Radar havde linet op til én af deres 360-graders koncerter lørdag aften– et koncept hvor man som publikum kan stå hele vejen rundt om scenen. Aftenen bød på (for) ambitiøs “lydkunst” fra Filip Ja og forrygende elektro-soul, med masser af liv og ægte instrumenter fra Kentaur.
Filip Ja ★★☆☆☆☆
Og ja, her var vi virkelig ovre i det mere avantgardistiske elektroniske ‘musik’: Enmandsprojektet består af en konservatorieuddannet lydkunstner, som hele sættet igennem stod på hovedet i en sequencer og skruede på knapper. De lyde, der kom ud af det, udfordrer i den grad hvad musik er, da der både blev blandet fuglefløjt, bølgeskvulp og rent digitalt genererede lyde.
Numrene flyder lidt sammen og at finde en melodisk linje er stærkt udfordrende. Det er til tider næsten fysisk ubehageligt at være tilskuer til, og flere gange stod jeg med overvejelser om, hvor vidt jeg er til kunstinstallation på ARoS eller Radar. Så….
Det er ikke min genre, og idéen om at en kunstner skal stå med snuden i nogle knapper og dermed bliver stærkt introvert er for mig svært, at få til at harmonere med hvad jeg vil kalde en ‘live’ oplevelse. Læg dertil overvejelser om, hvor vidt det hele bare afspilles på backtrack fra den obligatoriske laptop…
Altså er Filip Ja måske et ambitiøst projekt, men til tider bliver ting også så ambitiøse at det bliver naivt at tro at folk kan følge én – hvilket også blev tydeligt, da folk ligesom havde luret formen på det og fik mere travlt i baren end med at lytte til projektet.
Havde det så lydt godt, havde det måske været en anden sag – men da det til tider blev decideret ubehageligt med skærende lyde og underlig digital katte-mjaven, kan det kun udløse to stjerner.
Kentaur ★★★★★☆
Helt anderledes forholdt det sig med Kentaur. Bandet har været flittigt spillet på P6 Beat med ‘Collarbone’ og den elektroniske soul har helt åbenlyse kvaliteter. Bandet stiller op med trommer, guitar, violin, bas (kontra+el), keyboards og sang/keyboard, som på 360 graders-scenen kigger ind mod hinanden, hvilket på en gang gør, at de – ja – står/sidder med ryggen til publikum, men også gør, at de skaber en fantastisk intim stemning – lidt som at være med til en god øver med bandet.
Hvor bandets indspilninger på Vertebra by Vertebra i høj grad giver indtryk af en stærk elektronisk produktion, fremstår musikken spillet live langt mere autentisk og – ja – levende. Især i sammenligning med supporten. Guitar og især violin er i den grad sovset ind i effekter – guitaren benytter fx også flere gange eBow – men det betyder bare at lyden fremstår lækker, produceret og velkomponeret.
Og så er der forsanger Marc Bjørn Roland. Han fremstår med en charmerende kejtethed og virker lidt utrænet i hvordan man lige kommunikerer med publikum mellem numrene – noget, han da også tilstår skyldes lidt grumme tømmermænd fra gårsdagens koncert i København. Men underligt nok så virker denne kejtethed ganske fremragende på aftenen og går fint i spænd med hans vilde dansende vrid, når han ikke lige synger i mikrofonen.
Det er tydeligvis en skolet vokal, som med en anden klangbund måske ville fremstå ‘for lækkert’ og dermed miste lidt af sin nerve – men i samspillet med især violinen, og modet til at lege med lyde bliver stemmen i sig selv en oplevelse. Modet vises om noget, da ‘Collarbone’ falder som andet nummer i sættet og gennemføres ganske smukt og levende men dog ikke strejfer langt fra indspilningen. Og dog.
For under det sidste vers, hvor man i manualen-over-hvordan-man-laver-soul på side 1 kan læse at det er der, forsangeren viser at han kan sine skalaer med stemmen, har valgt en anden løsning: Kentauren er nemlig et mytisk væsen – halvt dyr, halvt menneske. Så sidste vers gennemføres med en næsten growlende vocoder, som gør at nummeret ikke bare lukkes ned i en total vokal-suppe, men med en fin kant.
Ingen kan efter koncerten være i tvivl om, at Roland havde teknikken til at kunne have soulet igennem. Men MANGE point for at lave denne løsning!! Bandet har muligvis ikke så mange sange – de spiller vel en lille times tid – men materialet er bare så utrolig stærkt og fremføres tilsvarende stærkt og velkomponeret.
Så da de slutter med et langt, drømmende nummer som encore er man som publikum egentlig både sulten på mere – men kan også glæde sig over, at der i disse EP-tider er fokus på at lave lidt mindre af høj kvalitet i stedet for at køre på med store mængder af noget, hvor kvaliteten måske ikke altid følger med.
Og selv om der måske ikke spilles decideret længe, så formås der også at variere: Det være sig guitaristen der også springer til tangenterne, bassisten, der varrierer mellem el- og kontrabas, violinisten der både bruger fingerspil og lange strøj (ud over et imponerende opbud af effektpedaler) – men selvfølgelig også keyboardspilleren, der varrierer mellem klaver, rhodes-lignende lyde og mere digitale islæt. Og en trommeslager, der spiller trommer snarere end at slå på trommer. Med en influenza-ramt keyboardspiller og et for øvrigt tømmermændshærget band, så leverede Kentaur i hvert fald en stor, stor oplevelse.
Kæmpe kredit til Radar for at sætte en 360 graders-koncert op – for netop med dette setup fik vi ikke bare en velspillet koncert, men fik lov til at leve i illusionen om at være inviteret med til et lidt mere intimt sammenspil, end den traditionelle koncert giver. Og stor kredit til Kentaur for ikke bare at være endnu et soul-band med overdrevet fokus på forsangeren – men rent faktisk at levere noget, der indikerer at kentauren ikke bare er et menneske med en hesterøv, men rent faktisk også i glimt kan sparke fra sig!
Af Troels-Henrik Balslev Krag
