En magisk aften i selskab med King Gizzard And the Wizard Lizard, der bød på atmosfærisk neo-psych og groovy garage rock, samt københavnske The New Investors som support, der sørgede for 60’er pop med et skvæt af psykedelisk surf.
Aftenens line-up består af King Gizzard And the Wizard Lizard, og support The New Investors. Oppe ved den store scene er første band ved at gøre klar, og en anelse mennesker er at spotte i krogene, men størstedelen af det ridsede, tyggegummibefængte gulv er stadig synligt.
Da The New Investors går på scenen, går der lidt tid før nogen overhovedet opdager, at de er der. ’Hej, vi varmer lige op’ lyder det fra forsangeren, og så vækkes publikum endelig til live. En rar Tim Christensen-agtig stemme fyres gennem højtalerne, og berører blidt publikum. Det Københavnske band er kendt for 60’er surf-pop med psykedeliske aner, og det får man virkelig at mærke i de næste numre, hvor tempofyldte guitar og trommer tager over, og giver en hed California/surf-feeling.
Trommeslageren er i hvert fald ved at være varmet op, og sveddråberne falder i takt til stortrommen. Det er dog mest de oprivende omkvæd, der giver varme, da størstedelen af musikstykkerne falder ned i tempo. Publikum er lidt skeptiske, men keyboard-soloen i sidste nummer, giver en udmærket afslutning – den kunne de sagtens have gjort mere brug af. Men blev jeg varmet op? Nej. Ikke helt.
King Gizzard and The Lizard Wizard ★★★★★☆
Der går ikke mange minutter før publikum står tapet fast foran scenen, og forventningsfuldt venter på psych-eventyrerne King Gizzard and The Lizard Wizard. Pludselig høres den ikoniske kommentar fra Ringenes Herre: ’We’re taking the Hobbits to Isengard’, der er blevet til et populært Internet meme. Kongerne kommer grinende på scenen, og bliver hujende modtaget af publikum.
Første nummer varer godt og vel 16 minutter, og inkluderer hele salen i ét langt syretrip, der har blandt andet to sæt trommer, tre guitarer, den obligatoriske bas, en mundharmonika samt en fløjte. I alt syv skinny, langhårede aussies, der på hver sin måde gør sig er uerstattelige i lydbilledet.
Hele crowdet klapper i takt, og skaber en ekstatisk fællesskabsfølelse, som man ikke har lyst til at slippe ud af. Dette fortsætter gennem hele gig’et, og byder desuden på legende, dragende og ofte improviserende mellemspil, der overrasker publikum gang på gang. Der leges både med double-speed og half-speed, hvilket har overrasker endnu mere, men på den fede måde, som i: ’vi kan ikke forudse hvad der sker nu – det er skide spændende!’.
Der er den helt rigtige mængde af støj, melodi og vokal, der samles i en ufatteligt velfungerende regnbue-symbiose. Elementerne træder skiftevis frem, forsvinder igen, og efterlader publikum helt oppe på spidsen af tæerne, svævende, og drømmende i et medrivende lydunivers.
Frontmand Stu Mackenzie – vi kan også bare kalde ham Kongen – er én stor energibombe, og bærer hele showet med sin, først og fremmest, utrolige vokal, men også sin tendens til at stikke tungen RIGTIG langt ud, sutte erotisk på mikrofonen, og vende hovedet nedad, og svinge uregerligt med sine lange, krøllede lokker. Det er overlegent, men sexet som bare fanden, og samtlige fyre i rummet har måske måttet indse, at de har fået sig et lille man-crush (pigernes reaktion behøver jeg vist ikke at beskrive).
Under nummeret ’Trapdoor’ hiver han sin fløjte frem – nej ikke dén fløjte! – og så kan man spørge sig selv: ’Hvordan passer fløjten overhovedet ind i psych-genren?’. Men i dette tilfælde gør den bare! Der er ingen videre forklaring, Mackenzie får det bare til at fungere.
Nummeret ’Hot Wax’ giver anledning til headbanging og moshpit i gigantisk stil, og dette fortsætter i et par af de efterfølgende (og desuden også nye) numre, der er proppet til randen med energi. Herefter spilles det jazzede blues-nummer ’The River’, der bliver taget vældigt godt imod, især fra alle mosh-folkene, som skiftevis har måttet kæmpe sig ud til siden for at ånde lidt. ’The River’ indeholder et hypnotiserende, groovy mellemspil, der fastholder publikum gennem hele seancen.
Sidste nummer er megahittet ’Cellophane’, og pludselig er gulvet én stor hoppepude, og det regner med sved. Bandet siger herefter farvel, men publikum er ikke klar til at stoppe nu, og klapper det bedste de har lært.
Stu Mackenzie kommer alene ind på scenen, og er vist ikke helt forberedt på at skulle spille ekstranummer. ’Vi havde ikke regnet med at skulle spille for så mange mennesker, så mange tak fordi I er kommet!’ siger han, mens han prøver at finde på et passende ekstranummer til det hujende crowd. Men ude i venstre side råber to piger: ’Vegemite!’ gentagende gange, hvilket resulterer i at det er dette nummer, han vælger at spille. Med bare sin guitar i hånden synger han nummeret, som lyder aller mest som en børnesang, og som handler om, hvor meget han elsker sin Vegemite, der er den australske version af Nutella (men det smager meget “sundere”, red.). Publikum elsker det, og de største fans kan selvfølgelig teksten. Resten har den helt sikkert stadig på hovedet, for hold da op, den er catchy!
Et forrygende, energisk show fra den australske konge og hans øgle-troldmænd, hvor det eneste der kan komme på minuslisten, er et par guitarer der skulle skrues op for, og en mundharmonika der blev tabt på gulvet. Derfor fortjener bandet 5 stjerner.
Af Stefanie Sloth Hansen
Er enig i anmeldelsen – det var en FANTASTISK koncert, men det er ret tydeligt, at skribent ikke er (var) synderlig bekendt med bandet eller psych-genren for den sags skyld. ’Hvordan passer fløjten overhovedet ind i psych-genren?’. Fløjten har siden 60’erne været inkluderet på oceaner af psych plader og er på ingen måde noget nyt. “Mega-hittet Cellophane” Cellophane er part 3 af det 4 part lange meddle, som involverer I’m in Your Mind, I’m Not in Your Mind, Cellophane og I’m in Your Mind Fuzz, så koncerten sluttede altså ikke med Cellophane. Ellers en fin anmeldelse og ja – alle mænd er håbløst forelsket i Stu.