For Alt i Verden/For The World er en ganske ambitiøst anlagt “musikroman”, hvor musiker/forfatter Martin Høybye både står for ord og musik. Romanens fortælling og albummet hænger sammen og spejler sig i hinanden, men kan også nydes hver for sig. Konceptet er særdeles interessant, men den samlede oplevelse er ikke uden gnidninger.
Som nævnt, så kan romanen, For Alt I Verden, og albummet, For The World, nydes hver for sig, men det er tænkt som et samlet projekt, eller i hvert fald et hvor de 2 dele supplerer hinanden. Derfor takkede jeg også ja til muligheden for, at få bogen tilsendt og nappe hele pakken – om ikke andet så af ren og skær nysgerrighed. Jeg er IKKE litteraturanmelder, vi har tidligere anmeldt et par musikbøger, men det har været biografier, og her er der altså tale om en ægte prosa roman. Jeg er egentlig heller ikke musikanmelder som sådan, men det er en helt anden snak!
Derfor bliver det her også mest en samlet bedømmelse af hele Martin Høybye’s “musikroman”, end en egentlig musikanmeldelse. At bedømme bøger på skrift er ikke en øvelse jeg har beskæftiget mig med siden engang i midt-90’erne i gymnasietiden, så det bliver lidt en omgang baseret på subjektive betragtninger og fornemmelser af romanen og dens plot.
90’erne er også der hvor fortællingen om vores hovedperson Thøger slutter, et ikke nærmere specificeret årstal ikke langt fra årtusindeskiftet. For Alt i Verden tager dog sit udspring i Thøgers barndom i 70’erne, og så suser vi ellers, over kun halvanden hundrede sider, fra den trygge barndom i en provinsiel jysk soveby, over en skilsmisse, flytning til større omgivelser, tab af uskyld, spirende interesse for musik, drengestreger og små-kriminalitet, ophold på opholdshjem, forelskelse, drømme, rodløshed, kærlighed, en tur til Aarhus, starten på en musikkarriere, en brændende kirke og slutteligt drømmen om, og turen til, USA……
Ja, der sker virkelig meget på de omkring 150 sider, nok også FOR meget, eller med for få mellemregninger. Bi-personer vælter ud og ind af fortællingen, de fleste når godt nok at sætte deres aftryk på Thøger, eller har en eller anden plotmæssig betydning, men man undgår ikke følelsen af at zappe igennem et halvt liv, et lidt uoverskueligt persongalleri, hvor jeg ofte ikke kan huske hvem der lige var “Allan” eller “Leif”, og et plot der kommer til at virke lidt som “highlights” fra Thøgers liv. Men deri ligger der måske også netop en pointe. Det er måske netop en art greatest hits, som en opsamlingsplade med de vigtigste nedslag i Thøgers liv, og ikke en complete collection eller et bokssæt.
Den røde tråd i disse nedslag, er deres betydning for hans udvikling som musiker og hen imod at blive sangskriver, og “finde sin stemme”. Musikken kigger dog kun direkte frem i fortælling i små glimt i bogens første halvdel, så jeg på et tidspunkt sad og spekulerede over hvornår den der kobling til album-delen dukkede op?! SPOILERS, uden af afsløre for meget, så munder det, naturligvis (hvorfor så jeg ikke det komme?) ud i, at Thøger skriver en af sangene fra albummet, med tekst og det hele trykt som en del af romanen. Det var et lille heureka øjeblik for mig, da denne sammensmeltning endelig manifesterede sig, og en af romanens mest vellykkede afsnit og skrivetekniske greb. Hele opbygningen til det øjeblik og udførelsen er lidt af en page turner, og altså i sådan en grad at jeg slet ikke nåede at se det komme.
Desværre er det også højdepunktet i For Alt I Verden, og det falder altså lidt over halvvejs. Resten af romanen ud kommer der adskillige numre af For The World til og bliver en del af historien, og omvendt, men overraskelsesmomentet er væk, og det kommer lidt for hurtigt til at føles en smule fortravlet og opremsende, fordi fortællingen er ved at løbe tør for sider. Det kunne illustrere, at nu har Thøger fået hul på bylden og sangene, der bliver en form for terapi for hans liv og alle de ting han har været igennem, vælter ud af ham. Men det gør det stadigvæk ikke til læsning der giver mig åndenød – eller jo, jeg bliver lidt forpustet og ender med at læse bogen ligesom Ringenes Herre. Jeg skimmer sangteksterne.
Inden jeg læste romanen hørte jeg lige sangene igennem en enkelt gang, jeg var lidt i tvivl om hvad den optimale fremgangsmåde var – bog først, musik først, det hele på samme tid? Under første gennemlytning, da syntes jeg egentlig For The World var en ret medrivende, melodisk fermt skruet sammen, omgang let country-rocket singer songwriter poprock. Det er det nok stadigvæk, men efterhånden som sangene og romanen er blevet viklet ind i hinanden oven i mit hovede, så er det, ærgerligt nok, lidt som om de forbehold jeg har overfor bogen også smitter en smule af på albummet – og jeg har fået lidt vanskeligt ved at adskille de to størrelser. Det var jo nok egentlig også meningen fra Høybye’s side, men i dette tilfælde falder det altså ikke nødvendigvis ud til musikkens fordel.
For humlen af det her er, at jeg ikke finder Thøger specielt interessant som karakter, og både han og hans historie fremstår en anelse stereotyp og klichéfyldt. En sangskriver/musiker med skilsmissebaggrund og formet og påvirket af tab, ulykkelig kærlighed, tilfældige møder med personer der viser sig at have meget stor betydning på hans liv. På et tidspunkt da han trænger til lidt frisk luft begiver han sig ud på en blaffer-tur, hvor han tilfældigvis bliver samlet op af en kvindelig lastbilchauffør, der tilfældigvis lige blevet forladt og faktisk er ganske køn (by the way) – gæt hvordan det udvikler sig? Ligesom en tilfældig tur på beværtning i Aarhus får afgørende betydning for hans musikkarriere, da bartenderen/ejeren der er på arbejde lige den dag, naturligvis, er musiker selv. Afgørende bliver også mødet med Susan, der er datter af Oluf, som er forstander på det opholdshjem Thøger placeres på, efter et sammenstød med loven i teenage årene. Det virker, for mig, som et lidt for heldigt tilfælde, om end, naturligvis, ikke helt usandsynligt.
Konstruktionen bliver for tyk for mig, og jeg kommer, udover nævnte passage op til “første sang”, aldrig helt ud over det punkt, hvor jeg sidder og tænker “jeg sidder og læser en roman”. Thøger bliver aldrig helt et menneske af kød og blod for mig, fordi hans fortælling og baggrund virker for arketypisk og fortællingen har for travlt og er for fragmenteret til, at plottet når at blive virkelig gribende. Og DET smitter af på min oplevelse af For The World, der jo på den måde det hele bliver præsenteret og er skruet sammen på, bliver til Thøger’s sange, lige så meget som det er Høybye’s. Så kan man selvfølgelig sige, at missionen er fuldført og musikromanen føles som en sammenhængende pakke. Jo. Men når man ikke finder fortællingen i den ene del voldsomt ophidsende, så dæmper det desværre lidt indtrykket af sangene, for nu hænger de uløseligt sammen med Thøger’s historie.
Det gør så også at Martin Høybye’s stemme og placering som sanger og sangskriver af albummet udviskes en smule, igen, sikkert helt efter hensigten, men det gør det til en udfordring at høre musikken på helt egne præmisser igen, når før sammensmeltningen har fundet sted. En skam, for der der er faktisk mere end en håndfuld virkeligt gode numre ud af de 11 der foldes ud på For The World. Albummet føles i sidste ende et par numre for langt, også isoleret set uden Thøger og hans musikerhår flagrende i lydbilledet, men generelt er det et ret fornøjeligt album Høybye leverer.
Til gengæld er numre som “Epitaph of Trust” og “Unlie Your Lies” (eller et nummer som “Long Day”), i mine ører, ikke helt så stærke og skelsættende som deres placering i romanen ellers lægger op til – heller ikke hvis man lige prøver at pakke bogen væk. Måske er det fordi jeg synes Høybye’s styrker som musiker og sangskriver, i hvert fald på For The World, ligger i de mere tempofyldte og vibrerende numre, her er tempoet sat ned og tonen mere tænksom og afdæmpet. De burde et eller andet sted føles mere vægtige end de poppede stunder, men de rammer mig bare ikke helt.
Isoleret set, så godt det nu er muligt, er For The World dog stilsikker, velspillet og kompetent udført country-poprock, der bestemt er et lyt værd for fans af genren. Romanen, For Alt I verden, er, trods de nævnte udfordringer jeg havde med den, også værd at læse, især hvis man kan sætte sig ud over at grundfortællingen i lange stræk er en kliché. Den er velskrevet, Høybye har et letlæseligt og godt flydende sprog, og nogle sætninger og formuleringer er en fryd for øjet.
