Virgin Suicide albumdebuterede, med succes, sidste år. Nu står den så på Danmarks-turné, og torsdag aften ramte indie-pop/rockerne så Aarhus med nye numre i posen. Desværre, for de nye numre viste sig ikke at have samme dynamik som dem, fra sidste års album.
Inden Virgin Suicide gik på, indtog oprindeligt vestjyske Eirene scenen. De 4 unge gutter gik direkte til biddet med et neo-soulet udtryk, og en god sans for melodier. Ind i mellem, når forsangeren skulle snakke mellem numrene, blev det lidt vel kejtet, men det er noget der kan arbejdes med – de 6 numre, bandet nåede at spille, viste til gengæld et flot potentiale, og at dømme ud fra numre, som de to sidste i sættet, ‘Do You Feel It’ og ‘Can’t Say’, så skal der nok vente radiotid på kvartetten indenfor en ikke alt for fjern fremtid.
Numrene vekslede mellem det uptempo dansable og det mere søvnigt neo-soulede, men altid med en stærk melodi undervejs. Det kan godt gå hen og blive godt for Eirene, når de først sender single og siden EP på gaden i år. Blandingen af organiske elementer og synths/elektronik fungerede i hvert fald overvejende godt for bandet, og melodierne havde de, som nævnt, godt fat i.
Virgin Suicide ★★★☆☆☆
Det startede også rigtig godt for Virgin Suicide. Den København-baserede kvintet gik på scenen omkring kl. 22, med et kækt “Hej venner! Dejligt at se jer”, fra frontmand Martin Grønne. De lagde fra land med to numre, der bevægede sig i den stærke blanding af melodiøs 60’er rock med dobbeltvokal, 80’er jangle og 90’er britpop, samt en let 2010’er opdatering, som de viste sig som enormt stærke eksponenter for på det selvbetitlede debutalbum fra sidste år. På ‘Marble Sky’, som var andet nummer, lyste spilleglæden ud af bandet, og jeg blev helt oplivet.
Herefter vekslede bandet mellem numre fra debuten, og nye numre – og desværre viste de nye numre sig som væsentlig mindre fængende end debutens. Tempoet på den lille håndfuld (?) nye numre, der blev luftet var generelt lavere, lyden mere synth’et og elektronisk, og de energiske og pågående melodier tæt på fraværende. Det punkterede også koncertens momentum, selv om de ubestrideligt stærke sange, bandet også har i bagkataloget, kortvarigt fik sat lidt gang i sagerne igen.
Som Martin Grønne sagde, da bandet spillede den virkelig glimrende, britisk 80’er klingende ‘Virgin Suicide’ mod slutningen, “vi kan jo ikke danse kinddans hele natten”. Og det var der vist heller ingen, der umiddelbart følte trang til. Efterhånden som koncerten skred frem, var det nemlig også som om flere trak mod baren, og bifaldene blev mindre intense, selv om der fortsat var pæn opbakning fra de omkring 100 fremmødte.
Bandet viste ellers tight sammenspil og godt med overskud ind i mellem, men med de langsomme numre (det kunne ind i mellem minde lidt om Choir of Young Believers’ nyere, mere sfæriske lyd, med lidt mere synth), så blev dynamikken simpelthen punkteret. Dømt ud fra koncerten, så står det nye materiale væsentlig mindre skarpt end det gamle. Og selv om et nummer, som afslutteren, og den nye single, ‘Around the Sun’, bestemt også har gode kvaliteter, som måske nok skal vinde med tiden, så efterlod aftenens koncert i hvert fald mig med det indtryk, at materialet fra debuten er stærkere end de nye numre.
Det blev da heller ikke til ekstranumre (det blev til knap en times koncert i det hele, egentlig ganske okay taget i betragtning af at bandet kun har et album ude), og det hele endte lidt antiklimatisk. Ærgerligt, når Virgin Suicide nu faktisk har et ret godt sangmateriale, men her virkede sættet forkert sat sammen, med den konstante vekslen mellem tempofyldte numre fra debuten, og langsommere, nye numre.
Derfor lander vi også på 3 pæne stjerner. Men Virgin Suicide virker til at være et band, der har potentiale til væsentligt mere.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
Foto: Zuhal Kocan
