Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Childrenn: Animale ★★★★★☆

Childrenn: Animale ★★★★★☆

2704
0

Childrenn er vel Danmarks (s)eneste bud på en rock-super-gruppe. Bandet består af medlemmer der tidligere har spillet med, og været en del af, bands som Psyched Up Janis, The Raveonettes, The Good The Bad, SPEkTR, Sort Sol, Mechanical Bird, Kloster, Hymns From Nineveh og Powersolo, så det er nogle rutinerede herrer der udgør Childrenn.

Det kan så sandelig høres på bandets debut album Animale, der med sine 6 sange bringer en godt rundt i rock-genren. Man bliver ramt af en blanding af krautrock/noise, moderne psych og tung rock med opløftende guitarflader, og på trods af dette, fremstår albummet sammenhængende og selvfølgelig meget varieret, men den røde tråd er tydelig fra første til sidste anslag.

Albummet der er komponeret af Manoj Ramdas og Jakob Brixen, er indspillet i Jens Benz Studio i Valby og White Dwarf Studios i København og efterfølgende mixet af superproduceren Randall Dunn i Avast! Recording Studios i Seattle. Randall Dunn har blandt andet arbejdet sammen med Sunn o))), Earth, Black Mountain, Wolves In The Throne Room og mange andre af den sidste årrækkes mest toneangivende musikere. Og det kan i den grad høres at der har været kompetente kræfter bag tilblivelsen af Animale, for det har en meget international lyd, og lyder ikke som noget andet rockband i Danmark lige pt, i hvert fald ikke et jeg er faldet over.

Når det er sagt, så er der jo rent faktisk 6 rigtig gode sange på albummet, hver med deres forcer, for det er som sagt godt varieret, det man bliver præsenteret for. Albumåbneren “Handcuffed” er en tung, mørk dreven rock sag, der er blødet op af et fint guitar tema, der skaber en god kontrast til det tunge. Nummeret bygges op fra en tung, sumpet start til en decideret lydmur af guitarflader, tung bas, hårdtslående trommer og en vokal der brænder fuldstændig igennem. Så er vi sgu i gang!

Der bliver skruet lidt op for tempoet, og mørket letter på “Black Unicorn”, dog befinder man sig stadig i et lettere dystert univers, skabt af en tung distortet bas og støjende guitarflader der ender med en massiv lyd. Den kompetente vokal skifter fra ganske almindelig sang til råberi, uden at det kammer over. Hele baduljen er fint blendet med et medrivende omkvæd, der letter lidt på tågen.

Tåge er der til gengæld en del af på den repetitive “Submission”, der tager tempoet heeelt ned, og tung-syre-rocker sig stille og roligt igennem en spilletid på 6 minutter og 26 sekunder. Det er gentagelse på gentagelse, men der sker alligevel hele tiden noget nyt i det støjende univers, og endnu engang må jeg fremhæve vokalen, som virkelig brænder igennem. Det fremstår simpelt, tungt, ondt og ikke mindst, pissefedt.

På titelnummeret, det 8 minutter og 12 sekunder lange “Animale” køres der videre i det repetitive spor, hvor den ultratighte bund af bas og trommer holder styr på de ekstremt udsvævende og støjende guitarflader. Det er til tider ved at kamme over, men på en eller anden måde formår det yderst velspillende band, at holde snor i galskaben, og holde alle elementer indenfor rammen – og dette på en facon hvor man bliver revet med som lytter og heldigvis ikke smidt af på noget tidspunkt.

“It’s Time To Leave” er en lettere psychet sag, der er noget mere klassisk i sin opbygning og lyd. Der er lagt en dæmper på de støjende guitarflader, hvilket gør, at man som lytter liige får et velfortjent pustrum efter de to forgående sanges lydmæssige overfald.

Endelig sluttes der af med “Dancing On Ashes”, albummets mest stille og rolige sang, tror man. For godt halvvejs inde skifter den noget så eftertrykkeligt karakter. Det stille og syrede univers erstattes brat af et massivt og støjende et af slagsen, hvor den ikke får for lidt på samtlige tangenter, det er fee støjrock, og en perfekt måde at lukke et sublimt album.

I min optik har Childrenn begået årets mest interessante og vel også på sin vis, nyskabende album. De formår at sammensætte elementer fra forskellige grene af rocken til en helt speciel blanding, som for det første fungerer enormt godt og ikke mindst, har en unik og international lyd over sig. Kort og godt er Animale et pissegodt album og kandiderer så absolut til årets stærkeste danske udgivelse. Bravo.

Animale udkom den 4. marts på Target/Mighty Music.

Anmeldt af Thoms Bjerregaard Bonde

Previous articleVampire Blow – Real To Me – 8/3 – 2016
Next articleThe Yeah Force: Ambassadors ★★★★★☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.