Cabal betyder noget i retning af en kult med onde hensigter, og sådan lyder bandet af samme navn også – uden at det dog bliver helt så effektivt og skræmmende som der måske sigtes efter.
Stilen er en blanding af tung tung tungmetal, noget black og djent krydderi ovenpå, så ja, der sigtes uden tvivl efter at skabe et soundtrack der går godt til verdens undergang, eller noget tilsvarende træls. Trods den hårdtslående klang og dommedagsatmosfæren, så rammer det mig bare ikke specielt hårdt – og bange, eller bare lidt utryg, bliver jeg desværre ikke.
Jeg har vanskeligt ved, at sætte en præcis finger på hvad det er, der gør det, for bandet er både velspillende, får fremmanet ondsindet stemning der brude tage bolig i mig og gør sådan set ikke noget “forkert” i løbet af EP’ens 5 numre. Man fornemmer, at der er med erfarne herrer fra den danske metalundergrund at gøre, medlemmerne har tidligere huseret i bands som Scarred By Beauty, Embracing Sickness og New Discolour. Det hele er ret stramt eksekveret, der er ikke meget overflødigt fedt og det burde på alle måder ramme som en strømlinet torpedo fyldt med ondskab. Men måske er det netop problemet, det virker måske lidt for….. konstrueret på en eller anden måde? Ikke at jeg tror det har været hensigten, men jeg sidder bare med en fornemmelse af at lytte til et band, der for alt i verden forsøger at lyde så ondskabsfulde som muligt, i stedet for bare at VÆRE det.
Når det er sagt, så er der ikke nogen decideret svage numre på Purge og de grove løjer glider temmelig nemt ned og sætter sig ikke på tværs i maskineriet, men det er måske endnu en del af problemet?
Bedst fungerer det for mig på “Legion” midt på EP’en, der nok rummer udgivelsens mest markante og mindeværdige melodi – der arbejdes ellers en del med atmosfære og stemninger på Purge. Her hugger Cabal dog godt til og bider sig fast i mine øregange med faretruende guitarer, tunge slag til kroppen og en vokal, hvor jeg momentvis tror på, at forsangeren måske kunne finde på at bide hovedet af mig, mens nummeret viljefast presser mig bagud mod afgrunden. Lækkert nok.
Åbneren “Innocent Blood” er et andet stærkt indspark til din undergangs-playliste. Her er en knugende og knusende atmosfære og trykket stemning mere i højsædet, end en egentlig medrivende melodi. Det lykkes meget godt at få pisket en ildevarslende og presset stemning i vejret, med små flossede eksplosioner der river i huden. Der hænger en kvælende fornemmelse i luften, der gør at man snapper lidt efter vejret når Cabal spreder hyggestemning. Den følelse og fremgangsmåde finder man også på afslutteren “Eternal Night”, hvor titlen jo nærmest afslører hvor vi skal henad og hvilken stemning der sigtes efter – den er dog ikke helt så vakum-skabende som åbneren.
De 2 resterende numre, “Purge” og “Cursed”, er dem, der i mine ører lider mest under den manglende skræmme-effekt som jeg forsøgte at beskrive indledningsvist. Cabal bider fra sig med fråden hængende ude af munden og fuld knald på de bølgende metalliske angrebsbølger, men det bider bare ikke rigtig på undertegnede. Dommedagskulten begynder at messe med i kor i løbet af “Purge”, men jeg føler ikke rigtig at jeg er i fare som sådan – lyder dog udmærket! “Cursed” er der hvor Cabal skruer allermest op for charmen og lyder mest rabiate, men det er næsten her deres virkemidler er mindst effektive.
Cabal ender beklageligvis med at være en dommedagskult, som hverken gør mig specielt ilde til mode eller giver mig lyst til at slutte mig til og brænde verden ned (ikke bogstaveligt talt, naturligvis). Det gør ikke Purge til en dårlig udgivelse, overhovedet, og jeg ville sagtens kunne se andre iklæde sig mørke kutter og futte noget af i fantasien til bandets tunge, stramme og glubske toner.
Bare en skam at skræmmekampagnen ikke rigtig får mig op af stolen, faktisk har jeg det lidt som Garfield HER….. derfor ender vi på 3 store, måske lidt misvisende stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Cabal på facebook
