både viser et band der ikke har glemt hvordan man bider fra sig, men samtidig også tilføjer nye elementer til deres harske lydbillede.
Kort sagt er der måske skruet en lille bitte smule ned for tempoet af bandets bidske grindcore, til gengæld har tyngden i lyden lige fået et par ekstra vægte på skålen. Langsommere og tungere? Ja, på en måde, men uden at sætte al den frådende energi der dominerede debutalbummet over styr. Hvor Piss Vortex før lød som en rabiesramt hund, med fråden sprøjtende ud af kæften, så er de nu måske nærmere en fnysende tyr der har set rødt.
Lad os bare få formalia af vejen, ja, Piss Vortex er endnu et af de bands der har rødder tilbage til hedengangne The Psyke Project. Og så er der dvælet nok ved den fortid, for der sker simpelthen for meget spændende på den danske hardcore-scene til at stå og flæbe ved TSP’s grav. Nu har jeg været til en god håndfuld hardcore shows, i “alle” afskygninger, over de seneste år, og anmeldt endnu flere udgivelser fra “scenen”. Det kunne måske føre til en form for metaltræthed, eller lammede nervebaner, men, udgivelser og bands har heldigvis vist sig at være temmelig alsidige. Så der både er hardcore, punk, post-, metallisk, scifi, bølle, pølle og som her grindcore.
Piss Vortex’s store force på den arrige debut var i mine ører ubetinget det hæsblæsende tempo de fræsede igennem albummet med, hvor det ikke så meget var melodier og stemninger der bar det, men ren, ufortyndet, pissed off energi og galde. Den findes stadig på Future Cancer‘s 6 numre på under 12 minutter, så det er ikke fordi bandet er begyndt at skrive lange sange! Kortest er den lille hidsige “Bug Chaser”, der eksploderer ud af indhegningen og jorder løs de første 15 sekunder af i alt 28, hvor de i sidste halvdel også lige når at hamre tungt og kraftigt igennem. Det er jo en kort fornøjelse, men alligevel lidt Piss Vortex i en nøddeskal (som om de forsøger at flå hinanden indefra). Fedtet er trimmet, men der er stadig tid til at overrumple med fart og spille med musklerne. Og tilmed give nummeret sin egen stemning og identitet. Destilleret, ja, men ikke tømt for næring, nærmere kogt ned til et koncentrat.
Længst er afslutteren “Patterns of Repetition”, hvor bandet folder sig ud over hele 3 ½ minut, den for dem lange spilletid giver mulighed for at vise nye sider af bandet. Her bruges den forlængede spilletid blandt andet til at vise, at bandet faktisk KAN arbejde med mere udsvævende og atmosfæriske passager. Det giver mulighed for at lade musikken ulme lidt mere, og bygge op med et lidt længere tilløb end i de fleste andre af deres numre. Det resulterer i et en skøn ansigtssmelter-passage omkring 1 ½ minut inde i nummeret, inden der for alvor lægges vægt bagved og verden får lov til at gå under.
Denne apokalyptiske stemning introduceres egentlig allerede i de første toner på Future Cancer, under indledningen af åbneren “Default Face/Filtered Rot”, der lige tager tilløb i 25 sekunder, inden sluserne åbnes og nummeret dundrer derudaf. Der bliver også lidt plads og tid til et kort stykke hvor bassen får lov til at snurre og brumme, inden der er dømt stampede igen.
Det er svært at nævne favoritter blandt de 6 numre, det går jo så hurtigt at du næsten ikke kan nå at opfange hvad fanden det er der har pløjet dig ned, men jeg synes alligevel numre som “Den moderne Mands Lænker” og “Abyss” rummer en nær perfekt blanding og dosering af det Piss Vortex er virkelig gode til. Virkemidlerne er lidt dem man efterhånden forventer at bandet, det flimre frem og tilbage mellem det sidestiksfremkaldende bersærkergangstempo og tunge, grumme nedtromlinger, hvor tyren sænker hornene, stanger en ned og så ellers bare står og tramper og stamper på ens sammenkrøllede kadaver.
Netop oplevelsen af det flimrende, er en anden af bandets store forcer, det her er ikke musik der bølger og bruser frem og tilbage mellem yderpunkterne, så du har lidt tid til at sunde dig og forberede dig på næste retningsskift, eller eventuelt få paraderne op. Det når du i 9 ud af 10 tilfælde ganske enkelt ikke, selv ikke når du har hørt sangene igennem flere gange. Skiftene og reaktionstiden hos det her band gør dem ganske enkelt særdeles vanskelige at forudse og forsvare sig i mod – selv når du egentlig ved hvad der kommer.
Når de så endelig for en sjælden gangs skyld giver dig en chance, som i “Patterns of Repetition”, så går jorden så bare under i stedet for. Fair deal. Kunsten ved det hele er, at fastholde en som lytter, så man ikke bare føler sig smidt af i farten, eller kørt i smadder, af et band der forsøger at ekskludere alle fra festen. Piss Vortex fremstår netop ikke ekskluderende, hvordan det så end kan lade sig gøre, men som en nødvendig kumme hvor du kan få skyllet alt pis og lort ud du, og verden, nu end måtte rende rundt med.
I hvert fald for en kort stund.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Piss Vortex på facebook
