Nordjyske Sonny Møller drømmer i følge pressematerialet om at tage over efter Johnny Madsen engang, ligesom Niels Hausgaard og Allan Olsen nævnes. De nævnte navne er måske nok referencepunkter, men især hvad angår sangskrivningen har Sonny Møller stadig en del at indhente. Episode 2, Hvileløst hjerte er dog i det store hele et overvejende sympatisk bekendtskab.
Det er ikke fordi Sonny Møller går ud og påstår at han gør noget, ingen andre har gjort før ham, og respekt for det. Således trækker musikken på Episode 2, Hvileløst hjerte på blues, rock og country fra 50’erne og frem. Sammen med sit orkester leverer Møller musikken solidt og traditionelt, og det er egentlig kun Jens Varmløses fine guitarspil, der ind i mellem stikker næsen frem og gør særligt væsen af sig – på ‘Vildkat’ viser han for eksempel fint musikalske muskler.
Men lad os starte lidt tidligere, med åbneren ‘Drukket Månen fuld’, hvor Møller præsenterer sig selv som én, som gerne løber med hovedet først – og så længe Møller holder sig i det selvbiografiske, fungerer det faktisk overvejende godt, på trods af et par noget uelegante rim (“Har sat fornuften over sty-y-yr/Selv om jeg ved prisen den er dyr”). Og selv om det musikalske univers ud over Varmløses guitar, ikke byder på de store armbevægelser eller overraskelser, så er det solidt.
“Lad os danse ud på livets landevej,” synger Møller på ‘Lad os danse’, som jeg går ud fra handler om mødet med den nye kærlighed. Humøret er højt, så hvorfor ikke danse med? Det er blandt albummets bedste numre, fordi det faktisk har en ganske fængende energi og melodi, understøttet af fint korarbejde – også selv om trommerne er lidt for langt fremme i mixet til min smag.
Rimmene er fortsat i den tvivlsomme ende på ‘Forbandet kærlighed’, som ellers er et ganske hæderligt nummer om den forliste kærlighed, det siger jo lidt sig selv med den titel. Nummeret gæstes også af Tania Hardinger på gæstevokal, og den leverer hun ganske godt.
Og sådan fortsætter slag i slag, vi skal ud af en ‘Landevej’ og rundt om ‘Den dag jeg takker af’, hvor der fortsat spilles solidt, mens lyrikken behandler nogle af livets centrale temaer, som hvor man er på vej hen, og døden – det er dog fortsat ikke ligefrem poetiske guldkorn der bydes på, og ej heller den store opfindsomhed – og der er altså rigtig langt til den underspillede lune, humoren og den dygtige omgang med sproget hos folk som Hausgaard og Olsen.
Det blues-rocker godt igennem på ‘Umulige kode’, som sammen med de efterfølgende ‘Nattens perler’ og ‘Vildkat’ udgør en relativt stærk kerne på albummet – det er her, jeg er mest med musikalsk, for der bliver spillet med begejstring og overskud, og som tidligere nævnt, byder sidstnævnte på rigtig stærkt guitararbejde, hvor der fortsat trækkes godt på blueshistorien. Det gør teksten også om den der farlige, tiltrækkende kvinde.
Sangskrivningen falder desværre i niveau mod slutningen, hvor ’68’ byder på et udfald mod 68’erne, som sådan set lyder ganske behjertet, men det bliver leveret i en meget lidt elegant indpakning både vokalt og lyrisk (“Gå væk/Gå nu hjem/Jeg gider ikke se jeres sure fjæs her igen/Jeres hule værdier/Jeres blændværk”), mens det opskruede tempo i afslutteren ‘Bette mis’ simpelthen ikke virker særlig godt – den kunne måske have fungeret bedre i et lavere tempo, men her synes jeg det falder tungt til jorden.
Ind i mellem de to sange finder vi ‘Verden er så stor, Mor’, hvor Møller på blues-bund undrer sig over verdens tilstand, med påtaget barnelogik, og selv om det fortsat er gedigent musikalsk håndværk, så er jeg altså stået af, selv om jeg ikke et øjeblik er i tvivl om at Sonny Møller har hjertet med i hvad han synger – men måske er jeg bare ikke det rette publikum.
Møllers sange fungerer bedst for mig når han tager udgangspunkt i sit eget liv, hvor man har en fornemmelse af, at der bliver øst ud af en stor mængde erfaring med de knubs, livet kan give. Møller har også sine meninger på plads om samfundet og 68’erne, men uanset om man er enig i hans kritik eller ej, så er sangskrivningen her noget mere klodset, og numrene på den sidste del af albummet er på et lavere niveau end især den midterste del.
Der er ikke noget nyt under solen musikalsk, men det er ganske solidt og velspillet, men lyrisk og sangskrivningsmæssigt er jeg stået af inden slutningen. Møller har givetvis sit publikum på de mindre steder rundt om i landet hvor der er plads til at ryge en smøg og drikke et par øl undervejs, og her er han givetvis godt selskab. Det er som nævnt heller ikke fordi han pynter sig med lånte fjer på nogen måde, eller påstår at være andet – men det betyder også bare at relevansen for et bredere publikum er ret lille. Derfor lander vi på 2 store stjerner, hvor især det habile guitarspil trækker opad.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
