The House var et noget ubeskrevet blad for mig før dette album ramte min indbakke. Men efter at have været en tur gennem trioens stilsikre elektrorock-mølle, vil det nok ikke skade at give bandets første udspil et lyt, for som stjernerne antyder, er dette et rigtig fornemt album.
Trioen, der slår sine folder på Bornholm, spiller som skrevet elektro-rock, og ja, det er der dælme mange der gør, men ikke lige så fornemt som The House, og når et, for mig, fuldstændig ukendt band overrasker så positivt, så kan man ikke blive andet end glad inden i sin gamle anmelderkrop, og undre sig en snas over, hvorfor man første render på dem nu, så stor er Danmark jo heller ikke. Nuvel, nok om min dårlige research og mere om Race To The Red Light.
Albummet består af 10 sange, og er man til Spleen United, Depeche Mode, The Cure og Mew, så går man ikke helt galt i byen med Race To The Red Light, hvor kun én sang falder lidt igennem, nemlig “Better Friend”. Sangen har ikke samme høje niveau som resten af albummet, men på trods af at den er lidt tyndbenet, har den sine kvaliteter, og et helt fint omkvæd, så den trækker ikke ligefrem ned i den samlede bedømmelse af albummet. Et album der, eftersigende, skulle være indspillet af bandet selv, og er produceret af James Thomas som har stået bag flere store internationale, såvel som danske produktioner, bl.a. Beth Harts “Learning To Live”.
Og ja, produktionen er næsten lige i øjet, jeg kunne godt have tænkt mig at det var knap så pænt, det er meget poleret, så en smule mere guitar og kant ville have hevet det helt op på øverste hylde, men så er det vitterligt også for at finde et eller andet at “brokke” mig over. For det er svært at brokke sig, den ene sang er bedre og mere medrivende end den anden og når albummet fremstår som gennemarbejdet og fuldendt, som det nu engang gør.
Der startes ud med med den agressive, dystre og lettere klaustrofobiske “Somebody Or Something” En sang der også viser bandets evner til at skrive sange af høj kvalitet, og ikke mindst, sange der er gennemsyret af melodiske omkvæd. På “Spiders” er der skruet noget ned for mørket og op for melankolien, man bliver sendt på en svævetur rundt i bandets melodiske univers. Det samme kan man sige om “Air”, her er det hele dog en anelse mere stenet og støvet. “Better Friend” løsner op for steneriet, med en mere klassisk tilgang til genren, et fint lille pusterum før “Smother Me” samler én op igen. Det høje niveau er tilbage, og det holder albummet ud, hvor især førnævnte “Smother Me”, “Satellites” og “Talk To Me Now” skal fremhæves. Semi-sjæleren “Crazy” skal så sandelig også have en tommel-op med på vejen, som lukker og slukker den bornholmske elektro-rock fest på fornemste vis – altså “Crazy”, ikke tomlen.
Der er ikke så meget at rafle om, The House har begået et af de bedste danske elektro-rockede udgivelser længe, og hvis det utrolige skulle ske, at det ikke får noget opmærksomhed og airplay på diverse radiostationer, så bliver jeg næsten nødt til at æde en gammel hat.
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
