Momme kommer med et overraskende frisk bud på dansk rock anno 2016 ved, at låne og klunse dyder og lyde fra fortiden og sætte det sammen på deres egen personlige måde. Lydbilledet er til tider lidt flagrende og uharmonisk, det kunne måske godt trænge til en sjat lim hist og her, men på den anden side giver det, det et dejligt personligt særpræg.
Første gang jeg lyttede Momme’s 6 numre igennem var jeg mildest talt ikke specielt imponeret, jeg syntes det virkede lidt usammenhængende musikalsk og stilistisk, som en art opkog af Muse, noget hardrock og Annisette light på vokal. Men et par gennemlytninger gjorde mig noget mere varm på Momme.
I front, og ret centralt og dominerende i lyden, finder vi sangerinde og tekstforfatter Christina Momme, der startede det her som et sønderjysk soloprojekt og endte med en Aalborg-baseret bandkonstellation, der i følge presseteksten sigter efter: “Et univers uden restriktioner, hvor ligesindede mødes med fælles passion for det simple, rå og organisk Rock, koblet med sårbarhed og nærvær”.
Det kan lyde lidt højtragende på flere punkter og som ordsminke, der skal kamuflere en eller anden halv-dårlig bismag. Det er heldigvis IKKE det indtryk og den smag Momme efterlader i munden på mig, når jeg først har fået tygget stadset godt igennem, sunket og slået lidt mave. Det er lidt utøjlet sat sammen i nogle af numrene, og det er som om bandets samlede lyd endnu ikke er helt fintunet og justeret i alle detaljer, men alligevel har det et eller andet over sig, som både mætter og overrasker de her halv-gamle smagsløg.
Først og fremmest har Christina Momme en særdeles kraftfuld og gennemtrængende vokal, der på relativt storladen vis bølger frem og tilbage i et krydsfelt mellem Annisette, Janis Joplin og måske noget Beth Hart. Den er altså kort sagt både følelsesladet, fyldt med drama, rå, hæs, skrøbelig og heldigvis også lidt flagrende og uskolet hist og her. Og ja, den fylder en del. Ikke mindst på mere, i hvert fald indledningsvis, afdæmpede numre som EP-åbneren “Queen Of the Night”, et ganske ambitiøst 6 minutter langt opus.
Vi lægger afventende fra land, med Christina Momme’s vokal næsten alene i landskabet, kun bakket op af diskret guitar og lidt bas. Momme demonstrerer fra start en af hendes store forcer, nemlig tilbageholdenhed og sans for dosering. Der går ikke stemmebånds-show off i den, men nummeret får lov til at folde sig ud og få tilstrækkelig med luft, mens Momme langsomt lader vokalen vokse i intensitet. Nummeret er egentlig to-delt, først det stille stykke med Momme i centrum, dernæst en kortere instrumental afslutning, hvor bandet pludselig eksploderer ud af det blå og hamrer sangen i mål på Muse’sk maner.
Ballade-tendenserne gentages senere på EP’en, i næstsidste nummer, “Hard Boy”, der lidt benytter sig af samme formel, med en tøjlet, emotionel vokal, og skrabet instrumentering der med godt overblik og sans for opbygning, stille og roligt lader nummeret vokse. I dette tilfælde lader de dog blot nummeret rinde ud, uden at spille yderligere med musklerne. De her mere ballade-prægede numre har Momme, som samlet band, virkelig et godt greb om – det er her mine personlige højdepunkter på EP’en skal findes.
Muse synes jeg også kigger frem i “I Wanna Go Home”, her er det især den fyldige og dominerende bas der sender tankerne i briternes retning. Momme, bandet, er ikke i nærheden af at være lige så over the top og lirede som Muse, der er bare nogle træk der sender mine tanker i den retning. “I Wanna Go Home”, og afslutteren “Give In” er også 2 af de numre, som jeg ikke synes er helt flyveklare på denne EP. Førstnævnte er bare lidt uspektakulær og forbliver lidt en anonym oplevelse, mens “Give In” egentlig har fat i en god idé, med langsom, ulmende opbygning og afsluttende forløsning, både på vokal- og instrumentfronten. Det er bare lidt som om, at den fremgangsmåde også blev brugt i åbningsnummeret, bare lidt mere effektivt og vellykket.
Tidligere på EP’en finder vi “Poison” og “Killing (in the name of)”, sidstnævnte er, ud over at have en distraherende titel, hvor det er svært ikke at tænke på RATM, et sjovt lille nummer på lidt over 2 minutter. Det virker næsten som noget “call to arms”/krigsdans med jungletrommer og Momme’s vokal, her i det helt udtørrede og hæse hjørne, som omdrejningspunkt. Instrumenteringen vokser som nummeret skrider frem, mens intensiteten også stiger. Atypisk lille feststarter! Så opererer “Poison” straks i noget mere velkendte farvande, det er en relativt klassisk og lige-ud-af-landevejen hardrocker. Muligvis det mest oplagte bud på en single på EP’en, hvis man ikke vil vælge et af de lidt mere skæve numre.
Og netop det lidt skæve, hvor Momme’s numre måske ikke helt hænger super tæt sammen i limningerne, er også der hvor min nysgerrighed stimuleres mest. Der er småting jeg ikke rigtig synes fungerer optimalt, valg jeg måske ville have truffet anderledes og numre der måske kunne piftes lidt op i kanterne. Men…. det gør egentlig ikke noget, for de her småskavanker er i dette tilfælde med til at give Momme noget kant, sjæl og personlighed, i en genre der ellers godt kan blive lidt kvalt i perfektionisme og overproduktion.
Momme lyder som et sammenstød af en masse ting man har hørt før, men alligevel ikke helt på denne måde. Og så har de i Christina Momme lidt af et trumfkort, sikken en vokal, og lad den for Guds skyld ikke omskole eller file til i kanterne!
Af Ken Damgaard Thomsen
